Annonce
Debat

Hallo Støjberg-støtter - i Danmark er vi altså lige for loven

Annonce

Danmark er et demokrati og et retssamfund. Det har vi lært i skolen, og jævnligt bekræfter vi hinanden i, at det er sådan, det er. Men når man ser, hvordan nuværende og tidligere politikere forholder sig til den instrukskommission, som netop har startet sit arbejde, kommer man alvorligt i tvivl.

Kort sagt skal kommissionen undersøge, hvem der kan drages til ansvar for, at Inger Støjbergs ministerium udsendte en ulovlig instruks, der fratog unge asylpar retten til individuel høring og vurdering.

Det handler med andre ord ikke om barnebrude, selv om Inger Støjberg, Pernille Vermund, Kristian Thulesen Dahl og mange andre politikere forsøger at få det til at fremstå sådan. Nej, det handler om, at vi i Danmark er lige for loven. Selv en minister skal overholde de regler, der gælder, og selv en minister må ikke lyve.

Men denne basale indsigt ignorerer Støjbergs støtter. Allerede da sagen kom frem, kunne enhver se, at noget var galt. Men det daværende flertal beskyttede den populære minister og ville ikke starte en undersøgelse. Nogle forsøgte endda at afspore samrådsmøder, mens andre nøjedes med at dukke sig og vælge det politisk opportune. De blå politikere var ikke deres ansvar bevidst, og de levede ikke op til deres demokratiske pligt.

Og selv nu, hvor de første afhøringer i instrukskommissionen slår en tyk streg under, at det fyger med spin og fordrejninger omkring Støjberg, taler blå politikere stadig om barnebrude. Eller også er de stille. Ingen rejser sig op og forsvarer demokratiet og retssamfundet. Ingen undskylder deres sendrægtighed og fokus på egen karriere. Ingen beklager, at de svigtede. Og nu svigter de igen.

Politikere skal være uenige om det meste, men de skal i fællesskab beskytte demokrati og retssamfund. At tænke sådan burde være en helt naturlig del af det at være borgerlig. Det burde ligge dybt i det blå dna. Men reaktionen på undersøgelsen af Støjbergs gerninger viser, at det åbenbart ikke er tilfældet. Og det er i sandhed bekymrende for enhver, der elsker sit fædreland og sit demokrati.

Peter Lauritsen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Hedensted

Sølvtøj stjålet fra dødsbo

Debat

Hvor blev lyrikken af?

Annonce