Annonce
Udland

Højesteret i Norge: Sexdukker af børn er strafbart

Anthony Wallace/Ritzau Scanpix
Højesteret i Oslo stadfæster dom til 45-årig. Importerede japansk sexdukke med størrelse og form som et barn.

Norges højesteret har onsdag afgjort, at det er strafbart at importere sexdukker, der ligner børn.

Dermed forkaster højesteretten en 45-årig mands anke.

Han er tidligere i landsretten idømt 60 dages betinget fængsel og en bøde på 10.000 norske kroner for i 2016 at have gjort forsøg på at indføre en et meter høj japansk sexdukke.

Den tiltalte erkendte de faktiske forhold, da sagen blev behandlet i byretten og siden landsretten. Men han mente ikke, at det var nok for at straffe ham.

Den 45-åriges forsvarer, John Christian Elden, har sagt, at dukken ikke omfattes af den norske straffelovs forbud mod seksualiserede fremstillinger af børn. Han mente heller ikke, at den dukke, som hans klient forsøgte at importere, forestillede et barn.

Dukken blev vist frem vist i højesteretten, og her var samtlige dommere ikke i tvivl: Det er en sexdukke, som ligner en mindreårig.

- Den har et ansigt med barnlige træk, lyder det i højesterettens skriftlige afgørelse.

Derfor er den omfattet af straffelovens forbud mod seksualiserede gengivelser af børn.

Dukken har former som hos et barn, og ifølge højesteretten, var den udformet med tanke på sex.

/ritzau/NTB

Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Regeringen: En pakke cigaretter skal koste en 50'er

Mest læste

Udland For abonnenter

Domstol får Johnson til at ligne en politisk amatør

Hvert eneste ord i den skotske kendelse lander som et udæmpet slag på en gongong. For nu har den britiske premierminister, Boris Johnson, domstolenes ord for at have vildledt dronningen, løjet for hende og givet hende et "ulovligt råd" og for lovstridigt at have hjemsendt det britiske parlament. Selv for en mand, som på rekordtid er blevet dyppet i nederlag og rullet i faneflugt, er det et 180 graders cirkelspark. For hvis afgørelsen fra den skotske højesteret står ved magt, har Boris Johnson de facto politisk misbrugt sit embede. På tirsdag går sagen til den britiske højesteret, som skal træffe den endelige afgørelse. Her er konflikten i en nøddeskal: Boris Johnson suspenderede mandag parlamentet for at begynde på en ny samling, og det er i sig selv ikke ulovligt. Den daværende samling var den længste samling i 400 år, og derfor gik premierministeren til dronningen og bad hende formelt hjemsende parlamentet og indkalde til en ny samling. Men her er så problemet: En suspendering sker normalt på et passende tidspunkt, og den er kortvarig. Boris Johnsons suspendering sker midt i den alvorligste britiske krise siden Suez-krisen i 1956, og den strækker sig over fem uger. Ydermere indikerer interne regeringsdokumenter, at motivationen er politisk og handler om, at parlamentet skal blande sig uden om regeringens brexit-politik og ikke føre tilsyn med regeringen, som det hedder i den skotske retsafgørelse. Derfor er Johnsons handling "ulovlig" og en "klar overtrædelse af de almindeligt accepterede regler for offentlige myndigheders adfærd", hedder det. Hvilken konsekvens får det? Juridisk venter vi stadig på den endelige afgørelse fra den britiske højesteret og dermed den endelige afgørelse af, om Boris Johnsons hjemsendelse af parlamentet er ulovlig og skal annulleres. Men politisk er skaden sket, for den føjer sig til billedet af en premierminister og hans chefrådgiver, som forveksler magten med et rænkespil i en politisk ungdomsorganisation. Suspenderingen af parlamentet var angiveligt tænkt som et magtpolitisk supergreb, udtænkt af Johnsons chefrådgiver, Dominic Cummings, og parlamentsminister Jacob Rees-Mogg, og den ville sætte parlamentet skakmat. Men i stedet blev det et strategisk dosmertræk, en hybris, der i militærhistorien tåler sammenligning med massakrene ved Little Big Horn og Gallipoli. For magtgrebet samlede alle kritikere i parlamentet, som på lyntid gennemførte en lov, der forhindrer et hårdt brexit; det førte til et konservativt oprør, som endte med 22 afhoppere eller ekskluderede; det gav Johnson seks nederlag ud af seks afstemninger i parlamentet, udraderede hans flertal og førte til et forfatningsopgør for domstolene. Det er politisk skade, der allerede er sket, og som giver Johnson-regeringen et skær af amatørscenen i Tønder, og hvis højesteretsafgørelsen i næste uge også går ham imod - så er den politiske fiasko komplet.

Annonce