Annonce
Fodbold

Hedensted: Vi går efter at trække VB

Kasper Adelfred og Brian Rasmussen starter den nye sæson med kontrakter, der udløber til nytår. De skal først forhandle nye kontrakter i september. Foto: Dorte Adelfred.
Danmarkssserieholdet Hedensted er med i bowlen til første runde af DBU-pokalen efter sommerferien.

Hedensted: - Vort store mål er at trække VB i DBU-pokalen.

Det siger Hedensteds træner Kasper Adelfred efter 4-0 sejren over Give Fremad i sidste runde, inden holdene går videre til første DBU-runde.

- Vi er i samme situation, som da vi mødte Lyngby og trak 2300 tilskuere. Vi vil gerne give spillere og tilskuere en tilsvarende oplevelse, og vi vil allerhelst trække VB, siger Kasper Adelfred.

- Dengang skulle vi vinde over Thisted og Aarhus Fremad for at få et superligahold. Situationen er den samme nu. Vores ønskemodstander i første DBU-runde er Hatting-Torsted, der overraskende vandt over Silkeborg KFUM.

- Bunden af Superligaen er med i 3. runde, og toppen af Superligaen kommer ind i 4. runde, tilføjer Hedensted-træneren.

Nikolaj Søgaard, Benjamin Suner, Sebastian Bruhn og Mathias Holmegaard skød Hedensted videre med de fire mål mod Give.

Hedensted har torsdag sidste træningsdag, inden spillerne bliver sendt på sommerferie.

Første træningsdag til den nye sæson er mandag 15. juli.

- Ronni Bagge stopper, og Rasmus Jørgensen tager et halvt års pause på grund af sine studier i Aarhus, så vi skulle gerne have forstærkninger. Det kunne være spillere fra Kolding og Middelfart, der ikke er tilfredse med spilletiden, og U19-spillere fra VB, hvor Brian Rasmussen tidligere har været træner, siger han.

Vigtigt er det for Hedensted, at Mathias Kahr Christensen bliver klar igen. Han har været skadet i lang tid og har været hårdt savnet.

Kasper Adelfred og Brian Rasmussen har kontrakter, der udløber til nytår, altså midt i den kommende sæson. Alligevel skal de først forhandle kontrakterne til september.

Hedensted venter spændt på puljeinddelingen i danmarksserien.

- Vi forventer at blive det nordligste hold i vores pulje, og vi forventer, at Silkeborg KFUM ryger nordpå igen, siger Kasper Adelfred.

Derfor er der aftale træningskamp mod Silkeborg KFUM. Hedensted skal også møde Lyseng, Viby og Bogense.

Mens alle andre klubber har en runde mere, er danmarksserien færdigspillet.

- Det skyldes, at der stadig kan blive en play-off-kamp. Hvis Skovshoved rykker ud af 2. division, får B1913 en play off kamp mod Vatanspor om den sidste plads i DS- Hvis Skovshoved ikke rykker ud, bliver det i stedet et jysk-fynsk hold, og så er B1913 allerede ude af danmarksserien, forklarer han.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce