Annonce
Horsens

Guide til efterårsferien i Horsens: Uhyggeligt meget på programmet for børnene

Dystopia Entertainment har før stået bag det yderst skræmmende Haunted House i Fængslets kælder. I år kan børn ned til otte år være med ifølge Fængslets anbefalinger. Arkivfoto: Søren E. Alwan
Hvis man har planlagt en stille og rolig efterårsferie derhjemme sammen med børnene, så kan mængden af aktiviteter i Horsens godt se lidt skræmmende ud.
Annonce

Horsens: Det er ganske vist kun Fængslet, der i Horsens er gået all in på halloween i efterårsferien, men så kan den samlede mængde af aktiviteter i stedet være det skræmmende element, når børnene tager en puster fra skolen eller børnehaven og i stedet skal have tiden i uge 42 til at gå.

Avisen har taget et blik på, hvad der er meldt ud fra nogle af de store aktører i Horsens, når det kommer til at give børn og unge en på opleveren, og her kommer derfor en guide til efterårsferiens aktiviteter:

1 Fængslet byder på cellevogn og zombier

I år vil Dystopia Entertainment ikke være så skræmmende, at det er forbudt for børn. Arkivfoto: Søren E. Alwan

På Fængslet er der halloween i efterårsferien, og stedet har tæt på perfekte rammer for at skabe en uhyggelig kulisse til en hyggelig dag.

Man kan lave monster-masker med kunstneren Phuc Van Dang, og der er udskæring af græskar.

En smule mere uhyggeligt bliver det, hvis man deltager i zombie-workshoppen, som Dystopia Entertainment står bag. Her bliver man sminket og får "zombificeret" sit tøj, inden man til sidst lærer at opføre sig som en zombie.

Selvsamme Dystopia Entertainment står bag haunted house i kælderen. Dystopia-folkene er landskendte for at stå bag skræmmende gyser-events i det sydøstjyske, men denne gang kan børn ned til otte år være med.

Halloween kombineres med et par andre aktiviteter i Fængselsmuseet. Der er skattejagt for børn og barnlige sjæle fra fireårsalderen og op, og man kan prøve at sidde i Fængselsmuseets cellevogn fra Vestre Fængsel.

Derudover er der rundvisninger, hvor der fortælles om “præsten med pistolerne” - pastor Mikkelsen, der i 1944 smuglede pistoler ind i forbindelse med en flugtplan, der førte til stedets største fangeflugt.

Halloween koster entré, og der skal bestilles billet online på forhånd. De andre aktiviteter kræver entré til Fængselsmuseet - og rundvisningen koster et ekstrabeløb. Til den kan der reserveres pladser online. Online-bestillinger foregår via Fængslets hjemmeside.

2 Hurtige hænder med kun to tommelfingre på Industrimuseet

På Danmarks Industrimuseum kan man fra 7. oktober opleve et af stedets større satsninger i lang tid: Tekstilfabrikken. Udstillingen er bygget over en del af det arvegods, som museet har fået fra Nationalmuseet i forbindelse med lukningen af Brede Værk. Foto: Morten Pape

Man skal ikke være udstyret med 10 tommelfingre, hvis man besøger Danmarks Industrimuseum i efterårsferien.

Learnmarks tømrerlærlinge står i spidsen for "Hændernes arbejde", hvor der dagligt vil være mulighed for at arbejde med hammer, søm og sav. Man kan bygge selv eller udsmykke legehuse, som tømrerlærlingene allerede har kreeret.

Derudover er der flere aktiviteter spredt ud over hele ferieugen plus de to weekender.

Man kan dyste mod andre i, hvem der er hurtigst med hænderne, når man skal prøve kræfter med, hvordan det er at lave samlebåndsarbejde.

Man kan designe sin egen mulepose ved hjælp af kartoffeltryk, man kan prøve kræfter med papirmarmorering, og man kan arbejde med oliekridt sammen med stedets stentrykkere.

Et besøg på museet koster entré for voksne, mens børn kommer gratis ind. Desuden skal der betales for nogle af aktiviteterne, hvor der i øvrigt er begrænsede pladser på grund af coronavirus. Billetter bestilles via industrimuseets hjemmeside.

3 Skrallebang på biblioteket

Readathon er et tilbagevendende arrangement på Horsens Bibliotek. I efterårsferien er det teenagerne, der får lov, mens det i vinterferien er for lidt yngre børn. Arkivfoto: Søren E. Alwan

Horsens Bibliotek i Tobaksgården lader børnene folde deres kreative evner ud i efterårsferien.

Hver dag mellem klokken 10 og 14 er der "Krea", hvor der diskes op med forskellige kreative aktiviteter.

"Alle må være med, så længe der er plads rundt om bordet," skriver biblioteket på sin hjemmeside, hvor man kan finde alle aktiviteterne.

Mandag 12. oktober er der familiekoncert med Skrallebang, hvor der synges med udgangspunkt i børnebøger. Der er to koncerter at vælge mellem, og der skal bestilles pladser.

