Annonce
Hedensted

”Grønspættebog” vil skabe mere vild natur i kommunen

Det skal være nemmere at være sommerfugl i Hedensted Kommune. Det skal udarbejdelsen af en biodiversitetsplan hjælpe med til. Arkivfoto: Rie Birk Lauridsen
En netop nedsat arbejdsgruppe har fået til opgave at lave en ”grønspættebog” med gode råd til borgere, landmænd og virksomheder om biodiversitet.
Annonce

Hedensted: Der er godt nyt til Hedensted Kommunes vilde blomster, sommerfugle og insekter i øvrigt.

Som en del af det nye budgetforlig skal der nemlig laves en biodiversitetsplan for 2021 og fremadrettet. Udvalget for Teknik har for nylig besluttet, at der skal nedsættes en arbejdsgruppe med folk fra Grønt Råd og forvaltningen. Arbejdsgruppen har fået til opgave at lave en enkel og handlingsorienteret plan for, hvordan natur og biodiversitet kan få bedre vilkår i kommunen. Planen skal sætte mål og rammer for konkret handling. En slags grønspættebog, hvor helt almindelige borgere, landmænd og virksomheder med flere kan finde gode råd til, hvordan de hver især kan lave indsatser, der styrker biodiversiteten i kommunen.

Annonce

Vild med vilje-projekter

Avisen har på det seneste skrevet flere artikler om emnet. Blandt andet én, hvor tre E45-virksomheder ved Hedensted tilkendegiver, at de gerne vil deltage i et sådant vild med vilje-projekt, og en anden, hvor en tandlægeklinik i Hedensted fortæller om deres erfaringer hen over sommeren med at lave deres græsplæne om til vild, utæmmet natur med masser af sommerfugle, bier og blomster til følge.

Formanden for Udvalget for Teknik, Lene Tingleff (V), glæder sig over, at det spirer i mere end én forstand i kommunen, og at der nu er sat en køreplan i gang med hensyn til, at kommunen får sin egen biodiversitetsplan.

Annonce

Arbejde sat på skinner

- Arbejdet er sat på skinner, og der er enighed i udvalget hele vejen rundt. Vi har bedt om en enkel og handlingsorienteret plan, så vi kan komme i gang hurtigst muligt. Både i forhold til at få kigget på vores egne grønne arealer, men også i forhold til at få startet en dialog om det her med både almindelige borgere, landmænd og virksomheder, siger Lene Tingleff.


Der sker tydeligvis løbende en holdningsændring på det her område, og der er nok ingen tvivl om, at vi i stedet for veltrimmede græsplæner og rabatter med videre skal til at vænne os til at kigge på noget mere vild natur.

Lene Tingleff (V), formand for Udvalget for Teknik i Hedensted Kommune


- Der sker tydeligvis løbende en holdningsændring på det her område, og der er nok ingen tvivl om, at vi i stedet for veltrimmede græsplæner og rabatter med videre skal til at vænne os til at kigge på noget mere vild natur. Det er dog for mig vigtigt at sige, at det ikke må gå ud over trafiksikkerheden, så der skal stadig klippes græskanter ved vejudkørsler, så bilisterne har et frit udsyn inden de svinger ud på en krydsende vej. Her må bierne og sommerfuglene altså flyve et andet sted hen, siger hun.

Annonce

Eksperimenterer allerede

- Men at undlade at klippe græskanter, hvor det er forsvarligt, og lade græs, planter og blomster gro i rundkørsler eksempelvis er faktisk allerede noget, man har eksperimenteret med i forvaltningen, siger Lene Tingleff, der også har noteret sig, at mange af kommunens landmænd også er med på trenden.

- Jeg synes, man ser flere og flere af de der striber og bræmmer med vilde markblomster ude på landet, og det er da noget vi gerne skal have noget mere af. Men også helt almindelige haveejere opfordrer vi til at lege med. Selv den mindste indsats kan gøre en forskel, hvis der er tilstrækkeligt mange, der bakker op og gør noget. Mange bække små gør en stor å, siger Lene Tingleff, der også synes, det lyder rigtig spændende, at E45-virksomhederne tilsyneladende også er klar til en snak om emnet.

Annonce

Møde med Grønt Råd

Udvalget for Teknik skal holde møde med Grønt Råd 3. november, hvor emnet er netop kommunens nye biodiversitetsplan. En økonomisk ramme for udarbejdelsen af planen afklares på et senere tidspunkt.

Formanden for Udvalget for Teknik i Hedensted Kommune, Lene Tingleff (V), forventer, at en kommende biodiversitetsplan vil styrke dyre- og plantelivet i kommunen. Arkivfoto: Morten Pape

Hedensted vil være en grøn kommune

Ambitionen i Hedensted Kommune om at lave en biodiversitetsplan kommer i forlængelse af byrådsaftalen fra 2018, om at Hedensted Kommune skal være en grøn kommune.

Læg dertil den vedtagne Agenda 21-handlingsplan og en kommende Klimahandlingsplan, der blandt andet skal tage højde for skadevirkningerne ved de stigende mængder nedbør.

Som noget helt nyt satser man tillige på at blive udpeget til Naturkommune, som er noget Danmarks Naturfredningsforening har opfundet, og som handler om at blåstemple de kommuner i landet, der arbejder strategisk og vidensbaseret på at skabe mere vild natur i kommunen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Her er tallene, du ikke må se: 48 smittede med minkvariant i Region Midtjylland

Annonce