Horsens: Da nyheden om, at lukningen af Horsens Byskole, afdeling Lindvigsvej, er aflyst, tikkede ind på skolebestyrelsesformand Kenneth Gøegs telefon i aftes, vakte det lykkebrus i familien.
- Børnene var helt ekstatiske, fortæller formanden, som sammen med sin kone har to børn på Lindvigsvej og et, der er gået videre til overbygningen på Fussingsvej.
At det, der for en uge siden lignede en lukning af Lindvigsvej, endte med en enig beslutning om det modsatte i det politiske fagudvalg, kom dog ikke helt bag på Kenneth Gøeg.
- I løbet af denne uge fik jeg en god fornemmelse af, at der blev lyttet til skolebestyrelsen, forældregruppen og alle dem, der har engageret sig i kampen for Lindvigsvej, siger Kenneth Gøeg.
- Men, tilføjer han, man frygter det værste, men håber det bedste.
Da jeg så nyheden i aftes, tænkte jeg: "Fedt, nu skal jeg sgu' hjem og have en øl. Det har jeg fortjent."Mette Teglhus
Nu kæmper vi fand'me
Glædelig overraskelse var der også hos forældre, der afleverede deres børn på skolen fredag morgen.
- Vi havde håbet på, men måske ikke rigtig turdet tro, det blev virkelighed. Det var kampgejst, i første omgang for ligesom bare at vise flaget over for politikerne, men tirsdag og onsdag var det, som om der for alvor skete noget: alle de læserbreve, der blevet skrevet, alle de underskrifter, vi har fået indsamlet, hele den kampgejst og stemning, der har været. Det har bare været: "Nu kæmper vi fand'me sammen om det her", og det har skabt et sammenhold herude, lød det fra Mette Teglhus, der har været aktiv i en gruppe af forældre, pårørende og beboere i nabolaget, der har kæmpet for bevarelse af skolen.
Hun har været med til at samle underskrifter mod lukningen.
- Folk har sagt: "Jamen, selvfølgelig skriver jeg under, mine børn har gået på skolen" eller "der går jeg til dans". Der har været virkelig stor opbakning, fordi skolen betyder meget for mange.
Chefen har sagt undskyld
Det var et forløb med en skidt start og en god slutning set med formandens øjne.
- Det var en forhastet indstilling fra forvaltningen om at lukke Lindvigsvej og en voldsom udmelding til børn og ansatte, om at den skulle lukkes. Vi har fået en undskyldning fra skolechefen, som har lagt sig fladt ned. Nu gælder det om at komme videre. I første omgang skal vi ud og lave noget damage control, for der er forældre, som allerede er begyndt at orientere sig efter andre skolemuligheder til deres børn, fortæller Kenneth Gøeg.
Nu skal der arbejdes videre med det store engagement for den lokale skole på Sønderbro.
Mette Teglhus er enig:
- For et døgn siden var vi i krig. Det er vi ikke mere, nu skal vi i dialog og kigge fremad og holde politikerne op på det, de har sagt. Det er jo fedt at høre, at politikerne nu bruger nogle af de ord, vi selv har brugt i debatten. Det tager jeg som et tegn på, at de har lyttet og skiftet mening 180 grader og er med på, at der skal investeres i det her.
Nu skal vi fremad sammen
Skolebestyrelsen har længe ønsket at sætte gang i netop den indsats, som udvalget besluttede i aftes.
- Jeg er glad for den udvikling, der er i Horsens Kommune, men man skal også huske at udvikle på det, vi har i forvejen. Det kan være svært, når udviklingen går så stærkt, men det er også vigtigt, påpeger Kenneth Gøeg.
Det er netop det, der nu skal ske i forhold til Lindvigsvej.
Aflysningen af lukningen betyder også, at den planlagte protest-demonstration torsdag 11. april bliver afløst af kaffe, kage og glæde.