Aarhus: HIC har haft gang i svingdøren denne sommer, og ind er kommet ti nye spillere. Torsdag skulle det uprøvede Horsens-hold i aktion for første gang i Basketligaen - og så endda på udebane mod de forsvarende mestre fra Bakken Bears.
Trods et 15 points-nederlag på 104-89, var der flere gode takter at spore fra horsensianerne. Først i fjerde og sidste quarter trak Bakken Bears fra, og indtil da svingede kampen frem og tilbage.
HIC kunne hæfte sig ved særligt tre ting: I forsvarsspillet er der plads til forbedring, truppen tørster efter at få de sidste kræfter tilført, mens en af holdets nye spillere leverede en præstation, som tilskuerne i Vejlby-Risskov Hallen sent vil glemme.
Forsvarsspillet skal forbedres
Allerede fra kampens første minut viste det sig, at det nye HIC-mandskab har udfordringer i forsvarsspillet. Hjemmeholdet var dygtige til at score på sine trepointsforsøg, og HIC var i flere omgange på hælene, når Bakken Bears hurtige teknikere spillede rundt om udeholdet.
Det blev også afgørende for kampen. Hver eneste gang HIC kunne lugte blod, skruede Bakken Bears op for tempoet med et snuptag via en umarkeret scoring ude bag trepointslinjen.
- Vi skal forbedre os defensivt. De havde alt for mange åbne skud og offensive rebounds, sagde den erfarne HIC-spiller, Vedran Borovcanin, efter kampen og fortsatte:
- Vi har kun haft en træning sammen som hold inden kampen, og jeg synes, vi gjorde det bedre, end jeg havde forventet.
HIC har fundet en amerikansk guldfugl
"Nummer 4, Khalil Ahmad," var halspeakerens mest brugte sætning, når han skulle oplyse publikum om, hvem der netop havde lagt bolden i kurven.
40 point stod der på lystavlen, da halurets sidste horn lød. Det er ikke hver dag, at en spiller fra udeholdet rammer dette antal point mod Bakken Bears, som har vundet det danske mesterskab de seneste fem sæsoner. Og så endda i sin debut.
- Han gjorde lige præcist det, jeg vil have ham til. Han er en spiller med ekstrem høj kvalitet, og jeg er stolt af den måde, han bar sig ad, sagde HIC's cheftræner, Lukas Varga, om den 24-årige amerikanske shooting guard.
Det kan blive et farligt våben for HIC-mandskabet i resten af sæsonen. I Khalil Ahmad har man fundet sig en spiller, som har potentialet til at brænde ligaen af. Med sit gåpåmod, gode driblinger og kliniske afslutninger foran kurven bliver han en mundfuld for alle hold i ligaen.
- Jeg går efter at vinde så mange kampe som muligt og måske vinde årets spiller i ligaen, sagde Khalil Ahmad selvsikkert efter kampen.
Under optimismen lurer dog også en række faresignaler. Efterhånden, som kampen skred frem, fandt Bakken Bears ud af, at Khalil Ahmad var spilleren, som skulle stoppes, hvis HIC skulle sendes hjem med et nederlag i bagagen. Og det kan blive et problem for de gulklædte, hvis blot en spiller skal bære al holdets offensive ansvar.
HIC-cheftræner, Lukas Varga, om Khalil AhmadHan gjorde lige præcist det, jeg vil have ham til. Han er en spiller med ekstrem høj kvalitet, og jeg er stolt af den måde, han bar sig ad.
Optimisme at spore
HIC manglede to spillere, som endnu ikke har fået deres arbejdstilladelse, mens en tredje sad ude på grund af status som nybagt far. Det kan også forklare, hvorfor holdet manglede kræfter til slut, mens førnævnte Khalil Ahmad måtte tage en stor del af ansvaret for HIC.
- Jeg er bitter, fordi jeg føler, at hvis jeg havde haft alle spillere klar i dag, havde vi vundet kampen, sagde Lukas Varga, hvilket Vedran Borovcanin også hæftede sig ved:
- Vi var fem spillere, som næsten alle spillede 40 minutter. Til sidste manglede vi noget energi, sagde den 36-årige HIC-spiller.
Særligt Siler Schneider, 25-årig amerikansk point-guard, manglede hos HIC, og når han bliver klar til at spille, får HIC-mandskabet flere strenge at spille på.
Bakken Bears-Horsens IC 104-89 (53-47)
Topscorer for Bakken Bears: Jared Ogungbemi-Jackson 22 point
Topscorer for Horsens IC: Khalil Ahmad 40 point
Periode-cifrene: 24-25, 53-47, 75-71, 104-89