Annonce
Ikast-Brande

Gudstjenester på nettet

Nu optages der også digitale gudstjenester i Brande Kirke og flere andre kirker her i corona-tiden. Arkivfoto
Kirker i Brande, Uhre og Skærlund sender også digitale gudstjenester.

Brande/Uhre/Skærlund: - Vi er her stadigvæk, selvom kirken er lukket. Det understreger sognepræst Anne T. Dolmer, som sammen med sine kolleger Rie Mortensen og Arne Holst-Larsen nu er blevet digitale.

Rent praktisk foregår det på den måde, at den ene af præsterne tager i kirke sammen med organist Irma Andersen og en kameramand, Jonas P. Tannhauser, og så bliver der optaget en kort gudstjeneste på 10-15 minutter, som efter redigering kan ses på Brande Kirkes hjemmeside og Facebook-side.

Arne Holst-Larsen stod for premieren forrige søndag, i søndags var det så Anne Dolmer, der blev optaget i Uhre Kirke, og Palmesøndag tager Rie Mortensen en tur til Skærlund Kirke, hvor hun får selskab af kirkesanger Henry Kristensen.

Påsken er som bekendt kirkeårets højdepunkt, så her vil der blive optaget fire gudstjenester i alt, formentlig alle i Brande Kirke, hvor lyset er mere velegnet end i Uhre.

Arne Holst-Larsen og Anne Dolmer deler gudstjenesterne skærtorsdag, langfredag, 1. og 2. påskedag imellem sig.

For præsterne har det været en både ny og anderledes, men også lærerig proces:

- Vi er nødt til at tænke lidt ud af kassen – det kan man, når man er nødt til det, siger Anne Dolmer, der også har valgt at bruge de digitale mini-gudstjenester i konfirmationsforberedelsen, der ellers også ligger stille for øjeblikket.

- Noget af det, der giver håb i denne tid er, at folk er i stand til at stille om og ikke kører soloræs, konstaterer Anne Dolmer, som håber, at det er noget af det, der hænger ved, når situationen engang normaliseres igen.

Hvis man ikke benytter sig af Facebook, kan man finde link til søndagens mini-gudstjeneste på brandekirke.dk ved at gå ind under ”gudstjenester” og derefter ”prædikener".

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens

Ny tennis-dille på vej: Sådan har kommunen fordelt 900.000 kroner til nye faciliteter

Annonce