Annonce
Debat

Hønseæggenes mangfoldighed

Læserbrev: I Danmark findes der to typer æg: De hvide og de brune. Det er i hvert fald det, mange tror, men æg findes i alverdens farver f.eks. blå og chokoladebrune. Æg fra supermarkederne i Danmark bliver lagt af høns af industritypen, der udelukkende udruges i rugemaskiner på store kontrollerede rugerier. Hønsene i industrien lægger kun hvide og brune æg. Racehøns lægger æg i mange forskellige farver.

Mange stalddørssælgere og racehønseavlere vil gerne sælge deres overskudsæg ved stalddøren, og forbrugerne står i kø for at købe æg med forskellige farver, men Fødevarestyrelsen har indført så skrappe krav til racehøns, der skal indgå i et stalddørssalg, at ingen i Danmark sælger æg fra racehøns i en vejbod, da omkostningerne er alt for høje.

Alle æg der sælges ved en vejbod i Danmark skal testes for salmonella.

Det mener Fødevarestyrelsen dog ikke er nok. Styrelsen kræver, at hønen, der har lagt ægget også er salmonellatestet, og det bliver industrihønsene rutinemæssigt på rugerierne. Anderledes står det til, hvis en hønseavler ønsker at lade sine racehøns lægge æg til en vejbod. Her kræves der et stort testprogram af selve hønsene, som bl.a. indebærer blodprøvetagning af hønseflokken, foretaget af en dyrlæge fra Fødevarestyrelsen, der til et meget højt honorar skal køre ud for at tage blodprøver af hønsene i haven.

Det til trods for, at æggene i sig selv er testet frie for salmonella. Du tænker nok, at der da er mange skilte langs de danske landeveje, hvor der står "ÆG SÆLGES", og ja, det er der, men kig godt efter; hønsene i hønsegården er alle købt ved et kommercielt rugeri.

Det er på tide at se på overflødige regler, der spænder ben for mangfoldigheden af fødevarer i Danmark. Æg fra små racehønsehold skal kunne sælges ved en vejbod, uden hønemor skal have testet sit blod af en dyrlæge.

Lad forbrugerne selv vælge, hvad de vil komme i deres indkøbskurv. Æggene fra et stalddørssalg skal testes jævnligt for salmonella, og det bliver de også. Lad det være ved det. Der er ingen fornuft i, at små hønsehold skal forsynes med certifikater om blodtyper og bakterietal.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Leder: Men vil borgerne landdistrikterne?

I sidste uge kom en god nyhed til landdistrikterne. En planlagt besparelse på 30 mio. kr. på de såkaldte LAG-midler bliver trukket tilbage, så landdistrikterne nu har 90 mio. kr. om året fra staten til udvikling - oveni et EU-tilskud. Pengene falder på et tørt sted, for banker og andre investorer har en tendens til at smække kassen i, så snart postnummeret bliver nævnt. Derfor er de såkaldte LAG-midler, der de seneste 11 år har været med til at udvikle og bevare livet i de mindre landsbyer, et fint tiltag, og det er rigtig godt, at politikerne på den måde vælger at tilgodese landdistrikterne. Spørgsmålet er så, om naturstier, byparker og nogle arbejdspladser ændrer på borgernes trang til at bo i selvsamme landdistrikter? Der er ingen tvivl om, at pengene kommer de mennesker, der allerede bor på landet til gavn, men kan LAG-midlerne og andre lignende initiativer vende udviklingen fra by til land? Desværre ser det ikke ud til at være tilfældet. I byer som Ølholm, Barrit og Bjerre, som alle har modtaget LAG-midler, er befolkningstallet de seneste 10 år faldet lige så stille. Ikke voldsomme fald, men en stille afsivning, der bekræfter tendensen, der gælder på landsplan: Borgerne vælger i stigende grad byerne frem for landsbyerne. At LAG-midlerne dermed skulle være en dårlig investering, vil borgerne i de byer, der modtager pengene, sige klart nej til. De mange projekter giver en øget livkvalitet og kan om ikke andet så bremse faldet i indbyggertal. Men det giver anledning til at stille spørgsmålet om, hvad der så skal til for at stoppe affolkningen af landdistrikterne, og om det overhovedet kan lade sig gøre? En kommunal embedsmand, avisen interviewede forleden, nævnte det emne som landkommunens største udfordring. At bevare strukturen med mindre byer, hvor folk kender hinanden og taler sammen om problemer og udfordringer. Der er med garanti ingen lette løsninger på den udfordring, og derfor kan man godt frygte, at de 30 mio. kr. ekstra, der nu bliver fordelt over hele landet, slet, slet ikke er nok.

Annonce