Annonce
Livsstil

Grønnegården: Fem haver i én

Peter og Birgit Petersen har boet på Grønnegården i 25 år, men den første del af deres have begyndte de allerede at anlægge for 35 år siden. Foto: Birgitte Carol Heiberg
På midten af Langeland gemmer der sig en stor have med koi-karper, staudebede, frugthave, roser ad libitum og et kinesisk træ.

Hvis ens have er en afspejling af ens indre, så er ægteparret Birgit og Peter Petersen vidunderlige, fredfyldte og farverige mennesker. I 25 år har de boet på Grønnegården midt på Langeland, men deres én hektar store have begyndte de allerede at anlægge for 35 år siden, da de vidste, at de skulle overtage gården efter Peter Petersens far.

Haven er inddelt i fem forskellige anlæg: Paradiset, som er frugthaven, skærehaven, som er inspireret af Karens Blixens skærehave på Rungstedlund, rosenhaven, forhaven og baghaven med karper og statuer af traner.

Paradiset var det første område, som Birgit og Peter Petersen kastede sig over for 35 år siden, men inden de gjorde noget, inviterede de havearkitekt Jan Poulsen fra Haveselskabet til at kigge på området.

Annonce

Som et resultat af det har ægteparret i dag en bugnende frugtlund med en lille sø på et sted, hvor der tidligere bare var en mark. Ved kanten af søen, som er ganske pittoresk med åkander, siv og koi-karper, står to hvide bænke med udsigt over det blå og grønne. Her elsker både Birgit og Peter Petersen at sidde.

- Det er et skønt sted at sidde, siger de begge.

Fem frysere

Om foråret er jorden under æble-, blomme- og pæretræerne gul som solskin, fortæller Birgit Pedersen:

- Der er fyldt med påskeliljer og narcisser. Det er så skønt.

I dag, en af de sidste sommerdage på året, er det æbler og blommer, som ligger på jorden.

Peter Petersen laver selv most af æblerne, og så har ægteparret fem frysere inde i huset, hvor årets høst bliver deponeret.

Birgit og Peter Petersen i Paradiset, hvor de for 35 år siden fik udgravet en lille sø. I dag er det et af deres yndlingssteder på Grønnegården, hvor de bor. Foto: Birgitte Carol Heiberg
Ligesom der er mirabelle-, æble-, blomme-, pære- og æbletræer i Birgit og Peter Petersens have, er der også efterårshindbær. Foto: Birgitte Carol Heiberg
Børnebørnene elsker at fodre koi-karperne i den lille dam bag gården, når de er på besøg, fortæller Birgit og Peter Petersen. Foto: Birgitte Carol Heiberg
Peter Petersen fodrer koi-karperne i den lille sø i Paradiset hver aften med lidt franskbrød. Foto: Birgitte Carol Heiberg

Hvor der ikke er frugttræer, er der rododendroner, tjørnebuske, sargentæbletræer og et hav af beplantning i forskellige højder.

- Vi er rigtig glade for havearkitekten. Det sikrede os, at vi fik kombineret træer og buske i en god størrelsesorden, siger Peter Petersen, som dog understreger, at haven ikke skal udbygges mere nu.

- Hvor længe har I arbejdet på jeres fire haver?

- Det føles som hundrede år, siger han med et lille smil.

Annonce

Kinesertræet

Efter rundturen i Paradiset går turen over i forhaven. Her er både hækken og græsset nyklippet. Selvom Peter Petersen er 73 år, klarer han det meste selv.

- Der er jo noget hele tiden. Det hele skal beskæres og holdes nede. Hvis man kommer bagud, så løber det fra én, siger han.

I forhaven blomstrer floksene stadig, og over dem knejser et æbletræ, et pæretræ og en rød blodbøg, som har stået siden 1911, hvor gården blev bygget.

- Før i tiden skulle alle gårde have en blodbøg. Det hørte ligesom med, siger Birgit Petersen og går over til et mindre træ med små bjælder på. Det er hendes kinesertræ, som hun engang fik af Haveselskabet i forbindelse med, at de var på havevandring på Grønnegården.

Jeg går en tur i haven hver dag. Det er jo det vidunderlige ved en have - den ændrer sig hele tiden. Der er hele tiden noget at glæde sig til.

Birgit Petersen

Engang åbnede ægteparret deres have for nysgerrige mange gange om året, men ikke mere. Der er for meget arbejde i det. Nu nyder de for det meste bare haven selv.

- Jeg går en tur i haven hver dag. Det er jo det vidunderlige ved en have - den ændrer sig hele tiden. Der er hele tiden noget at glæde sig til, siger Birgit Petersen og giver sin mand et kram:

- Vi har da meget glæde af haven, har vi ikke, Peter? spørger hun og griner lidt.

På den ene siden af ægteparrets gård indhegner en stor stensætning området. De kløvede kampesten kommer fra en gård, som blev revet ned. - Det var så ærgerligt, hvis de bare skulle smides ud, så vi fik en til at komme og lave stensætningen, forklarer Peter Petersen. Foto: Birgitte Carol Heiberg

- Jooo, jo da, svarer han - og peger på fem paradisæbletræer, som er iklædt mistelten.

- Vi købte nogle træer med anlæg for mistelten. Fuglene tager de små bær og lægger dem i revner og udhulninger i træerne, og så vokser misteltenene på dem, lyder det fra Peter Petersen.

