Annonce
Østjylland

Gyser i Højbjerg: Formanden møder bævende op til valget.  Bliver vi mon nok?

Jens Holger Geil er formand for menighedsrådet ved Frederikskirken i Højbjerg. Han er usikker på, om der vil være kandidater nok til det nye menighedsråd ved valget på tirsdag. Foto: Michael Svenningsen
De fleste menighedsråd skal have nye folk ind på tirsdag, når der er valg. Vi har taget temperaturen på nogle af dem.
Annonce

AARHUS: Der bliver stor udskiftning af medlemmer af menighedsrådet ved Frederikskirken i Skåde Sogn. Ja, der er så mange, at formanden for menighedsrådet er usikker på, om der møder folk nok til, at rådet kan blive fuldt besat.

- Det er med nogen bæven, vi går ind til valget tirsdag aften. Jeg er betænkelig ved, om vi kan få menighedsrådet gjort fuldtalligt, siger dets formand, Jens Holger Geil.

Flere end halvdelen af rådets medlemmer stopper nemlig.

- Vi er 13 i menighedsrådet, og syv eller otte holder op, siger Jens Holger Geil.

Han oplyser, at ingen dropper arbejdet af utilfredshed. De har blot været med så længe, at nye skal til.

Menighedsrådet har sikret, at der er fem-seks afløsere klar på tirsdag. Skulle det ikke lykkes at finde tilstrækkeligt med afløsere for dem, der holder op, skal der holdes en ny valgforsamling, hvor det antal, der mangler, skal vælges.

Annonce

Aarhus Domsogn

I Aarhus Domsogn, som ligger omkring Aarhus Domkirke, er der til gengæld ingen bekymringer, selv om der skal vælges et medlem mere end normalt af menighedsrådet.

Det skal gå fra 14 til 15 medlemmer.

Formand Ulla Skaarenborg og kollegerne i menighedsrådet i Aarhus Domsogn skal integrere en helt ny bydel, Aarhus Ø. Foto: Per Rasmussen

- Forklaringen er, at vi har fået området Aarhus Ø ind under domsognet, og dermed får vi cirka 12.000 nye beboere, siger formand for menighedsrådet, Ulla Skaarenborg.

Hun ved, at to eller tre fra menighedsrådet ikke stiller op tirsdag aften, men er sikker på, at der vil være erstatninger.

Ulla Skaarenborg har været med i menighedsrådet siden 2004 og formand siden 2015, og hun fortsætter.


Det er vigtigt, at vi får bundet sognet sammen med Aarhus Ø,

Ulla Skaarenborg.


- Vi har mange opgaver, vi skal løse lige nu, siger hun.

Kirken er for eksempel i gang med at få renoveret det store orgel. Der skal findes en ny domprovst efter Poul Henning Bartholin, der er gået på pension, ligesom præsten Sabine Bech-Hansen.

- Det er vigtigt, at vi får bundet sognet sammen med Aarhus Ø, så den bydel bliver integreret på en god måde. Vi har købt et badehus ved havnebadet. Der ligger mange opgaver i det område, for eksempel i det kommende Generationernes Hus, siger Ulla Skaarenborg.

Hun synes, den nye form med valgforsamlinger er en fin ordning for menighedsrådene.

- Så kan folk komme og stille op, og jeg ved, at der kommer nogle nye. Det er godt, for vi skal også have en del stedfortrædere. 15 er mange i et menighedsråd, og fire år er lang tid. Nogle vil falde fra, og derfor skal vi have suppleanter, siger Ulla Skaarenborg.

Hun glæder sig over at være formand for et meget velfungerende menighedsråd.

Ifølge sogn.dk er der 16.000 indbyggere i sognet og 11.527 medlemmer af folkekirken. Det er ikke småpenge, menighedsrådet arbejder med. For 2020 har det et budget på 13 millioner kroner.

Annonce

Sankt Johannes Sogn

13 bliver til 14 i  menighedsrådet Sankt Johannes Sogn ved Trøjborg i Aarhus.

