Annonce
Hedensted

Godt 1100 hustande skal med i digelag: Spillereglerne er snart klar

Det nye digelag kommer til at omfatte en kystlinje på cirka seks km. Fra bugten ud til Bjørnsknude og ind omkring Juelsminde Dagskole. Arkivfoto
Forslaget til kommende digelags vedtægter er på plads inden længe. Det skal godkendes i byrådet efter sommerferien.

Juelsminde: Rammerne for det kommende digelag i Juelsminde bliver en af de første ting, byrådet skal tage stilling til efter sommerferien.

Styregruppen, der blev nedsat efter et borgermøde i januar, er så småt klar med et forslag til vedtægter, fortæller Peter Hüttel, chef for fritid og fællesskab i Hedensted Kommune og talsmand for styregruppen.

- Hvis det går, som vi håber på, så vil vi kunne køre forslaget frem til politisk behandling i august måned, siger han til Folkebladet.

Styregruppen

Styregruppen blev nedsat efter et borgermøde i januar og fik til opgave at formulere vedtægter til et digelag.

Gruppen består foruden Hedensted Kommunes repræsentanter af:

Keld Viggo Rasmussen, Bjørnsknudevej

Lis Pedersen, Strandengen

Viggo Mortensen, Sandbjerg Strandvej

Thomas Hannibal, havnen

Karl Ole Knudsen, Juelsminde Visionsråd

Johnny Sørensen, Juelsmindehalvøens Almene Boligselskab

Bent Alminde, Kystvej

Maiken Lorensen, Palsgaard

Jytte Beck, Søkjær

Afgrænsningens kunst

Vedtægterne indeholder principper for, hvem der skal være med i digelaget.

Det er ifølge Peter Hüttel fortsat hensigten at inkludere alle husstande i kote 2,5 – altså alle der vil blive ramt af oversvømmelse ved 2,5 meter forhøjet vandstand.

Der er tale om godt 1100 husstande.

Vedtægterne beskriver også det kommende digelags måde at arbejde på.

Det er tanken, at hver husstand får én stemme og et kontingent at betale, dog med undtagelse af boligforeninger, Palsgaard, havnen, Hedensted Kommune og erhvervsejendomme.

Digelaget får en bestyrelse bestående af ni medlemmer, hvoraf de fire repræsenterer henholdsvis havn, Landvindingslaget Søkjær, Juelsmindehalvøens Almene Boligselskab og Hedensted Kommune.

Kun et delmål

Hvis politikerne til august siger god for vedtægterne, så får de omfattede grundejere besked og en frist på fire uger til at klage.

- I det øjeblik vedtægterne ligger klar, og de eventuelle klager er behandlet, så kan der indkaldes til den stiftende generalforsamling i digelaget. Den nedsatte bestyrelse skal herefter forholde sig til, hvordan der kan etableres en sammenhængende fællesløsning, siger Peter Hüttel.

Den nuværende styregruppe har ikke taget stilling til, hvordan der skal sikres med højvande, og hvad det må koste.

- Vi har kun kigget på rammerne for digelaget og overhovedet ikke diskuteret løsninger, siger Peter Hüttel, der melder om en konstruktiv stemning i styregruppen.

Annonce
Forsiden netop nu

Mest læste

Odder

Digt, drama og dokumentar på Egmont Højskolen: Kunst kan lære unge at blive hørt

Annonce