Annonce
Odder

Høfdeholdere på arbejde: Sten skal sikre sti langs vandet

Arbejdet med at lave nye høfder og dermed sikre kyststien i Hou gik i gang mandag. Foto: Morten Pape
Fem nye høfder skal være med til at sikre den populære sti langs vandet fra at blive skyllet væk i stormvejr.

Hou: Hvis ellers vejret er nogenlunde, så går Svend Adsersen hver dag en tur på fire kilometer. En del af turen går via stien, der fører fra havnen og ud til campingpladsen. I går begyndte arbejdet med at lave nye høfder, der skal sikre stien fra at blive ædt af havet.

Svend Adsersen har været med til at støtte projektet, lige siden foreningen Høfdeholderne i Hou blev stiftet for 15 år siden. Det er nemlig medlemmernes kontingenter, der er med til at betale for de nye høfder.

- Det interesserer mig som Hou-borger. Stien er meget vigtig, den er en livsnerve for alle de mennesker, der gerne vil gå en tur. Jeg går her hver dag, hvis det ikke regner, det er også den eneste motion, det bliver til. Jeg har en god rundtur på fire kilometer, den skal jeg helst gå hver dag, ellers er jeg utilfreds med mig selv, siger Svend Adsersen.

Han var i mange år lærer på skolen, og han møder ofte nogle, han kender, på sine gåture.

Annonce
Stien er en livsnerve for alle de mennesker, der gerne vil gå en tur.

Svend Adsersen, Hou-borger

Sten er doneret

Selv på en dag, da de fleste fodgængere holder god afstand, bliver der nikket. Ikke mindst til de frivillige, der er i gang med lægge store sten ud.

Johan Tepsdorf på Rathlousdal har doneret en bunke store sten, som høfderne bliver lavet af. Entreprenør John Kjær Aps sørger for at flytte stenene, og Høfdeholderne er glade for at have fundet et firma, som ikke er bange for at få saltvand på sin maskine.

Det er planen, at der skal laves fem nye høfder. Det er bølgebrydere af sten, som går vinkelret ud fra kysten og samler sand. Det betyder, at stranden bliver bredere. Så kan den bedre tage fra, når der er stormvejr, og på den måde kan stien undgå af blive spist af havet.

- Vi regner med at blive færdige med de første tre i dag. Det er ikke arbejdet, der tager tid, det er hele myndighedsprocessen, siger Erik Hviid, der er formand for Høfdeholderne i Hou.

Faktisk har det taget flere år at få lov til at lave de nye høfder. Da ansvaret for at give den nødvendige tilladelse blev overført fra Kystdirektoratet til Odder Kommune, gled arbejdet lettere.

Fik støtte fra lokalråd

Høfderne skal også fodres med sand fra stranden lige nord for havnen, men her venter foreningen på myndighedernes direktiver.

- En standardhøfde koster omkring 30.000 kroner i gennemsnit. Men de her nye høfder er noget kortere. Vi stopper op, når vi har lavet de tre første, og tager bestik af situationen, siger Erik Hviid.

Foruden bidrag fra medlemmerne har foreningen fået 40.000 kroner fra lokalrådet.

- Vi blev opmærksomme på, at der var en pulje på 50.000 kroner. Vi tænkte, vi skal ikke være for grådige, så vi søgte 40.000 kroner. Vi har samlet penge via medlemskaber og donationer siden 2017. Og så har vi via Hou Fællesforum fået omkring 13.700 kroner, som var i overskud fra et andet kystsikringsprojekt, fortæller Kirsten Bøgholm, der er kasserer i Høfdeholderne.

- Folk er vilde med at komme herud og gå tur. Nu har jeg stået her i en time, og folk kommer cyklende og gående. Stien er lidt af en livsnerve, siger Kirsten Bøgholm.

Stenene bliver lagt ud vinkelret i vandet, og høfderne er med til at holde på sandet. Foto: Morten Pape
Medlemmer af Høfdeholderne i Hou er med til at betale for de nye høfder. Foto: Morten Pape
Entreprenør John Kjær Aps udfører det grove arbejde. Foto: Morten Pape
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens

Buketten erstatter festen og blomsterne bringes ud i bilen: Alternative løsninger hitter i havecentrene

Annonce