Annonce
Erhverv

Eksporten stiger kraftigt: Hedensted-virksomhed vil bygge ny fabrik

Hedensted-virksomheden R2 Agro har fabrikker på Odinsvej 21 og 25, men vil nu udbygge, så de også har en fabrik på Odinsvej 27. Foto: Mads Dalegaard
Virksomheden R2 Agro oplever så stor vækst, at man nu har planerne på plads for en ny fabrik. Det fortæller virksomhedens administrerende direktør, Lars Skou.

Hedensted: Mens et utal af virksomheder oplever enorme udfordringer grundet coronakrisen, er situationen en anden hos R2 Agro i Hedensted.

Virksomheden, der udvikler og eksporterer et bredt sortiment af funktionelt tilskudsfoder til produktionsdyr, har over en lang periode oplevet så stor vækst både indenlands og udenlands, at man nu vil åbne en ny fabrik, der skal ligge side om side med den nuværende fabrik på Odinsvej.

- Hele konceptet vil stå klar 1. april, men vi afventer lige effekten af coronaudbruddet, før vi trykker på den røde knap og indleder byggeriet. Men så snart vi er tilbage til normale tider, går vi i gang, fortæller Lars Skou, administrerende direktør i R2 Agro.

Det er især eksport til Mellemøsten, Fjernøsten og Sydeuropa, der har været udslagsgivende for virksomhedens stigende vækst, hvorfor man føler sig nødsaget til at udvide.

- Vores eksport på diætetiske tilskudsprodukter vækster ekstremt. Det betyder, at hvis vi ikke får gjort noget nu, så er vi ikke parate til at følge den prognose, vi har for, hvordan virksomheden fortsætter væksten fremover, siger Lars Skou, der er blevet enig med kommunen om byggeriet af den nye fabrik, som han forventer vil koste et tocifret millionbeløb.

Annonce

Hele konceptet vil stå klar 1. april, men vi afventer lige effekten af coronaudbruddet, før vi trykker på den røde knap og indleder byggeriet. Men så snart vi er tilbage til normale tider, går vi i gang.

Lars Skou, administrerende direktør i R2 Agro

Adskiller sig i agroindustrien

Hedensted-virksomheden har siden 1980 udviklet produkter og løsninger til agroindustrien.

På fabrikkerne fremstiller de blandt andet en række forædlede korn- og soyaprodukter til animalsk foderproduktion – og tilbyder et bredt udvalg af tilskudsfoder til alt fra kvæg og grise til fjerkræ og sportsheste.

Ifølge R2 Agros administrerende direktør, Lars Skou, nyder virksomheden succes, fordi de adskiller sig på markedet.

- Vi har altid arbejdet med nicher inden for agroindustrien. Vi har hverken haft øje for store varer eller råvarer, men i stedet fokuseret på specialprodukter, fortæller han.

R2 Agro har indtil udgangen af året lejet sig ind i et af Hedensted Gruppen A/S' lokaler på Vejlevej, for at få mere plads til deres produktion.

De har allerede produktionsfabrikker på Odinsvej 21 og 25, mens den nye fabrik vil blive lokaliseret på Odinsvej 27.

R2 Agro, der udvikler og eksporterer et bredt sortiment af funktionelt tilskudsfoder til produktionsdyr, har længe haft stigende vækst i både Mellemøsten, Fjernøsten og Sydeuropa. Foto: Mads Dalegaard
Virksomheden har allerede to produktionsfabrikker samt et kontor på Odinsvej i Hedensted, men vil efter coronakrisen begynde byggeriet af en ny fabrik - på Odinsvej 27. Foto: Mads Dalegaard
Ifølge Lars Skou, administrerende direktør i R2 Agro, vil man gerne have alt samlet i Hedensted, da det kan skabe en synergieffekt. Det er på denne grund, den nye fabrik skal bygges. Foto: Mads Dalegaard
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce