Annonce
Horsens

Guide: Syv ting, du ikke må gå glip af på middelalderfestivalen

Forberelserne til middelalderfestivalen ved Fængslet har været i gang de seneste uger, og fredag går det løs. Vi giver dig her vores bud på de bedste oplevelser på festivalen. Foto: Yilmaz Polat
Årets store middelalderfest er over os. Horsens Folkeblad har gået programoversigten igennem og udpeget syv ting, der er værd at overvære fredag og lørdag på Fængslet.

Horsens: I et år har de været fordrevet, men i morgen slår Horsens Middelalderfestival endnu en gang fængselsportene op for riddere, nonner, adelige fruer og pøblens godtfolk.

For mere end 1600 år siden talte hverdagens scenarier fattigdom, gadetyve i gabestokke og gøgl og musik i gaderne.

Både fredag og lørdag kan du for en stund parkere bil, mobiltelefon og det 21. århundredes bekymringer, sætte dig ind i tidsmaskinen og gå på opdagelse i middelalderen.

I år er programmet spækket til Horsens Middelalderfestival - med nye såvel som velkendte indslag.

Avisen har derfor udpeget syv ting, du ikke må gå glip af.

Annonce

Åbningsceremonien

Der er altid fest, farver og flotte kostumer, når åbningsceremonien finder sted. Arkivfoto: Søren E. Alwan

Vanen tro sparkes middelalderfestivalen i gang med et spektakulært optog - gennem portene og ind i Fængslet. I en eksplosion af farverig udklædning, slagtøj, musik og sang åbner en række af de programsatte deltagere festivalen fredag kort før klokken 16, inden borgmester Peter Sørensen holder åbningstale.

Læg især mærke til de tilbagevendte flagkastere, der giver smagsprøver på deres kunnen under optoget.

Drabelige dueller i Ridderarenaen

Kampklædte riddere i fuld uniform giver den gas i Ridderarenaen flere gange i løbet af weekenden. Arkivfoto: Mads Hansen

Ingen middelalderfest uden kampklædte riddere i rustning, ringbrynjer og med sværd, skjold og lanser. Både fredag og lørdag er der middelalderlig action for alle pengene, når ridderne fra Die Löwenritter går i arenaen og kæmper en brav kamp for at at finde ud af, hvem stærkeste mand er.

Er du den adrenalinhungrende type eller blot en overset fægtemester, kan du slippe din indre Jamie Lannister løs og prøve dig af i fuldkontakt-tvekamp mod Ridder Smith.

Flagkasterne vender tilbage

De populære italienske flagkastere er i år tilbage på programmet. Arkivfoto

Gruppo Sbandieratori e Tamburini di Torrita er det helt præcis. Normalt bare kendt som flagkasterne.

Efter to års fravær har de populære italienske flagvirtuoser atter fundet vej til Fængslet. Festivalens arrangører lægger ikke skjul på, at flagkasterne blandt andet er hentet ind til programmet igen efter en lang række forespørgsler fra publikum sidste år.

Oplev de koordinerede fagter og meterhøje flagkast i Ridderarenaen fredag klokken 19 og lørdag klokken 11.

Dramatisk leg med ild

Når mørket falder på, er ildshows en fast del af programmet til middelalderfestivalen. I år ved Ilddrengene, der blandt andet er kendt fra TV-programmet 'Danmark har talent'. Arkivfoto

Ingen middelalderaftener uden ild. Længe før det elektriske oplyste gader og stræder var levende lys en nødvendighed ud på aftentimerne. Derfor har Horsens Middelalderfestival naturligvis sørget for den helt rigtige, autentiske lyssætning, så festlighederne kan fortsætte ud på aftentimerne.

530 fakler er opsat over festivalpladsen, og skulle det ikke være nok, kan du både fredag og lørdag opleve Ilddrengene, der til taktfaste trommer, tænder, puster og jonglerer med flammende ild i deres dramatiske show.

Lær gotisk hos skrivernonnen

Lørdag er der mulighed for at komme til undervisning i gotisk håndskrift i skrivernonnens værksted i Klosterhaven. Arkivfoto

Igen i år er skrivernonnen at finde på skriveværkstedet i Klosterhaven. Her giver hun undervisning i gotisk skriftsprog, som det så ud i 1300- og 1400-tallet - så langt væk fra emojis og hurtige SMS'er, som det kommer.

