Annonce
Skanderborg Håndbold

Gik ned med stress for 11 måneder siden: Psykologhjælp har ført Skanderborg-målmand til topform

Kristoffer Laursen kom til Skanderborg i 2015 fra Skjern Håndbold. Arkivfoto: Ole Nielsen.
Kristoffer Laursen sov slet ikke nok og stod det meste af forårssæsonen uden lyst til at være mellem stængerne.

HÅNDBOLD: Kristoffer Laursen er godt tilfreds med de præstationer, han har leveret på det seneste. Mandag stod han med en redningsprocent på 40 med adskillige redninger på store chancer mod Ribe-Esbjerg. Og havde det ikke været for en vanvittigt spillende Simon Gade i TTH-målet, var Kristoffer Laursen formentlig endt på ugens hold for tredje gang i indeværende sæson.

Den skaldede Skanderborg-målmand har næstflest redninger af alle i sæsonen, kun overgået af Lemvig-Thyborøns Ronnie Nicolaisen. Men selvom den samlede redningsprocent og tallene ikke viser, at han står nævneværdigt bedre i denne sæson, har han alligevel været mere dominerende.

Og så har han rent faktisk lyst til at stå i målet.

5. januar tidligere i år begyndte Kristoffer Laursen at se ting, der ikke fandtes. Efter en hård periode henover flere år med både håndbold, arbejde og være blevet far til to børn, var søvnen blevet kraftigt nedprioriteret. Det er lidt ligesom, når man puster i en ballon. Jo mere luft, der pustes i, jo større bliver ballonen.

Og større.

Og større.

Og større.

Indtil den bare ikke kan kapere mere luft. Så springer den. 5. januar sprang Kristoffer Laursens boble. Han havde stress.

- Min kæreste sagde med det samme, at vi måtte gøre noget, og jeg kom til en psykolog, der med det samme fortalte mig, at det ikke var noget, der bare forsvandt over natten. Det var noget, der var blevet bygget op over nogle år. Jeg blev ikke sygemeldt, for det var lidt sværere, end hvis det bare havde været et almindeligt arbejde. Jeg kunne have været sygemeldt i to måneder, men det var mit eget valg at fortsætte med håndbold, siger Kristoffer Laursen.

Annonce

Det er egentlig meget simpelt. Jeg havde i rigtig mange kampe slet ikke lyst til at stå i målet.

- Kristoffer Laursen

Man kan ikke gemme sig i målet

Sidste sæson var på alle måder en successæson for Skanderborg. Holdet var praktisk talt et mål fra at gå blandt de fire sidste i sæsonen, men Laursen var ikke glad. Selvom flere af kampene var gode, handlede det mere om at få sæsonen spillet færdig, for sommerferien var på vej. Et kærkomment afbræk fra håndboldsæsonen.

- Det er egentlig meget simpelt. Jeg havde i rigtig mange kampe slet ikke lyst til at stå i målet. Langt det meste af foråret gjorde det ondt at stå derinde, og man kan ikke ligefrem gemme sig i målet, for der er man helt alene.

- Jeg fokuserede på de helt forkerte ting. I stedet for at fokusere på skytten, koncentrerede jeg mig om alt muligt andet og om, at jeg havde det dårligt, siger Kristoffer Laursen.

Sommerferien var i stedet en slags tvungen sygemelding. Ikke flere herreligakampe i tre og en halv måned giver muligheden for at slappe af. Finde sig selv igen.

Og tiden giver ikke mindst mulighed for at sætte kroppens genopladelige batterier i en effektiv opladning. Og i løbet af sommerferien begyndte motivationen at vende tilbage. Løbeturene var ikke længere bare en pligt, og glæden ved at stå i målet vendte stille og roligt tilbage.

- Jeg var virkelig klar til at komme på ferie. Det er svært at sige, hvornår man ved, at man er ved at være ovre sin stress, men jeg kunne mærke det, da den sidste kamp blev fløjtet af. Og i denne sæson kan man mærke det ved, at hovedet bare følger bedre med i kampene. Det hele ligger i hovedet. Og når jeg vågner dagen efter en kamp, er følelsen i kroppen bare god og meget bedre end i foråret, siger Kristoffer Laursen.

Koncentrationen har gjort ham bedre

Han bruger stadig psykolog, selvom han er ret sikker på, at stress-diagnosen ikke vender tilbage. Han ved nu, at han skal prioritere sin søvn og sin tid. Men en psykolog kan hjælpe med at finde ens egne styrker og svagheder.

- Jeg ved, at jeg kan være en dygtig målmand, hvis jeg er koncentreret, og jeg er bare en ordinær målmand, hvis ikke jeg er koncentreret. Jeg er bevidst om, at min målmandsstil kræver en stor mængde fokus, hvor jeg er mere indelukket og fokuseret.

- Jeg fortsætter samtalerne med min psykolog. Det kan give mig fem-ti procent mere på banen. I sidste sæson kunne jeg koncentrere mig i 20-30 minutter i kampene, og så havde jeg nogle voldsomt store udfald. Jeg er ikke helt oppe på at koncentrere mig i 60 minutter, men det er tæt på, siger Kristoffer Laursen.

Siden de første træningskampe har holdet og Laursen selv gjort alt, for at koncentrationen blev styrket. Mellem kampens to halvlege rykker Laursen ind i et lukket rum med et sæt høreværn på. Det er godt nok hans søns, for det var de eneste, han havde, men det får ham til at tænke på alt andet end håndbold.

- Man kommer af med håndboldtankerne. I håndbold kan man ikke bare lave overspringshandlinger, ligesom at man lige kan gå op og hente en kop kaffe på et kontor. Og det er voldsomt hårdt og svært at koncentrere sig fuldt ud i 60 minutter. Så jeg lader hovedet få fri i syv-otte minutter. Det er nogle gange lidt skræmmende, for jeg kan næsten nå at falde i søvn på de få minutter, fordi jeg kobler helt af, siger Kristoffer Laursen.

Om det konkret har virket, ved han ikke.

Men tallene lyver ikke. Og i de seneste tre kampe har han ikke stået med en redningsprocent under 39. Lørdag gør han det måske igen, når han helt sikkert starter i målet for Skanderborg, der møder BSH i herrehåndboldligaen.

Kristoffer Laursen

  • 30 år gammel
  • 196 centimeter/98 kilo
  • Har spillet i Skanderborg siden 2015
  • Har kontrakt til sommeren 2021
  • Har i denne sæson reddet 114/339 afslutninger (34 procent)
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce