x
Annonce
Læserbrev

Grundlovsceremoni. Et statsborgerskab er en gave

Allan Petersen.

Læserbrev: På vores byrådsdagsorden onsdag aften, var et af punkterne, hvordan Hedensted Kommune skulle forholde sig til den grundlovsceremoni, hvor der skal uddeles dansk statsborgerskab.

Et af kardinalpunkterne var, hvordan man skulle håndterer det lovbestemte håndtryk.

Her er Dansk Folkeparti ganske uenig med vores borgmester i, hvordan det skal foregå. I lovforslaget står der, at man skal udveksle håndtrykket, det skal være uden handsker og håndflade mod håndflade, for at højtideligheden er helt korrekt.

Borgmesteren mener, at man selv kan vælge, om man vil trykke et kvindeligt eller mandligt byrådsmedlem i hånden under ceremonien. Det, mener vi ikke, er korrekt. Det står der ikke noget om i loven, som borgmesteren skal forholde sig til. Han skal ikke lave sine egne regler.

Vi ved godt, der kan være problemer med andre folkeslag med andre trosretninger med at give hånd. Men hvis man vil være dansk statsborger, bekender man sig også til at overholde den danske grundlov, vores værdier, samt vores ytringsfrihed. Det betyder, at man skal være klar til at give håndtryk til begge køn, ellers synes vi ikke, vi skal uddele statsborgerskaber i vores kommune til ansøgerne.

I Danmark har vi jo ligestilling.

Så kære borgmester: det er en ommer, ellers må vi have sagen op i byrådssalen igen.

Og i øvrigt mener vi i Dansk Folkeparti, at hvis der absolut skal være et kvindeligt byrådsmedlem til stede, så bør det nok være et fra den anden side af salen, end den borgmesteren repræsenterer.

Borgmesteren mener, at man selv kan vælge, om man vil trykke et kvindeligt eller mandligt byrådsmedlem i hånden under ceremonien. Det, mener vi ikke, er korrekt.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens

Politiet og kommunen advarede om at besøge Den Genfundne Bro: - Hvis der havde været for mange her, var vi gået igen

Leder

Største nationale krise siden anden verdenskrig: En helt ny forståelse er vokset frem

Da statsminister Mette Frederiksen 11. marts lukkede store dele af Danmark ned og sendte både små og store børn samt offentligt ansatte hjem, var vi mange, der kaldte det for den største nationale udfordring og krise siden anden verdenskrig. Udviklingen siden har kun bekræftet ordene. De økonomiske udfordringer er gigantiske, både på det nære plan for den, der har mistet sit arbejde eller må se sin virksomhed gå konkurs, og på det nationale og globale plan. Men frem er også spiret stor og kreativ hjælpsomhed, ikke bare inden for den enkelte familie, men bredt ud til dem, der har brug for det. Vi har her i avisen bragt dejlige og positive eksempler på mennesker, som uden at forvente spor til gengæld hjælper andre. I søndags gjorde historikeren Thomas Oldrup i Avisen Danmark os klogere på, at sådan var det også under besættelsen i 1940-45. I krigsårene sang danskerne sammen. Dengang under navnet alsang, mens vi nu kalder det fællessang og samler os om DR-programmer som "Morgensang med Philip Faber" og "Fællessang - hver for sig". Lokalt har avisen fortalt om initiativer med gårdsang og altankor. Det handler om at føle, at vi står sammen. I dag er det præcis 80 år siden, Danmark blev besat og stod på dørtærsklen til fem onde år. Det vil påskens aviser helt naturligt bære præg af. Jeg håber, at du som jeg vil læse artiklerne med en fornyet forståelse. Jeg har altid haft dyb respekt for dem, der gjorde en forskel i de svære år under besættelsen, men corona-krisen har føjet flere lag til min forståelse. Ikke mindst, når det handler om, hvad uvished gør ved ganske almindelige menneskers liv. Ligesom ingen aner, hvordan corona-krisen vil udvikle sig i de kommende uger, måneder og år, vidste ingen i 1940, hvor længe krigen ville vare, og hvem der ville vinde. Ligesom ingen anede, hvor mange ofre krigen ville kræve, ved ingen, hvor mange ofre Covid-19 vil kræve. Ligesom dengang kommer vi ud på den anden side, men vi er tvunget til at lære at leve med uvisheden om hvornår og hvordan.

Annonce