Raleigh: - Vi har en datter på to år, som ingen får lov at opleve. Afsavnet har virkelig fyldt meget i det seneste år - og det er større end forventet.
Gitte Berg Husballe, der trådte sine barnesko i Torsted, bor i Raleigh i North Carolina med sin mand Thomas Berg og datteren Astrid på to år. Hun slår fast, at de er meget glade for USA. Men Facetime og sociale medier opvejer ikke de fysiske møder med familie og venner.
- Vi skulle have haft seks besøg hen over sommer og efterår 2020. Nu snakker vi om påsken i år i stedet, men folk er bekymrede for at bestille billetter allerede nu.
Hendes forældre fra Horsens var på visit i marts, og Gitte Berg Husballe tænkte: Skal vi beholde dem i et par måneder? Sådan gik det ikke.
- Vi skulle have været i Horsens i julen, men man kunne ikke komme ind i USA igen, hvis vi gjorde det. De regler løsner sig måske med valget af Joe Biden. Vi er dog ved godt mod. Alt andet herovre er så godt. Vi kan mødes med folk og oplever dejlige mennesker.
Et anderledes blik på USA
Da vi fredag fangede Gitte på telefonen, sad tv-billederne fra Kongressen stadig i sind og krop. Hun fornemmede på sin omgangskreds, at de var flove over, at udlandet skulle se USA på den måde.
Gitte Berg HusballeVi skulle have været i Horsens i julen, men man kunne ikke komme ind i USA igen, hvis vi gjorde det.
Omvendt peger Gitte Husballe på, at landet og amerikanerne er meget mere end det, vi i Danmark ser på tv: Folk, der nægter at tage ansigtsmaske på i frihedens navn.
- Jeg har slet ikke den oplevelse. De politiske fløje er ikke trukket så skarpt op, hvor vi er, folk overholder reglerne, og maskerne er nærmest blevet fashion. En del syr selv. Det er godt at komme ud at opleve andre vinkler end fra dansk tv.
Gitte var lige blevet mor, da muligheden for et USA-eventyr bød sig i foråret 2019. Hun er afdelingschef i Novo Nordisk, og det er udfordrende at stå for ansættelser og træning, når fysiske møder må droppes. Hjemmearbejde, maksimalt 10 i forsamlinger og stofmasker både inde og ude er blevet hverdag i Raleigh.
Det er - trods alt - blevet til indenrigs-rejser i coronatiden: Gode naturoplevelser i Californien i sommer, thanksgiving i november i Florida, og familien fejrede jul med strandsand mellem tæerne på Hawaii.
- Planen er at komme hjem op til julen 2021 - så er den nuværende opgave løst. Men vi har ikke oplevet så meget af USA, så vi overvejer at forlænge, siger Gitte Berg Husballe.
Gitte Berg Husballe, North Carolina
37 år. Gift med Thomas Berg fra Hillerød, mor til Astrid Berg Husballe på to år. Forældrene bor i Horsens.
Bosat i Raleigh, North Carolina, siden foråret 2019. Afdelingschef i HR hos Novo Nordisk med fokus på træning af medarbejdere.
Vokset op i Torsted, student fra amtsgymnasiet og kunderådgiver i Sparbank Vest på Søndergade, inden hun rykkede mod hovedstaden.