Annonce

Karper og traner

I baghaven er der mere vand, end der er i de andre haver. Her snor et lille vandløb sig fra den øverste del af haven ned i en lille dam med orange og hvide koi-karper. Oprindelig købte ægteparret fire, men nu har de en hel masse - også nok til den lille sø i Paradiset.

Ved dammen knejser to trane-statuer, og haven bugner med farverige planter som lavendel, blå tidselkugle, syriske roser, dagliljer og sankthansurt.

- Jeg synes, at en have er flot, når der er noget kulør i den, lyder det fra Birgit Petersen.

Ikke langt fra dammen ligger Birgit Petersens skærehave. Den fik hun idéen til, da ægteparret engang besøgte Karen Blixens Rungstedlund og så, hun havde en skærehave med blomster.

Den her del af haven har Birgit Petersen selv anlagt.

Bedene i skærehaven er lavet af svellerne fra Langelandsbanen. Foto: Birgitte Carol Heiberg
Birgit Petersen i sin skærehave, som er fast leverandør af smukke blomster. Foto: Birgitte Carol Heiberg

- Jeg kan ikke helt huske, hvordan jeg besluttede, at den skulle se ud, som den gør. Jeg sagde vist bare, at sådan ville jeg have den, og så fik jeg den sådan, siger hun og kigger over de firkantede bede, som er fyldt med stauder.

Jeg synes, at en have er flot, når der er noget kulør i den.

Birgit Petersen

Her, i den her have, får alting lov at gro, og af samme grund er det en eventyrlig have fyldt med planter og blomster i alverdens farver og former. I det ene bed skriger en gul og rød georgine på opmærksomhed, og brudeslør slører gennemsigtigheden i haven. Et andet sted strækker et kongelys sig mod himlen. Om sommeren bliver blomsterne helt gule, og kongelyset ligner en fakkel.

Annonce

Pergola, roser og blåregn

Fra skærehaven er der ikke lang vej over i rosenhaven, som er den sidste af de fem haver på Grønnegården. De er ikke mange roser tilbage, men blåregnen, som hænger i den mange meter lange pergola, blomstrer lidt.

Peter Petersen river i de mange stængler, som blåregnen sender ud i luften.

- De vokser som ind i helvede. Man skal bare vende ryggen til dem i fem minutter ...

For enden af pergolaen gemmer sig en lille overraskelse. Her har Peter Petersen nemlig et drivhus og fem højbede. Den del af haven får han lov at passe uden indblanding, lyder det til. I drivhuset bugner det med tomater, men de er stadig grønne, og så har han fem højbede med salat og persille.

- Jeg nipper og gør ved, og der sker ingenting i år. Det er godt, vi ikke skal leve af det her, siger Peter Petersen tydeligt utilfreds.

Tilfreds er han dog med persillen, som vokser heftigt og vildt.

- Det er ikke så skidt, for det bedste i verden er stegt flæsk og persillesovs - så skidt med resten, siger han, inden Birgit Petersen returnerer:

- Ja, men vi kan jo ikke få det hver dag.

Annonce
Horsens For abonnenter

Det er endnu uvist, om der er PFOS-forurening i Horsens, men "der er ikke risiko for mennesker eller grundvandet"

Trafik og politi

Følg med her: Få seneste nyt om trafik og politi

Danmark

Torsdagens coronatal: Antal corona-indlagte falder til det laveste siden først i august - yderligere fire er døde

Annonce
Annonce
Annonce
Horsens

To er blevet fyret: Kommunalt ansatte snagede i 300 personers følsomme oplysninger

Horsens For abonnenter

Bilister har svært ved at komme ud på landevej: Her kan der komme en rundkørsel

Debat

Ægtepar stiller spørgsmål ved prioritering af artikler: Kan det virkelig være rigtigt, at avisens læsere ikke interesserer sig for kunst og kultur? Læs chefredaktørens svar

Sport

Sensationel debut af brandvarm amerikaner var ikke nok for Horsens IC, der blev dukket til sidst mod Bakken Bears

AC Horsens

Stolt AC Horsens-træner oven på pokaltriumf: Hvor mange kan skifte ni mand ud og så vinde over et superligamandskab?

Kultur For abonnenter

Kvinderne styrer: 'Gift ved første blik'-mændene har problemer med kæledyr og prutter

Horsens

23-årig slog alarm om drab i Køge fra lejlighed i Horsens: Nu sidder han selv på anklagebænken tiltalt for drabet

Trafik og politi

Følg med her: Få seneste nyt om trafik og politi

Hedensted

Havde gang i 50 wienerschnitzler: Forpagter måtte sadle hurtigt om efter brand

Danmark

Kulturministeren er skræmt over danske børns Youtube-forbrug: - Jeg er bange for algoritmer, jeg ikke forstår

AC Horsens

Se videoanalyse: AC Horsens tævede Silkeborg og nu venter ærkerivalerne fra VB i 1/8-finalen

Horsens For abonnenter

Nej til ekstra vagter: Hverdagen på Akutafdelingen er mere presset end før strejken, fordi sygeplejersker har fået nok

Brædstrup

Nu har vi chancen: Nyt torv skal sikre børn en sikker skolevej

Annonce