Skrivernonnens værksted er kun åbent lørdag klokken 15, så hvis du drømmer om at give dig i kast med pen, blæk, skrivetavler og middelalderruner, er det dér, det foregår.

Totalteater på liv og død

Skuespillerne fra Komediehuset er weekenden igennem at finde på festivalspladsen, hvor de opfører én lang, løbende fortælling. Arkivfoto: Søren E. Alwan

Cirka 65 skuespillere fra Komediehuset skaber i løbet af weekenden liv og drama i Fængslet, når deres totalteater - der er én løbende fortælling - udspiller sig.

Her får du mulighed for at komme helt tæt middelalderskikkene - levendegjort ved skuespillere i alderen 10-70.

Vær ikke bleg for at sludre med middelalderfolket, der plejer at være rige på anekdoter, holdninger, og råt for usødet giver deres reaktioner på festivalens virak.

Kom i stemning med Virelai

Middelalder-bandet Virelai er med til at lægge lydtapetet til Horsens Middelalderfestival. Arkivfoto

Virelai - oldfransk for skønheden ved musik, dans og poesi - er orkesteret, du skal opspore, hvis du mangler en musikalsk middelalder til at komme helt og aldeles i det rette sindelag.

Firemandsorkestrets rytmiske katalog rummer både ballader, dansemusik og ikke mindst fortællinger fra den nordiske og europæiske middelalder, hvor hele familien kan være med.

Temaerne kommer både omkring samvær, adskillelse, krig og kærlighed. En intens og levende skildring af middelalderen gennem musik.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Leder: Hvor skal pædagogerne komme fra?

Et vigtigt skridt til en bedre kvalitet i landets daginstitutioner. Sådan beskriver børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil resultatet af den aftale, som regeringen har indgået med støttepartierne fra SF, Enhedslisten, Radikale Venstre og Alternativet. Aftalen sikrer 1,6 milliarder kroner ekstra til landets kommunale børnehaver og vuggestuer frem mod 2025. Første del af puljen på 500 millioner kroner er på vej ud i kommunerne om meget kort tid. Pengene er øremærket til mere personale, så "børnene får den opmærksomhed, de har fortjent" som ministeren udtaler i en pressemeddelelse. Og det er mere end blot tomme ord. Kommunerne skal nemlig bevise, at de har brugt pengene på netop mere personale, og samtidig skal kommunerne dokumentere, at de flere voksne i daginstitutionerne ikke må føre til et fald i andelen af uddannede pædagoger. Man kan med andre ord ikke blot bruge pengene på uuddannede pædagogmedhjælpere for at få flest mulige hænder for pengene. De 500 millioner kroner er fordelt efter antallet af børn i 0-5 års alderen. De ekstra millioner betyder dog også, at det bliver lidt dyrere for forældrene at få deres børn passet. Ifølge SF's Jakob Mark bliver det dog ikke et problem, idet han mener, at mange forældre er villige til at betale mere for flere hænder omkring deres børn, hvilket han meget vel kan have ret i. På et budgetborgermøde i Odder i efteråret var der i hvert fald flere forældre, der spurgte, hvorfor kommunen ikke bare satte taksterne op, hvis der manglede penge. Svaret var, at det kan man ikke, fordi kommunerne ifølge loven kun kan sende 25 procent af prisen for en vuggestue- eller børnehaveplads videre til forældrene. Det betyder så, at forældrene nu skal betale lidt ekstra for de millioner, regeringen har fundet til kommunernes daginstitutioner. Spørgsmålet bliver bare, om man kan finde det antal uddannede medarbejdere, der skal til for at leve op til regeringens aftale. Ifølge tal fra pædagogernes fagforening, BUPL, var der i december 2019, hvad der svarer til mindre end 70 fuldtidsledige pædagoger i Horsens, Hedensted, Skanderborg og Odder kommuner tilsammen. Dertil kommer selvfølgelig pædagogiske assistenter. Alene i Horsens regner man med, at der kan ansættes mindst 35 flere voksne allerede i år. I Odder bliver der kun penge til en lille håndfuld, mens Hedensted får råd til cirka det dobbelte. Der skal med andre ord også kigges på, hvor de mange flere hænder skal komme fra.

Annonce