Annonce
Odder

Havnebyggeri kan falde: Byrådspolitikere er uenige

Byrådet kommer til at diskutere, om HFE Ejendommes projekt ved havnen skal aflives ellers sendes ud i offentlig høring. Illustration: Gandrup Krabbe Vang Arkitekter
Venstre kom i mindretal og vil have sagen om boliger ved havnen bragt i byrådet. Socialdemokraterne siger nej til mere end tre etager.
Annonce

Hou: Det vil være godt for byen at få et boligbyggeri på Alexandra Plads. Men det er for højt og for massivt.

De to synspunkter delte politikerne, da miljø-, teknik og klimaudvalget tidligere på ugen diskuterede planerne om et boligbyggeri i fire etager. Og nu bliver det op til byrådet at afgøre, om der skal arbejdes videre med projektet.

Kommunens embedsmænd har efter en offentlig høring anbefalet, at politikerne siger god for, der bliver lavet en ny lokalplan.

Venstre gik ind for forvaltningens indstilling, men flertallet gik imod. Derfor har de to Venstrepolitikere Hans Hammann og Ole Lyngby Pedersen valgt at sende sagen i byrådet.

- Vi bliver nødt til at finde ud af, om der er et flertal i byrådet for det her. Der skal ske noget på den grund. Det vil være godt for byen at få den udvikling dernede. Det vil være godt for skolen, for institutioner og for hele lokalområdet i Hou, siger Ole Lyngby Pedersen (V), der er formand for udvalget.

Byggeplaner på Alexandra Plads

HFE Ejendomme har købt kommunens grund på hjørnet af Søndergade og Strandgade. Aftalen er dog betinget af, at der bliver lavet en ny lokalplan for det projekt, som firmaet vil opføre. HFE Ejendomme vil lave et byggeri i fire etager med en samlet bebyggelsesprocent på 170.

Der er en lokalplan for området, og planen giver mulighed for at bygge 10,5 meter i højden og med en samlet bebyggelsesprocent på 100. Derfor skal der laves en ny lokalplan, hvis HFE skal bygge som ønsket.

Projektet har været i en foroffentlig høring. Hvis der er flertal for det i byrådet, skal der laves et lokalplanforslag, som også skal i en offentlig høring. Ellers kan handelen gå tilbage.

Annonce

S: Det er for massivt

I udvalget sidder repræsentanter for DF, Radikale og Socialdemokratiet, heriblandt Lone Jakobi (S), der også er gruppeformand for sit parti.

- Vi har hele vejen igennem, også på møder, givet udtryk for, at det er for massiv en forøgelse. Vi kan gå med på at bygge op i tre etager, men ikke mere. Som det ligger nu, kommer det op over også Brugsen(nabobygning, red.). Det handler også om, hvordan indgangen til byen fra havnefronten bliver, siger Lone Jakobi.

Naboer og andre beboere i Hou er kommet med kommentarer til byggeriet i en høring.

- Vi har læst det materiale, der er kommet. Hvis man skal koge det ned, så siger indsigerne, at det er for voldsom en bygning, for høj, og at den ikke passer ind i bybilledet. Men selv ved en byggehøjde på 10,5 meter får de omkringliggende huse taget udsigten. Så det er ikke et spørgsmål om udsigt. Om det bliver tre etager, eller det bliver fire eller fem, det er ikke det, der vil gå ud over de omkringliggende.

Annonce

Vil spytte penge i

- Vi må også godt have en holdning til, hvad der vil være godt. Det er ikke hver dag, der kommer et selskab som HFE og vil spytte så mange penge i en bygning. Så må vi lytte til, hvad argumenterne for at stemme imod er - om man vil have noget andet, siger Ole Lyngby Pedersen.

Ifølge Lone Jakobi har Socialdemokraterne ikke gjort sig tanker om, at handelen mellem kommunen og HFE Ejendomme eventuelt skal gå tilbage.

- Vi må se, om det er det, der sker. Nogle vil sige, byggeriet skal være i gammel stil og afspejle det maritime. Hou er også delt på det punkt. Men vi er sådan set med på, at man godt kan bygge moderne, men med respekt for historien.

- Vores hovedargument imod projektet er udnyttelsesgraden, og der står jo ikke et helt Hou og klapper af det her. Men vi vil gerne have bebyggelse på den grund, og det tror vi også godt, at vi kan få. Sagen er jo ikke færdig og lagt ned, nu skal den i byrådet. Der er jo også alt det her med ekstra sokkelhøjde (for at sikre mod oversvømmelser, red.) Jeg kan godt se, der er noget, vi kan give os på, siger Lone Jakobi.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Hvor blev lyrikken af?

Horsens

Trods påbud og dødsfald: - Jeg har tillid til både personale og ledelse, når jeg taler med avisen

Annonce