Horsens: Der bliver rift om giftefogederne i Horsens Kommune tirsdag 22. februar 2022.
Det helt særlige tal-sammenfald - 2202-2022 - har gjort det til en attraktiv dato at blive smedet sammen.
Det mærker man i borgerservice, hvor 15 par indtil videre har bestilt en vielse den pågældende tirsdag.
- Og vi forventer, at der kommer flere til, konstaterer Allan Malver, chef for bibliotek, borgerservice og Sund By, der blev overrasket, da han dykkede ned i tallene.
-15 vielser er mange på én dag. Rent praktisk sørger vi for, at vi er adskillige vielsesforrettere, så det ikke kun er én person, der kommer til at stå med så mange vielser, siger Allan Malver, der selv er bemyndiget til at vie og forventer at skulle trække i stadstøjet den dag.
Højdespringer var i 2013
På en helt almindelig måned bliver 20-25 par gift på Horsens Rådhus, og det sker både på hverdage og i weekenden.
Datoen 0709-2013 (7-9-13) var en højdespringer. Her sagde 34 par ja til hinanden på rådhuset. Det er det højeste antal vielser på én dag i nyere tid.
Allan Malver, chef for Bibiotek, Borgerservice og Sund By15 vielser er mange på én dag. Rent praktisk sørger vi for, at vi er adskillige vielsesforrettere, så det ikke kun er en person, der kommer til at stå med så mange vielser.
22. februar 2022 ser dog ud til at følge pænt efter og ligger nu på 2. pladsen.
Og der er masser af tid til at booke sig ind til et rådhusbryllup lige netop den dag.
Kontorassistent Pia Dalby Dyrebjerg, der sidder med vielserne i borgerservice, oplyser, at sidste dag for at bestille en vielse den dag er fredagen før, altså fredag 18. februar.
Horsensianerne har også fået øjnene op for datoen 2. februar 2022, og indtil videre har syv par lagt billet ind på den dag.
- Det er også et højt antal vielser på én dag, men dog ikke i nærheden af de 15 vielser senere i februar, konstaterer Allan Malver.
Ikke pres på i folkekirken
Det er også muligt at blive viet i kirken på en hverdag, men en rundringning til flere kirker i Horsens Provsti tyder ikke på, at der er den samme interesse for en kirkelig vielse på netop den særlige dato.
Hverken Klosterkirken, Sønderbro Kirke eller Tamdrup Kirke har vielser den pågældende tirsdag.
Formentlig fordi det netop er en tirsdag, vurderer Dorte Stenberg Isaksen, sognepræst i Tamdrup Kirke.
- Var datoen faldet på en lørdag, ville det have været anderledes. Men en tirsdag i februar... hmmm. Vi har ingen bestillinger i februar, men masser til sommer. Det hænger sammen med, at når folk bestiller vielser i kirken, er de mere sårbare over for restriktioner. Det er nemmere at trykke på knappen til rådhuset, siger Dorte Stenberg Isaksen.