Annonce
Danmark

Hækkerup: Derfor skal der flere politistationer i provinsen

Socialdemokratiet gik til valg på at åbne tyve nye politistationer i provinsen. Det bliver justitsminister Nick Hækkerups opgave at få dem med i det kommende politiforlig.

- Hvorfor skal vi have tyve nye politistationer i provinsen, Nick Hækkerup?

- Fordi borgernes oplevelse af tryghed hænger sammen med, at der er politi tilstede i gadebilledet.

- Har borgerne grund til at opleve en mindre grad af tryghed nu?

- Det kan de have, når de oplever, at sagsbehandlingstiden fra anmeldelse til domfældelse tager for lang tid. Det er min ambition, at det bliver bedre.

- I det store og hele er kriminaliteten faldende - burde det ikke give mere tryghed?

- Det er rigtigt, at den generation, der vokser op nu, er den mest lovlydige nogensinde, men der nogle ting, der alligevel presser systemet. Terrorbekæmpelse, bomber i København, personbeskyttelse under folketingsvalget osv. Paludan var for eksempel en dyr herre.

- Men når kriminaliteten falder, og det i stedet handler om en oplevelse af tryghed, er det så en god ide at bruge pengene på oprette flere politistationer?

- Ja, dels på grund af oplevelsen, og dels fordi der er områder, hvor der er relativt store problemer, som bedre kan løses, hvis politiet er tilstede lokalt. Og så tror jeg fundamentalt på værdien af et politi, som folk oplever som nærværende.

- Når man laver politik på folks oplevelse og ikke på fakta og faglighed, er vi så ikke ude i det, der bliver kaldt symbolpolitik?

- Det ville det være, hvis fokus ikke var at få styr på straffesagskæden, hvor vi skal bringe sagsbehandlingen ned. Der skal ikke bruges penge på symbolpolitik. Men efter min opfattelse hænger tryghed og nærhed sammen. Opgaven for en justitsminister er, at vi føler os trygge.

- Hvis vi lader være med at kalde det symbolpolitik, handler det så først og fremmest om at signalere, at man har øje for befolkningen uden for de store byer?

- Det er en vigtig dagsorden for regeringen, at vi har et Danmark, der ikke knækker over. Men jeg synes ikke det er symbolpolitik, fordi det en en grundlæggende opfattelse hos mig, at det kan være med til at bringe sagsbehandlingstiderne ned med flere politistationer.

- Hvorfor bliver en sags samlede tid i systemet kortere, fordi der kommer flere politistationer på landet?

- Hvis der er flere politifolk derude, må vi tro, at tiden der går fra, at der bliver foretaget en anmeldelse, til der bliver truffet en beslutning om sigtelse, er kortere. Det vil give flere folk til at modtage anmeldelser og til at behandle den.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Erhverv

Nissens-produktion lagt ned af corona-virus: Vi er taknemmelige for ingen ansatte er smittet

