Annonce
Brædstrup

Gutterne på Puch'erne genoplever deres ungdom

To Puch-gutter for fuld udblæsning - forrest Kim Falkenberg og bagerst Jan Pedersen. Foto: Peter Hald
Puch er stadig et populært knallertmærke - ikke mindst blandt modne mænd med hang til nostalgi.

Brædstrup: Der var engang, da enhver ungersvend eller ungmø drømte om at få en Puch at køre på. I 70'erne var det østrigske knallertmærke noget af det hotteste på to hjul. Ganske vist fandtes der mange andre glimrende knallerter - Kreidler, Yahama, Honda og adskillige andre mærker - men Puch var en af favoritterne.

Nu her over 40 år efter knallerternes storhedstid kører der faktisk stadig mange Puch'er på de danske landeveje. Mange af dem tilhører modne mænd, som er ved at genopleve deres ungdom på to hjul.

Det er retro og nostalgi for fuld udblæsning, og så er det heldigt, at mange knallerter har overlevet tidens (og rustens) gnavende tænder - og at man stadig kan skaffe reservedele. Egentlig imponerende, da Puch ikke længere eksisterer som knallertmærke.

I Brædstrup har en lille munter "køreklub" set dagens lys, og her er der netop fokus på Puch. Køreklubben hedder meget passende "Gutterne på Puch'erne" og er en uhøjtidelig forsamling af Puch-entusiaster.

Avisen mødte fornylig to af medlemmerne - Jan Pedersen, der er den lykkelige ejer af en Puch Maxi K-model fra 1986, og Kim Falkenberg, der er den ligeså lykkelige ejer af en Puch VZ 50 fra 1973. De to herrer kom trillende hen til redaktionen en af de sjældne formiddage, regnen ikke øsede ned, så man rigtig kunne beundre maskinerne.

Der er blevet kælet for denne fornemme Puch VZ 50, så det er ikke til at se, at den er 46 år gammel. Foto: Peter Hald

Flittig kørsel

Jan Pedersen og Kim Falkenberg bruger naturligvis en del tid på at pusle om knallerterne, men de kører også rigtig meget på dem:

- Sidste år fik jeg kørt 4200 kilometer på min Puch, og i år er det foreløbig blevet til godt 2900 kilometer. Den seneste langtur var en tur på Samsø, fortæller 45-årige Jan Pedersen.

Det handler om køreglæde og samværet med de andre Puch-entusiaster, understreger Kim Falkenberg. Og så handler det selvfølgelig også om minder.

- Da jeg var knægt, havde jeg jo også en Puch VZ 50, men en dag kom jeg til at lave mit livs dårligste handel. Jeg byttede knallerten væk for en spolebåndoptager, fortæller 57-årige Kim Falkenberg, der et et af de nyere medlemmer af Gutterne på Puch'erne.

Han genoptog knallertkørslen sidste år, da det lykkedes det ham at få fingre i en Puch magen til den, han kørte på som teenager. Den er der så ofret mange timer på, men det er det halve af fornøjelsen.

- Det er et fantastisk fællesskab, og folk er villige til at hjælpe og dele ud af deres erfaringer, understreger Kim Falkenberg.

Mange af Puch-entusiasterne er også med i den lokalt funderede Ny Veteranknallert Klub (NYVK), der har mange arrangementer og køreture. Således arrangerer Kim Falkenberg og NYVK 26. august en tur til virksomheden Dansand. Der er start fra Brædstrup klokken 17.20, og vil man med, kan man finde mere info om tilmelding med mere på NYVK's hjemmeside.

Annonce
Forsiden netop nu
Annonce