Annonce
Horsens

Guide til vinterferie med børn: Her er der gode bud på oplevelser i Horsens

I vinterferien kan man blandt andet forsøge at flygte fra Fængslet. Arkivfoto: Morten Pape
Forberedelser til fastelavn og flugtforsøg fra Fængslet er blandt begivenhederne for børn i denne vinterferie, og de fleste er gratis.
Annonce

Horsens: Står vinterferien ikke på skiløb eller storbyferie, kan man sagtens finde aktiviteter for børnene i Horsens - og det behøver ikke koste mere end den normale entrépris. Nogle steder er det endda helt gratis. Vi har samlet et overblik over nogle af mulighederne:

Flygt fra Fængslet i virtuel tunnel

Med virtual reality-brillerne skulle man gerne kunne se lys for enden af tunnellen. Arkivfoto: Morten Pape

Det er ikke, fordi man skal fortryde sit besøg på Fængslet, men i vinterferien er der gode muligheder for at høre om flugtforsøg og selv prøve at flygte fra stedet. Man kommer dog ingen vegne.

I 1949 gravede Carl August Lorentzen sig ud i friheden gennem en 18 meter lang tunnel, og den kan man forsøge at flygte gennem ved hjælp at virtual reality-briller, så man kommer så tæt på virkeligheden som muligt.

Derudover har Fængslet rundvisninger med fokus på flugtforsøg, og de involverer både et gyngehestehoved, en svævebane og en tur i kloakken. Derudover kan børnene også gå på opdagelse og blive klogere på hverdagen bag tremmerne ved hjælp af en særlig nøgle, der låser op til fem opgaver på museet.

Rundvisningen koster ekstra ud over entreen, mens de andre to aktiviteter er med i prisen.

Væk forældrene med hjælp fra Horsens Museum

Horsens Museum har fastelavn i tankerne i vinterferien. Arkivfoto: Christian Rimestad

Fastelavn er lige på trapperne, og på Horsens Museum kan børn og barnlige sjæle give sig i kast med de første forberedelser. Der er nemlig mulighed for at lave fastelavnsris og maskebalsmasker efter fri fantasi.

Som Horsens Museum selv skriver, kan fastelavnsris "både pynte derhjemme og bruges til at slå far og mor ud af sengen, hvis de sover for længe i feriedagene." Den opfordring er hermed givet videre.

Og selv om det er ferie, skal børnene heller ikke slippe for opgaver. Der er genstandsjagt i museets udstillinger, hvor man skal finde små opgaver og svare rigtigt på dem for at vinde en lille præmie.

Entré og aktiviteterne er gratis, og der er åbent alle dage i vinterferien fra klokken 11 til 16.

Kinesisk plus det løse i Bytorvet

Der er nok for lidt vind herinde til, at dragen kan flyve, men den kan i hvert fald bygges. Arkivfoto: Mette Mørk

Også i Bytorv Horsens kan man lave fastelavnsris, hvilket dog kun foregår fredag 14. februar mellem klokken 12 og 15. Resten af ugen er der kinesisk tema i shoppingcentret.

Mandag mellem klokken 12 og 15 kan man lave sin egen drage, tirsdag og torsdag er der drageforestilling klokken 12.30, 13.30 og 14.30, og onsdag mellem klokken 12 og 15 kan man dekorere sin egen malebog, dagbog eller notesbog.

Som en lille tilføjelse har Kop og Kande inviteret en Mumitrold forbi i anledning af mumi-universets 75-års fødselsdag, og der vil være tegnekonkurrence og uddeling af slikkepinde fredag 14. februar fra klokken 10.30 til 11.30.

Syge bamser kureres på dyrehospitalet

Det er ikke kun dyr, der kommer på briksen i vinterferien. Arkivfoto: Søren E. Alwan

Det er ikke kun hunde, katte og andre kæledyr, der i løbet af vinterferien kan komme en tur på briksen hos Bygholm Dyrehospital.

Mandag 10. februar mellem klokken 14.30 og 17 kan man komme forbi med sin syge bamse. En ødelagt syning kan blive ordnet af dyrlægerne og sygeplejerskerne, og ifølge dyrehospitalets Facebook-begivenhed kan brækkede ben og og arme også blive pakket ind i forbinding - noget, børnene i øvrigt selv kan hjælpe med og dermed blive klogere på.

Byt udklædning på biblioteket

Jagten på slik kan i år klares i kostumer, man har byttet sig til på biblioteket. Arkivfoto: Søren E. Alwan

Sidste års dyrt indkøbte Elsa-kjole eller Iron Man-dragt er sikkert blevet for lille, og dermed er det igen blevet tid til at finde tegnebogen frem og anskaffe sig et nyt fastelavnskostume. Man kan dog også vælge en billigere bytteløsning.

På biblioteket i Tobaksgården i Horsens kan man søndag 16. februar mellem klokken 10 og 14 tage sin udklædning fra foregående år med og bytte med andre ligesindede, så kostumerne ikke bare ender i skraldespanden, på en genbrugsplads eller på en knap så tilfreds lillebror eller -søster.

På biblioteket er der også koncert med Eventyrduoen onsdag klokken 10.30 og 12-timers læsemarathon - det såkaldte readathon - fra torsdag klokken 12.

Kunsten kræver en detektiv

For 60 kroner kan man også melde sig på Kunst & Kakao. Pressefoto

På Horsens Kunstmuseum kan man i vinterferien komme helt tæt på værkerne - børnene har nemlig mulighed for at se dem gennem et forstørrelsesglas.

Man kan i åbningstiden fra tirsdag til søndag give sig i kast som museumsdetektiv på jagt efter forsvundne detaljer på udvalgte kunstværker. Der udtrækkes en "ægte detektivpræmie" blandt alle rigtige svar.

Tirsdag klokken 13 er der desuden Kunst & Kakao med udgangspunkt i museets nyeste udstilling, "Dissolve" af Lærke Lauta. Her koster det 60 kroner oven i entréprisen, mens detektivkonkurrencen er gratis. Børn under 18 år har fri adgang til museet.

Få kendskab til knallerter

I forbindelse med udstillingen har Danmarks Industrimuseum fået det her og en masse andre billeder tilsendt. Foto venligst udlånt af Danmarks Industrimuseum

Danmarks Industrimuseum åbner Børnenes Knallertværksted 8. februar, og derefter kan børn - og voksne, for den sags skyld - give sig i kast som mekanikere.

En gammel Puch Maxi-motor fra 1973 er blevet skilt ad, og nu skal den så samles igen. Børnene får udleveret en 3D-model af motoren, og så skal de i en blanding af leg og lærdom få stykkerne til at passe sammen.

- På samme måde som vi andre har fået motorlære ind under huden knallertgeneration efter knallertgeneration, skriver man fra industrimuseets side.

Aktiviteten er gratis, når entreen er betalt.

Markedsdag med salg af legetøj

Det er ikke første gang, der er legetøjsmarked på teatret. Arkivfoto: Søren Gylling

Slut vinterferien af med nyt legetøj. På Horsens Ny Teater er der markedsdag søndag 16. februar fra klokken 10 til 14, hvor der både vil være en afdeling med secondhand-tøj og en med legetøj.

På legetøjsmarkedet har folk kunne købe en stand, så det er derfor ikke til at sige, hvad udvalget byder på, men der er sandsynligvis lidt af hvert. Der er gratis adgang til markedsdagen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens

Smittetal sætter rekord i Danmark: Borgmesteren har klar opfordring til borgerne i Horsens Kommune

CORONAVIRUS

Live: Regeringen vil udvide hjælpepakker efter nye restriktioner

Annonce