Nekrolog: Isenkræmmer og stifter af Sinnerup-kæden Poul Ivan Sinnerup, Holstebro, sov stille ind onsdag 6. januar, 83 år.
Han blev født 5. august 1937 i Brædstrup, hvor han også blev udlært isenkræmmer.
I 1958 blev han ansat hos en isenkræmmer på Vesterbro Torv i Aarhus, derpå var han to år i Slagelse, inden han kom til at arbejde for et engrosfirma i Odense i 10 år.
28. september 1971 åbnede han sammen med Bahne-Sørensen den første Bahne-forretning i Holstebro.
I 1991 delte Bahne-Sørensen-familien og Sinnerup-familien kæden imellem sig.
Sinnerup kaldte sin del for Bolighuset Bahne, men i 2006 blev navnet skiftet ud til fordel for familienavnet Sinnerup.
I dag består Sinnerup-kæden af i alt 11 fysiske butikker i Danmark, bl.a. i Horsens og Vejle, og to i Tyskland samt en webshop. Der er 200 ansatte, og det er Poul Sinnerups søn, Lars, der nu er administrerende direktør.
Poul Sinnerup var mangeårigt medlem af Rotary.
Foruden sønnen Lars efterlader han sig datteren Lone, svigerdatteren Lisbeth samt fem børnebørn og samleveren Berit.