Annonce
Horsens

Gravemaskiner tager allerførste skridt til ny bydel ved Nørrestrand

Gravearbejdet til den nye bydel nord for Nørrestrand er så småt gået i gang. På sigt er det planen, at der skal bo op mod 9000 mennesker i området. Foto: Søren E. Alwan
Horsens Kommune og ejendomsselskabet Birch Ejendomme er gået i gang med at gøre arealet nord for Nørrestrand klar til byggeri. På sigt er det meningen, at op mod 9000 indbyggere skal have adresse i området.

Horsens: De første spæde skridt til at omdanne et 6,8 kvadratkilometer stort areal nord for Nørrestrand til en ny horsensiansk bydel med plads til op mod 9000 borgere er gået i gang.

I øjeblikket kører gravemaskiner på markerne mellem Egebjergvej og Gammel Aarhusvej, lige som der er sat afmærkningspæle i den mudrede jord.

Det er ejendomsselskabet Birch Ejendomme fra Silkeborg, der er gået i gang med forberedelserne til at bygge i området, bekræfter projektleder Mike Holch.

Annonce
Ejendomsselskabet Birch Ejendomme er gået i gang med at etablere forsyning og indkørsel til det område nord for Nørrestrand, hvor der i løbet af de kommende år skal bygges en helt ny bydel. Foto: Søren E. Alwan

Bygger til maj

Projektlederen oplyser, at Birch Ejendomme i øjeblikket etablerer lysregulering og indkørselsforhold til den kommende byggeplads fra Egebjergvej.

- På grund af projektets omfang og kompleksitet har vi i samarbejde med Samn Forsyning valgt at bryde projektet op i mindre projekter, fortæller Mike Holch.

Han oplyser også, at næste etape af projektet går i gang i løbet af få uger, når Samn Forsyning begynder at etablere et regnvandsbassin og en udløbsledning i området.

Herefter er det planen, at der skal etableres veje og vandforsyning til området, inden det egentlige byggeri af i første omgang ca. 225 boliger går i gang til maj, oplyser Mike Holch.

Grønne korridorer

Planerne om boligerne ved Nørrestrand blev præsenteret i juni 2019, da Horsens Kommune offentliggjorde, at ejendomsselskabet Birch Ejendomme havde købt 225.000 kvadratmeter jord i området. Her er det planen at bygge 450 nye boliger på mellem 50 og 120 kvadratmeter.

Og boligområdet er tænkt som grønt og tilpasset naturen, forklarede arkitekt Jan Emmertsen fra Årstiderne Arkitekter, der har tegnet boligområdet, da det blev præsenteret.

- Vi trækker grønne korridorer ind gennem området. Der bliver plads til søer, og flere vandløb og bække vil være med til at give området en særlig fin karakter og bruge regnvandet på en rekreativ måde. Vi vil skabe en landskabsby med boliger for alle, sagde Jan Emmertsen til Horsens Folkeblad.

Han fortalte også, at arkitekterne har haft et tæt samspil med bl.a. biologer, der skal hjælpe med at fastholde naturen i området.

Området, som Birch Ejendomme skal bygge på ved Nørrestrand, kommer til at bestå af otte enklaver. Det er planen, at hver enklave skal bygges færdig og afleveres med udearealer, før der tages hul på en ny. Området udgør kun en lille del af det område, der samlet set med tiden skal kunne blive bopæl for 7-9000 horsensianere. Visualisering: Årstiderne Arkitekter

Stadig jord til salg

Det nye boligområde på 450 boliger er første etape i den store natur- og byudviklingsplan ved Nørrestrand. Planerne gælder et område med et samlet areal på 6,8 kvadratkilometer. Heri er også inkluderet det fredede naturområde ned mod Nørrestrand.

Den første etape til byggeri er på omkring 260.000 kvadratmeter, og det er altså en stor del af det område, Birch Ejendomme har købt. Den resterende del af området - ud mod Egebjergvej er stadig til salg. Her er det planen, at der skal bygges almene boliger og en dagligvarebutik.

Efter planen er byggeriet færdigt om ca. tre år.

Birch Ejendomme købte sidste år et areal på 225.000 kvadratmeter nord for Nørrestrand - omkranset af Gl. Århusvej i nord, Egebjergvej i vest og Nordre Strandvej i syd. Nu går de første forberedelser til byggeriet 450 boliger i området i gang. Visualisering: Årstiderne Arkitekter
Ejendomsselskabet Birch Ejendomme er gået i gang med at etablere forsyning og indkørsel til det område nord for Nørrestrand, hvor der i løbet af de kommende år skal bygges en helt ny bydel. Foto: Søren E. Alwan
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder

Leder: Tak til efterskolen

Det er dyrt at have sit barn på efterskole. Det ved jeg kun alt for godt. Derfor blev jeg selvfølgelig også glad på min privatøkonomis vegne, da jeg fik en mail fra efterskolens forstander om, at jeg kan få noget af egenbetalingen tilbage. Det er et resultat af den aftale, der er indgået med undervisningsministeriet. Tak for det. Og måske især for den del af tilbagebetalingen, der handler om kostpenge. For alt det, jeg sparer på benzin frem og tilbage til arbejde i disse coronatider, ja, dem bruger jeg på at brødføde en stor, sulten teenager. Hvad angår den øvrige del af tilbagebetalingen, siger jeg selvfølgelig ikke nej til pengene. I hvert fald ikke så længe jeg er sikker på, at efterskolens medarbejdere stadig kan få løn, og efterskolen også kan eksistere efter corona. Hver dag siden efterskolen lukkede, har min søn siddet foran sin computer og modtaget undervisning. Idrætslærerne har på skift tvunget ham ud af huset for at tage billeder af blade i skoven, kramme træer eller bare løbe en tur. Lærerne lægger videoer ud og hjælper de unge mennesker med stadig at have en fornemmelse af at gå på efterskole. Nuvel, der er dage, hvor cybersamværet gør savnet større i stedet for mindre, men for det meste kommer sønnen ud af værelset med mere lys i øjnene, end inden timen begyndte. Jeg synes faktisk stadig, jeg får noget for pengene, selvom skolen er lukket. Så for mig er det vigtigste ved hjælpepakken ikke, hvad jeg kan få retur, men at lærerne kan få deres løn og beholde deres job på efterskoler, der stadig står klar til at tage imod vores børn og endda have råd til at gøre lidt ekstra for dem, når de forhåbentlig når tilbage til efterskolen og kammeraterne, inden skoleåret er omme. For hjælpepakke eller ej, så kan min søn og alle de andre efterskoleelever ikke få den tabte tid tilbage. Der er ikke nogen ny chance, uanset hvor mange penge jeg får retur.

Danmark

Live: Topøkonom advarer mod at åbne økonomien for tidligt

Horsens

Buketten erstatter festen og blomsterne bringes ud i bilen: Alternative løsninger hitter i havecentrene

Annonce