Annonce
Kultur

Grønnegade-gallerist: Jeg prøver ikke at se hullerne i osten

Allan Hjorth må kæmpe for at holde gang i sin forretning under coronakrisen, og nu går galleristen i Grønnegade online for at fernisere årets påskeudstilling. Arkivfoto: Michael Svenningsen
Både Gallery Hjorth og Kunsthuset Gimle går virtuelle veje for at få kunsten ud i en corona-tid.
Annonce

Horsens: Internettet er langt fra virus-fri zone, men i bestræbelserne på at undslippe netop virus rykker en af Horsens mest kendte gallerister nu online med sin næste udstilling.

Allan Hjorth, der driver Gallery Hjorth i Grønnegade, står ligesom resten af galleridanmark på tærsklen til en af årets højtider, påsken, hvor publikum i tusindvis plejer at valfarte til gallerierne for at se på kunst.

På grund af coronavirus-udbruddet bliver det ikke muligt i år, og den lokale gallerist har derfor taget virtuelle midler i brug. Mens den fysiske virkelighed ligger i fosterstilling, afvikler han ferniseringen på sin påskeudstilling via internettet.

- Lad mig sige det sådan: Det er ikke særlig sjovt at drive galleri lige nu. På den anden side prøver jeg også at lade være med at fokusere på hullerne i osten og i stedet se de muligheder, der er for at holde hjulene i gang, siger han om den kommende udstilling, der har fået titlen "Påske Hjorthen".

Lad mig sige det sådan: Det er ikke særlig sjovt at drive galleri lige nu. På den anden side prøver jeg også at lade være med at fokusere på hullerne i osten.

Allan Hjorth

Annonce

Sender live fra galleriet

Her deltager et bredt udvalg af de kunstnere, Gallery Hjorth samarbejder med.

Selve ferniseringen kommer til at foregå ved, at Allan Hjorth i en livesending fra galleriet via Facebook byder velkommen med et glas bobler i hænderne. Han fortæller om udstillingen og viser kunsten frem. Derefter kan man se videoer, som han har rejst rundt i landet for at optage med hver enkelt kunstner, mens de fortæller om udvalgte værker.

- Jeg må slås med det, jeg har, og heldigvis har kunstnerne været helt med på den og bakket op. Forhåbentlig er der mange, som vil se med og måske få lyst til at købe noget. Hvis man kontakter mig bagefter, kan man komme ned i galleriet og se værkerne, forklarer galleristen, der - selv om tiderne er svære - ikke sætter udsalgsskilte i vinduerne ud mod Grønnegade.

Annonce

Aldrig kunst på udsalg

- Jeg sælger ikke takeaway og driver ikke en café, hvor jeg kan lave gavekort med 50 procent rabat. Jeg er heller ikke en institution, der drives for offentlige midler og dermed er sikret. Tingene koster, hvad de koster hos mig, og jeg sætter aldrig kunsten på udsalg. Jeg har et ansvar over for mine kunder, der har betalt fuld pris for andre værker med de her kunstnere, og jeg har et ansvar over for kunstnerne og deres renommé. Udsalg vil jeg ikke lægge navn til. Corona eller ej, forklarer Allan Hjorth, som i stedet prøver at suge noget positivt ud af corona-krisen.

- Jeg tror, den kan give stof til eftertanke hos mange gallerier. Video med kunstnere og sociale medier vil jeg personligt bruge mere, men det handler også om at gentænke hele sin forretning. Er man kreativ nok, spørger galleristen, som spår, at en del af galleri-branchen vil knække halsen i de kommende måneder.

Aalborgensiske Dennis Kristensen har skabt “A Shortly Attention” i bly, grafit og akvarel. PR-foto: Allan Hjorth
Annonce

Ond domino-effekt

- Alle virksomheder har brug for cashflow, for regningerne bliver altså ved med at komme, og der kan komme en frygteligt ond domino-effekt ud af det her. Hvis jeg ikke sælger kunst, og kunstnerne dermed har mindre at lave, køber de ikke de materialer, de bruger, og de, der sælger materialerne, køber ikke det, de plejer. Osv. osv.

- Jeg tør slet ikke tænke på, hvor meget mindre jeg har omsat i den her måned i forhold til normalt. Men nu kommer der mange lækre ting med på den ny udstilling, så jeg håber, at folk støtter op, siger Allan Hjorth, som i øvrigt ikke er alene om at bringe kunsten ud pr. internet i disse dage.

Håkon Engesæth Danielsen kommer blandt andet med "Grave” - en sag på 140 gange 200 centimeter. PR-foto: Allan Hjorth
Annonce

Gimle lægger værker på nettet

Kunsthuset Gimle på Carolinelundsvej har også afblæst sin vanlige påskeudstilling, hvor kunstnerne Rasa Dzmidaviciute og Henning Severin Pedersen skulle have udstillet. Ferniseringen var planlagt til skærtorsdag.

- PR-materiale var naturligvis trykt i god tid og et par hundrede invitationer var allerede delt ud. Som så mange andre arrangementer må vi desværre bøje os for større udfordringer og udskyde vores planer til næste påske i god forståelse med de to kunstnere. Interesserede skal dog ikke helt snydes for en kunstnerisk oplevelse. Vi har valgt at lægge adgang til Rasas og Hennings værker ud på nettet, oplyser gallerist Frank Buchgraitz, som driver kunsthuset sammen med sin kone Gerda Luise Buchgraitz.

Man kan se værkerne fra Gimles udstilling på www.2xbuchgraitz.dk.

Anne Skole Overgaards 150 gange 140 centimeter store akvarel “Rose” er blandt værkerne på årets udstilling. PR-foto: Allan Hjorth
Gimles fernisering var planlagt til skærtorsdag, og et par hundrede personer var inviteret til at se blandt andet Henning Severin Pedersens kunst. PR-foto: Kunsthuset Gimle
Rasa Dzmidaviciute værker, der skulle være vist frem på påskeudstillingen hos Gimle, kan i stedet ses online. PR-foto: Kunsthuset Gimle
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Hedensted For abonnenter

Ungt ægtepar var endelig klar til at flytte ind i deres drømmebolig: Men to timer før fik de overraskende besked fra kommunen

Annonce