Danmark

Funding: Nu har Mette Frederiksen kun Venstre tilbage

Der var én, der var to, der var tre, der var fire, der var fem på cykeltur ... Sådan lyder det i den gamle børnesang "10 små cyklister". Og teksten minder lidt om forhandlingerne om en reform af udligningsordningen. Ligesom cyklisterne faldt fra en for en, indtil der kun var én lille kæk cyklist tilbage, så er regeringens forhandlingspartnere også lige så stille forsvundet ud af forhandlingslokalet, så der nu kun de facto er et parti tilbage. Liberal Alliance og Konservative var de første til at ryge ud, og i denne uge meldte Dansk Folkeparti sig reelt ud af forhandlingerne i et interview her i avisen Danmark. Godt nok sidder partiet stadig med ved bordet, men Kristian Thulesen Dahls forslag om at skrotte det eksisterende udligningssystem og indføre en fælles kommuneskat er lige så realistisk som eksistensen af julemandens værksted. Men døden skal have en årsag, og Kristian Thulesen Dahl skal kunne forklare, hvorfor han ikke kommer til at gå med i en aftale, og det var det, han gødede grunden for i interviewet. Det efterlader ét parti tilbage. Nemlig Venstre. Efter en lille måneds maskeradespil, er vi nu langt om længe der, hvor forhandlingerne skal til at gå i gang. Alt indtil nu har været opvarmning, det er nu, det bliver alvor. Men hvad med regeringsblokken, tænker den opmærksomme læser måske? Den kan regeringen jo også danne flertal med. Ja, teoretisk, men det kommer S ikke til at gøre. Det vil regeringen ikke, det tør den ikke. Risikoen er simpelthen for stor. En ren rød aftale om kommunernes økonomi ville give Venstre og Dansk Folkeparti muligheden for at køre hårdt på Socialdemokratiet i alle de kommuner, hvor der ikke bliver guldregn, og det går ikke - slet ikke året før et kommunalvalg. Og heldigt for Socialdemokratiet har Venstre også al mulig grund til at gå med i en aftale. Selv om det den seneste måned har virket til, at partiet har været ganske kritisk, så har Venstre gjort alt for at holde sig spilbar. Man skal lægge mærke til, hvordan Venstres kritik primært er gået på proces. Hvorfor lægger regeringen ikke beregningerne frem? Hvorfor udleverer regeringen ikke alle tallene? Hvorfor er der fejl i beregningerne? Der er ikke blevet sagt noget af Venstres forhandlere, der har gjort det umuligt for partiet at indgå en aftale. Modsat tilfældet med Kristian Thulesen Dahl. På indholdssiden har Venstre krævet, at staten pumper en ekstra milliard ind i udligningssystemet, at de socialdemokratiske vestegnsborgmestre ikke favoriseres, at det såkaldte finansieringstilskud på 3,5 milliarder kroner bliver en del af forhandlingerne, og at ingen danskere får skattesmæk som konsekvens af reformen. Alle krav, hvor regeringen bør kunne give indrømmelser. I det hele taget må man bare sige, at Venstre har spillet sine kort dygtigt. Makkerparret Sophie Løhde og Troels Lund Poulsen har i den grad haft fat, hvor det gør ondt på regeringen, og de to har bevist at man ikke skal undervurdere deres evner ud i det politiske spil. Ved at trække forhandlingerne i langdrag, har de givet medierne tid til at grave sig ned i materialet - eller mangel på samme - og ud af det er der kommet en lang række historier, der har udvandet regeringens ellers overbevisende førstehåndsindtryk. Det har været tydeligt, at venstrefolkene har forsøgt at koble sig på borgmestrenes frustration. Både deres egne, men så sandelig også de socialdemokratiske af slagsen. Særligt den socialdemokratiske borgmester i Hjørring Kommune Arne Boelts dramatiske kritik af regeringen er blevet forsøgt annekteret af Venstre. Lidt ligesom da Mette Frederiksen under diskussionen om regionernes fremtid ikke kunne åbne munden, uden hun erklærede sig enig med Venstres Stephanie Lose. Og det har været klogt på den måde at alliere sig med det kommunale Danmark. Venstre har i sit forsøg på at trække forhandlingerne ud hele tiden skullet passe på ikke at lægge sig ud med partiets kommunale bagland. Landets borgmestre - røde som blå - skriger på en reform af udligningsordningen, så hvis der begyndte at sprede sig en stemning af, at Venstre var i gang med at obstruere det, ville Jakob Ellemann-Jensen hurtigt få kærligheden at føle. Og netop derfor ender forhandlingerne også efter alt at dømme med en aftale med Venstre. Det er i både Mette Frederiksens og Jakob Ellemann-Jensens interesse. Men sidstnævnte har dygtigt formået at udnytte situationen til at få vist, at Danmarks liberale parti ikke er så bovlamt, som man ellers kunne tro. Der er stadig én kæk cyklist tilbage.

Annonce