Annonce
Sport

Grosjean: Sikkerhedsbøjle reddede mit liv

Romain Grosjeans Haas-bil brød i flammer i søndagens Formel 1-grandprix, og franskmanden kæmpede sig ud af bilen og i sikkerhed efter få sekunder. Foto: Bryn Lennon/Reuters
Formel 1-køreren Romain Grosjean mener, at få år gammelt sikkerhedstiltag reddede hans liv i voldsom ulykke.
Annonce

Formel 1-køreren Romain Grosjeans tidligere skepsis over for haloen - en sikkerhedsbøjle, der beskytter bilernes åbne kabiner - er vendt til taknemmelighed.

Det siger franskmanden, efter at han overlevede en voldsom ulykke ved søndagens grandprix i Bahrain.

- Jeg gik ikke ind for haloen for nogle år siden, men nu synes jeg, at det er den bedste ting, vi har bragt ind i Formel 1.

- Uden den ville jeg ikke have været i stand til at tale med jer, siger 34-årige Grosjean fra sin hospitalsseng i en video lagt ud på sociale medier.

Det voldsomme uheld skete på første omgang. Grosjean ramte autoværnet med høj fart og fra kort afstand, bilen blev flået i to stykker, og delen med køreren i røg gennem autoværnet og brød i brand.

Derinde sad Grosjean i over 20 sekunder med flammer omkring sig, før han mirakuløst kravlede ud igen og hoppede tilbage på banen, hvor en læge og brandslukker tog imod ham.

- Jeg ønsker bare at sige, at jeg har det ok, sådan da, fortæller Grosjean i sin videobesked.

Haas oplyser mandag, at Grosjean fortsat er til observation på et hospital i Bahrain.

Behandlingen mod forbrændingerne på ryggen og hænderne går godt, og Grosjean har mandag også fået besøg af Haas-teamchef Günther Steiner.

Det forventes, at Grosjean kan blive udskrevet fra hospitalet tirsdag.

Havde han ikke formået selv at vriste sig fri, ville redningsmandskabet have været uden chance for at redde ham.

Det konstaterer Ian Roberts, der er en del af Formel 1's medicinske beredskab.

- Det lignede en ovn, siger Roberts, som var blandt de første, der nåede frem til den flammeomspændte og smadrede Haas-bil.

- Den var gloende rød af flammer, og du kunne se ham forsøge selv at komme fri, og gradvist kom han længere og længere ud.

Både Roberts og en håndfuld andre redningsfolk er blevet hyldet som helte for at trodse flammerne og bringe Grosjean i sikkerhed.

- Men det var et meget lille vindue, fordi flammerne kom hurtigt tilbage efter at være overøst med slukningspulver, siger Roberts.

Haloen blev tilføjet Formel 1-bilerne i 2018 for at sikre kørerne mod at blive ramt af genstande som dele af et dæk eller andet, der måtte rive sig løs fra andre biler på banen.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Hedensted For abonnenter

Lancerer højvandsplan med diger og klitter i Juelsminde: Se hvad der er på idebrættet for havn og tre kyststrækninger

Sport

Danmark slider sig i VM-semfinalen i vild gyser

Annonce