- Der er bygget mange nye boliger. Det betyder flere beboere i sognet, og derfor skal vi  være en mere i menighedsrådet, siger formanden Lone Weiling, der har stor erfaring i arbejdet. Hun har været med i 12 år.

Lone Weiling har været i menighedsrådet i 12 år, nu som formand i Sankt Johannes sogn. Foto: Axel Schütt

- Tre af de nuværende medlemmer stiller ikke op, så der skal en del nye til. Der skal jo også være suppleanter. Jeg har talt med flere om at være med. Vi vil gerne have nogle unge ind, og jeg tror, de kommer, siger Lone Weiling, der kan lide sit arbejde.

- Jeg er blevet grebet af det.  At jeg skulle være med så længe, havde jeg ikke regnet med. Der er meget arbejde, men det er varierende, og vi har meget i gang.

Annonce

Åbyhøj Kirke

Udskiftningen bliver ret stor i Åbyhøj Kirke. Af de 13 medlemmer stiller fem ikke op igen.

Men formand for menighedsrådet, Steen Røndal Olsen, er fortrøstningsfuld med hensyn til at finde afløsere. Han kender i hvert fald fire, der vil ind som nye.

Steen Røndal Olsen er formand for menighedsrådet i Åbyhøj Kirkle og fortrøstningsfuld med hensyn til at finde afløsere. Privatfoto

I forvejen har menighedsrådet ikke været komplet. Det har fungeret med 12 medlemmer i stedet for de 13, som det skulle være på. Og så arbejder det i to års valgperioder i stedet for fire, som andre gør.

- To år blev tilladt for nogle år siden, fordi fire år kan være lang tid at binde sig. De sogne, der har haft ordningen, kan få lov at fortsætte. Det gør vi. Det er en afvejning, om to eller fire er bedst. Det kan være svært at få opmærksomhed i mellemperioden med to år, hvor ikke alle har valg, siger Steen Røndal Olsen, der har været med i otte år og formand i syv.

Annonce

Viby Kirke

Der skal seks nye ind i menighedsrådet ved Viby Kirke.

- Vi skal være 11, og lige nu er vi kun syv tilbage i menighedsrådet, fordi nogle er gået ud undervejs i de fire år. Et par stykker gik ud af menighedsrådet efter et halvt års tid. Der gik lidt politik i det, og de fik ikke de poster, de havde håbet. Samtidig holder nogle op, så vi er kun fem, der fortsætter. Desuden skal vi have suppleanter, siger formanden for menighedsrådet, Hans Christian Feindor-Christensen.

Seks nye skal vælges til menighedsrådet ved Viby Kirke, hvor Hans Christian Feindor-Christensen er formand. Foto: Axel Schütt

- Det er et forpligtende fritidsjob, konstant hårdt. Har man først sagt ja, må man tage del i det. Det er som at drive en mindre virksomhed, siger Hans Christian Feindor-Christensen.

Han kunne tænke sig, at valg til menighedsråd blev holdt samtidig med kommunalvalget.

- Det vil give langt større opmærksomhed, og folk kommer jo for at stemme alligevel, siger Hans Christian Feindor-Christensen.

Fakta om sognene

  • Skåde Sogn

Antal folkekirkemedlemmer: 8.138

Antal indbyggere: 10.623

  • Aarhus Domsogn

Antal folkekirkemedlemmer: 11.527

Antal indbyggere: 16.095

  • Viby Sogn

Antal folkekirkemedlemmer: 6.104

Antal indbyggere: 8.984

Omsætning budget 2020: 4,6 millioner kr.

  • Åby Sogn

Antal folkekirkemedlemmer: 8.571

Antal indbyggere: 12.219

Omsætning budget 2020: 7 millioner kr.

  • Sankt Johannes Sogn

Antal folkekirkemedlemmer: 9.285

Antal indbyggere: 12.255

Omsætning budget 2020: 5,6 millioner kr.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens

HFS rystede topholdet

Odder

Bedre velfærd

Annonce