Torsdag 15. oktober er der læsemaraton for børn over 12 år. 10 timers læsning fra klokken 12 til 22, og i år med ekstra fokus på læsningen, da coronavirus sætter begrænsninger for andre aktiviteter undervejs. Også her skal der bookes plads.

4 Ungdomsskolen har dans og festmiddag på programmet

Ungdomsskolens festmiddag-arrangement foregår på Griffenfelds Spisehus. Arkivfoto: Søren E. Alwan

Der er mulighed for lidt af hvert, hvis man tager en gennemgang af programmet for efterårsferien hos Ungdomsskolen Horsens. Fra festmiddag til selvforsvar.

En festmiddag kan i denne coronatid lyde som et knap så anbefalelsesværdigt projekt, men der er som til alle ungdomsskolens arrangementer et begrænset antal pladser, så det hele kan foregå under ordnede forhold.

Det er Griffenfelds Spisehus i Stensballe, der fredag 16. oktober ligger lokaler til middagen, og man skal selv lave maden med hjælp fra stedets kokke. Syv retter og en dertilhørende "vinmenu". Hver deltager må invitere to gæster til selve middagen.

Der er også andet på programmet.

Onsdag 14. oktober er der danse-workshop, mens der dagen efter er tre workshops på programmet. En om at lave smykker, en med lædervarer og en om at designe sin egen t-shirt, hvilket sker i samarbejde med Billedskolen Horsens. Fredag er der workshop med fokus på judo og selvforsvar.

Fra søndag 11. oktober og fire dage frem er der i samarbejde med Komediehuset en workshop om at udlede sine skuespiller-drømme, som afsluttes med en forestilling for et indbudt publikum.

Alle arrangementerne er primært tiltænkt elever i 7.-10. klasse. På Ungdomsskolens hjemmeside kan man læse mere og tilmelde sig.

5 Fire kilo chokolade på kunstmuseet

Christian Lemmerz' nye udstilling MEAT er lige åbnet på Horsens Kunstmuseum, og den henvender sig måske mest til de voksne. Foto: Morten Pape

Horsens Kunstmuseum byder ligesom Fængselsmuseet på en skattejagt. Deltagere i jagten er med i en konkurrence om at vinde den store skattekiste med intet mindre end fire kilo chokolademønter i.

Derudover er der tirsdag 13. oktober endnu en udgave af "Kunst& kakao", hvor børn fra fem år og op i selskab med forældrene kan blive klogere på kunst - i børnehøjde, selvfølgelig. Her er der boller og varm kakao med i billetten, som købes via museets hjemmeside.

Børn har gratis adgang til Horsens Kunstmuseum, mens voksne skal betale entré.

6 Strandsafari og spejdere på Langelinie

Det bliver måske ikke badevejr som på billedet her fra sommeren 2019, men der er stadig aktiviteter i efterårsferien på Langelinie i Horsens. Arkivfoto: Morten Pape

Efterårsvejr sætter ikke en stopper for aktiviteter på Langelinie, og igen i år er Mærk Byen tovholder på en række aktiviteter.

De to lørdage i ferien lader de spejderne stå for hyggen, og det bliver med varm kakao og mulighed for at bygge et foderbræt hjem til haven, så dyrene kan fodres i løbet af vinteren.

Onsdag 14. og torsdag 15. oktober er der en kratlusker på spil. Jens Thorving Andersens, også kendt som Kratlusker, er vært for to daglige omgange strandsafari, hvor han vil gøre børnene klogere naturen og dyrelivet i vandkanten. Han er i 2020 blevet kåret som Danmarks bedste unge naturformidler.

Det er gratis, men der skal bestilles billet, og det kan man læse mere om på Mærk Byens Facebook-side.

Her skriver Mærk Byen også, at programmet opdateres løbende, så der kan være kommet mere på efter avisens deadline.

7 ...og så er der film, basket, skuespil og teater

Biografen er et yndet udflugtsmål på en grå oktoberdag, og hvis efterårsferien byder på en eller flere af dem, har Megascope åbent fra morgen til aften. Arkivoto: Morten Pape

Megascope åbner allerede klokken ni i dagene fra 10. til 18. oktober, og der er masser af film på programmet.

DGI holder BørneBasket Camp i Stensballehallen fra mandag 12. oktober til onsdag 14. oktober. Det er for drenge og piger i årgang 2010-14. Tilmelding og betaling foregår via DGI's hjemmeside, og der er tilmeldingsfrist 7. oktober.

Komediehuset stabler forestillingen Skatteøen på benene over tre dage - fra torsdag 15. oktober til lørdag 17. oktober. Alle otte- til 12-årige kan være med, og man tilmelder sig og betaler på Komediehusets hjemmeside. Der sluttes af med en forestilling for familie og venner.

Horsens Ny Teater får 18. oktober besøg af Rosa fra Rouladegade. Arrangementet skulle være afholdt i marts, men blev udskudt. Billetter købes på teatrets hjemmeside.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens For abonnenter

Ingen hjælp til Jørgensens Hotel: Uhensigtsmæssigt og uforståeligt, siger ejere

Annonce