Annonce
Horsens

Havarikommissionen peger på pilot-fejl bag tragisk flyulykke

Flystyrtet på Fur skete tilsyneladende, fordi piloten af forskellige årsager fejlvurderede forholdene på den lille øs flyveplads. Flyet, et lille Rockwell Commander, kolliderede med nogle træer. Foto: Havarikommissionen
Pilot fejlvurderede tilsyneladende vindens påvirkning, da ulykkesfly skulle lette. Tre personer omkom.

Horsens: Det var formentlig pilotens fejlskøn af vindforholdene inden take off, der var hovedårsag til sidste sommers tragiske flyulykke på limsfjordsøen Fur, der endte med at koste tre mennesker livet – heriblandt et ægtepar fra Horsens.

Det vurderer Havarikommissionen, som har afsluttet sin undersøgelse af flystyrtet, der skete 30. august sidste år.

Da havde parret fra Horsens, Ina og Mikkel Skjerning Gensø, sammen med et vennepar besøgt Fur.

Først på eftermiddagen skulle de fire flyve til Billund, men flyet, der havde den mandlige part i venneparret som pilot, forlod aldrig øen.


En krævet længere startdistance end den til rådighed værende startdistance ledte til flyets kollision med nærtstående træer og til havariet.

Havarikommissionen


Det kolliderede med nogle træer kort efter efter et mislykket take off og brød i brand. De to kvinder, som sad bag i flyet, blev dræbt på stedet, mens piloten og Mikkel Skjerning Gensø reddede sig ud og blev hastet til Rigshospitalet i København.

Den 43-årige pilot overlevede sine kvæstelser, mens Mikkel Skjerning Gensø i december gik bort efter tre måneders indlæggelse.

Annonce

Medvind havde betydning

Piloten havde ifølge Havarikommissionen ikke erfaring i at lette fra en mindre flyveplads som den på Fur, men hans meritter som pilot var ellers i orden.

Tilsyneladende fejlvurderede han dog af forskellige årsager forholdene på den lille flyveplads, beskriver Havarikommissionen i konklusionen på ulykkes-rapporten.

Især var det angiveligt afgørende, at flyet skulle lette i medvind, fremgår det, og pilotens beregninger af vindens påvirkning af mulighederne for at få flyet i luften var fejlbehæftede.

Annonce

Nåede ikke op i fart

Sammenfattet beskriver Havarikommissionen, at startdistancen på den cirka 600 meter lange, privatejede landingsbane skulle have været længere end den, piloten skønnede.

Flyet nåede aldrig den optimale fart for take off, og selv om piloten forsøgte at undvige, endte den lille Rockwell Commander-maskine efter få sekunder i luften med at styrte fatalt.

”Pilotens fokus på sin bevidste beslutning om et startløb i medvind på bane 12, understøttet af den oplevede grad af banehældningen, skyggede sandsynligvis mentalt for de operationelle konsekvenser af en forøget startdistance. En krævet længere startdistance end den til rådighed værende startdistance ledte til flyets kollision med nærtstående træer og til havariet,” skriver Havarikommissionen.

Annonce

Ikke skærpede sikkerhedsprocedurer på Fur

Undersøger Anders Kristensen fra Havarikommissionen understreger overfor Horsens Folkeblad, at selv om rapporten peger på pilotens fejlskøn som årsag til ulykken, sker kommissionens undersøgelse af ulykker ikke med henblik på placering af skyld. Formålet er alene at undersøge, om der er basis for skærpede sikkerhedsprocedurer, og det var der, trods ulykkens omfang, ikke på flyvepladsen på Fur.

Om der er basis for et retsligt efterspil, vil det nu være op til politimyndigheden at vurdere, oplyser han.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Horsens

Bor du i et område med høj eller lav smitte: Find dit sogn på kortet

Annonce