Annonce
Erhverv

Gorms pizza er stadig varm på Horsens - Leder efter lokaler med hygge og sjæl

Gorm Wisweh står sammen med flere partnere bag kæden, som foruden to restauranter i Japan har otte danske restauranter og flere på vej. Arkivfoto

Tv-kokkens pizza-kæde slår dej op til at ekspandere i flere byer, og det gælder også Horsens, fortæller direktøren, som lige været på lokale-inspektion i byen.

Horsens: Gourmet-pizzakæden Gorms kigger fortsat efter lejemål i Horsens.

Det fastslår adm. direktør Anders Kjørup, der så sent som i sidste uge var i Horsens for at besigtige et muligt lejemål.

- Det var desværre ikke det helt rigtige, fortæller han.

Kæden har i øjeblikket syv restauranter i København, én i Odense, én i Aarhus og to i Japan. Der er planer om ekspansion i både ind- og udland, men først og fremmest herhjemme.

Snart åbner endnu en Gorms i København samt én i Kolding, og i december lod Anders Kjørup Horsens Folkeblad vide, at der er sat navn på yderlig 25 danske byer, som kæden gerne rykker ind i.

Det er sket ud fra en lang række kriterier om blandt andet byernes historie og udvikling, lokale kræfter og kædens tilhørsforhold til byen, forklarede direktøren, som i den forbindelse også afslørede, at Horsens står højt på denne liste.

Annonce

Det kommer helt an på lokationerne. Hvis vi ikke finder dem, åbner vi ingen, og hvis vi finder syv i år, åbner vi syv i år.

Anders Kjørup, adm. direktør i Gorms
Gorms åbnede for nylig en gourmetpizza-restaurant i Aarhus, og kæden har planer om at åbne i flere jyske byer, herunder Horsens. Arkivfoto

Horsens i top 10

Men Horsens var ikke at finde på listen, da Jyllands-Postens finans.dk i sidste uge nævnte Vejle, Herning, Viborg, Aalborg, Køge, Roskilde, Lyngby og Hellerup som de byer, Gorms har udset sig til kommende restaurant-åbninger.

- Betyder det, at Horsens er streget af menuen?

- Nej, lyder et klart svar fra direktøren.

- Journalisten bad mig sætte navn på otte byer, og de otte nævnte er dem, jeg umiddelbart ser størst mulighed for at rykke ind i først. Men jeg tænker, at Horsens er i top 10, så havde han bedt mig nævne 10, havde Horsens også været med, siger han.

Anders Kjørup understreger samtidig, at det hele kommer an på de rette lejemål i hver af byerne.

- Så det kan sagtens ske, at vi kommer til at åbne i Horsens før Vejle og Viborg. Eller et helt andet sted. Der er ikke tale om en prioriteret liste, uddyber han.

Gorm Wisweh står sammen med flere partnere bag kæden, som foruden to restauranter i Japan har otte danske restauranter og flere på vej. Arkivfoto

30 millioner mere at gøre med

Tidligere har direktøren anslået, at Gorms skal åbne tre-fire nye restauranter om året. Nu opjusterer han forventninger og siger fire-fem.

- Men igen kommer det an på lokationerne. Hvis vi ikke finder dem, bliver det nul, og hvis vi finder syv i år, åbner vi syv i år, siger han.

Bag pizzakæden Gorms står den kendte tv-kok Gorm Wisweh i samarbejde med fem andre pizza-passionerede partnere. I marts kom der nye medejere til - fødevare-giganten Orkla købte 67 procent af aktierne for et hemmeligt beløb. Ifølge finans.dk skød den ny hovedaktionær i sidste uge 30 millioner kroner frisk kapital ind i Gorms.

- Det er klart, at det er med til at give os de muskler, der skal til, hvis vi gerne vil sætte ekstra fart på toget, siger Anders Kjørup.

Han jagter hyggelige lokaler med historik og sjæl, med central beliggende og med plads til 70-100 spisende gæster.

- Det findes heldigvis mange steder, og jeg håber, vi også finder det i Horsens, siger han.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce