Annonce
Odder

Gymnastiksal på Hou Skole skal gentænkes

Gymnastiksalen på Hou Skole bliver allerede brugt til mange ting, men måske kan salen udnyttes endnu bedre. Derfor er skolen nu med i et udviklingsprojekt, hvor man skal se på nye muligheder. Billedet her stammer fra 2016, da den såkaldte landsbyordning trådte i kraft, og der blev festet i salen. Arkivfoto: Martin Ravn
Har i første omgang fået 100.000 kroner til arkitekthjælp.

Hou: Der er behov for at nytænke de mange gymnastiksale fra 1960’erne og 1970’erne, der ligger på landets folkeskoler, og derfor er Dansk Skoleidræt, Lokale og Anlægsfonden (LOA) og Danmarks Idrætsforbund (DIF) gået sammen i partnerskabsprojektet ”Gamle gymnastiksale - nye muligheder”.

En af de 10 sale, som skal gentænkes, er salen på Hou Skole.

Projektet, der løber i perioden 2020-2024, skal udvikle, afprøve og videreformidle konkrete, gode og inspirerende ideer til ombygning og nyindretning af gymnastiksale.

"Vi vil udvikle tværgående aktiviteter i lokalsamfundet med henblik på at udnytte stedets sammenhængskraft og at opnå merværdi i samarbejde med byens foreninger", skrev skolens personale i ansøgningen om at komme med i projektet.

Det fandt organisationerne bag hele projektet interessant:

- Det, at skolen har en plan og et ønske om at skabe et attraktivt samlingssted for lokalsamfundet og de tilhørende foreninger, er noget vi meget gerne vil bakke op om, siger Casper Lindemann, der på DIF’s vegne sidder med i styregruppen bag projektet.

Annonce

Arkitekthjælp

De ti lokale eksempelprojekter udvikles i første omgang gennem en fælles udviklingsproces. Her vil der blive udtænkt konkrete bud på, hvordan gymnastiksalen kan nytænkes og udnyttes bedre.

Til hvert af de ti er der afsat 100.000 kroner til arkitektfaglig rådgivning. Heraf skal bygherre bidrage med en egenbetaling på 50.000 kroner.

Efter den proces udvælges fem af projekterne til et videre forløb med henblik på realisering.

Herefter følger selve realiseringsfasen, hvor gymnastiksalene moderniseres. Her skal de udvalgte fem bygherrer selv betale to tredjedele af de samlede anlægsomkostninger. Finansieringen kan være en kombination af private midler, kommunale midler, fondsbevillinger, sponsorer eller andet.

Der er afsat 2.225.000 krpner til at hjælpe skoler og kommuner med at få moderniseret og nytænkt de klassiske gymnastiksale, så de er mere i øjenhøjde med nutidens behov.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce