Annonce
Hedensted

Hedensted daler i erhvervsklimatjek: Arbejdskraft er i top, men infrastruktur tæller ned

Arbejdspladserne i Hedensted Kommune er glade for arbejdskraften og de fysiske rammer i kommunen. Til gengæld synes de, det halter med infrastruktur og brug af private leverandører. Arkivfoto
Hedensted Kommune er dalet fra en tredjeplads til en femteplads, når det gælder erhvervsklima. Infrastruktur er den helt store udfordring, mens kommunen er den bedste i hele landet, hvad angår arbejdskraft.

Hedensted: Hedensted Kommune er den bedste i hele landet til at skaffe virksomhederne arbejdskraft og til at få ledige hurtigt i job.

Det viser DI's årlige erhvervsklimaundersøgelse. I den vurderer de lokale virksomheder kommunerne på en række parametre.

- Hedensted Kommune viser vejen, når det gælder om at få ledige i job. Det kan tilskrives et super godt samarbejde med virksomhederne. Det er vigtigt, at ledige kommer hurtigt i gang. Så undgår man, at borgere står uden for arbejdsmarkedet i længere tid. Samtidig er man med til at sikre arbejdskraft til virksomhederne, hvor mange har svært ved at skaffe de medarbejdere, de har brug for, siger formand for DI Horsens, Johannes Saugbjerg.

Til gengæld falder kommunen fra en samlet tredjeplads til en samlet femteplads, når det gælder kommunens overordnede erhvervsklima.

- Vi har en ambition om at være i top tre. Den ikke opfyldt, så det er vi ærgrelige over. Når det så er sagt, er vi kun faldet 0,15 procentpoint i forhold til sidste år, så det viser os, at der er en tæt kamp i toppen, og at det er marginaler, der afgør placeringer, siger borgmester Kasper Glyngø (S).

Uanset om vi er nummer tre eller fem eller 10, så er undersøgelsen et fantastisk værktøj at få forærende.

Kasper Glyngø (S)

Infrastruktur et problem

I år er Hedensted blevet overhalet af Middelfart og Ringkøbings-Skjern kommuner, ligesom Ikast-Brande og Herning lige som sidste år også ligger foran Hedensted.

Dykker man ned i undersøgelsen, fremgår det, at Hedensted scorer højt på parametre som arbejdskraft, fysiske rammer, uddannelse og information og dialog. Således tager flere borgere i kommune en uddannelse.

- Når det gælder samarbejde mellem skole og virksomheder, ligger vi nummer to. Så den indsats, vi har ydet på det område, er der blevet lagt mærke til, siger Kasper Glyngø.

Til gengæld scorer kommunen kun en 67. plads på infrastruktur.

- Det kommunale vejnet scorer i den bedste fjerdedel, men jeg tror, at E45 og presset på busserne er noget af grunden til, at vi får smæk i undersøgelsen, siger Kasper Glyngø.

Også i forhold til brug af private aktører, scorer kommunen ikke så højt og ligger på en 34. plads.

Vil rette op

Kommunen vil nu nærstudere undersøgelsen og fokusere på, hvordan man kan gøre det bedre.

- Vi er eksempelvis gået fra en tredje til en 11. plads, når det gælder kommunal sagsbehandling af miljøforhold og sygedagpenge, så det er noget af det, vi skal have rettet hurtigt, siger Kasper Glyngø.

I forhold til skatter og afgifter er kommunen rutsjet fra en 6. til 15. plads, men kommunen har ikke hævet skatter og afgifter. Måske skyldes det øgede affaldsafgifter, vurderer borgmesteren.

Hedensted kan dog glæde sig af stadigvæk at ligge langt foran Horsens og Vejle, hvad angår erhvervsvenlighed.

- Det havde været sjovere, hvis vi gik en plads frem, men det er ikke helt sort. 80 pct. af de lokale virksomheder vil stadigvæk anbefale at man etablerer sig i Hedensted Kommune, så det er ikke helt sort, siger Kasper Glyngø (S).

Lokalt erhvervsklima 2019

  • Dansk Industris undersøgelse, Lokalt Erhvervsklima 2019, er Danmarks største undersøgelse af kommunernes erhvervsklima. Det er tiende år i træk, DI laver undersøgelsen.
  • 7.332 virksomheder inden for DI’s brancher, blandt andre produktion, transport, fødevarer, engroshandel, rådgivning og service, har svaret på undersøgelsen.
  • Virksomhedsledernes bedømmelser vejer 2/3 af undersøgelsens resultat, mens den sidste tredjedel afgøres af statistiske faktorer som skat, grundskyldspromille, privat beskæftigelse, antal nystartede virksomheder og erhvervsfrekvens mv.
  • Resultaterne fra spørgeskemaerne og de statistiske indikatorer er opdelt i ni kategorier.
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Regeringen: En pakke cigaretter skal koste en 50'er

Annonce