Annonce
Ikast-Brande

Genoptræning virkede: Trafikoffer begynder på universitet

Allerede efter nogle måneders behandling på Vejlefjord Rehabilitering fik Jakob Schjermer det bedre. Nu er han i stand til at begynde på en universitetsuddannelse. Arkivfoto
22-årige Jakob Schjermer er blevet optaget på Aarhus Universitet. Det havde de færreste troet var muligt.

Ejstrupholm: "Begyndte i skole her: Aarhus Universitet". Sådan stod der for nylig at læse på et Facebook-opslag, som 22-årige Jakob Schjermer fra Ejstrupholm havde skrevet.

Umiddelbart er der måske ikke noget voldsomt bemærkelsesværdigt i, at en 22-årig begynder på et universitet, men i Jakob Schjermers tilfælde er det faktisk noget ganske særligt.

For et år siden ville de færreste have troet, at det ville være muligt for Jakob at gå i gang med en videregående uddannelse. Han led af eftervirkningerne efter en trafikulykke i 2016 i Gludsted, og han havde store gener på grund af følgevirkninger fra hjernerystelse og piskesmæld, som han pådrog sig ved ulykken. Han havde dengang vanskeligt ved at huske og koncentrere sig, og han havde også svært ved at læse og havde samtidig problemer med synet og motorikken.

Alt i alt stod det sådan til, at Ikast-Brande Kommune overvejede at give ham førtidspension og anbringe ham på et bosted. Men Jakob Schjermer ville ikke "parkeres" på førtidspension, som han udtrykte det.

- Jeg vil videre i livet, og jeg vil kunne klare mig selv og tjene min egne penge, udtalte Jakob Schjermer i et interview i Horsens Folkeblad i september 2018.

Annonce
Det bliver rart at få lukket det gamle kapitel og starte på et nyt.

Jakob Schjermer

Betalte selv genoptræning

De fleste fagfolk såsom neurologer og læger anbefalede, at Jakob Schjermer skulle behandles på Vejlefjord Rehabilitering, der er et velrenommeret hjerneskadecenter. Det ville Ikast-Brande Kommune imidlertid ikke betale for, så det endte med, at Jakob Schjermer brugte sin opsparing og selv betalte de 220.000 kroner, som hjælpen fra Vejlefjord Rehabilitering endte med at koste.

Men det skulle vise sig, at pengene var givet godt ud.

Jakob Schjermer har nu fået det så godt, at han er blevet optaget på universitetet. Om få dage begynder han på Business Development Engineer-uddannelsen. Det foregår på universitets afdeling i Herning, og Jakob kommer til at pendle i bil fra sin lille lejlighed i Ejstrupholm. BDE er en uddannelse på tre et halvt år, som blandt andet kan føre til, at man kan arbejde med forretningsudvikling, iværksætteri og ledelse i erhvervslivet.

- Jeg har altid troet på, at jeg kunne begynde på den uddannelse, selv om jeg fik at vide af folk fra kommunen, at jeg ikke skulle regne med, at det var realistisk, siger Jakob Schjermer.

- Jeg glæder mig selvfølgelig. Det trak jo sine spor at komme igennem alt det her, så det er stort, at det nu lykkedes. Det bliver rart at få lukket det gamle kapitel og starte på et nyt, understreger han.

- Lige nu holder jeg sommerferie, men jeg skal i gang med at forberede mig på studiet, tilføjer han.

Jacob Schjermer har næsten afsluttet sin genoptræning på Vejlefjord Rehabilitering, og han træner også selv derhjemme. Det er blandt andet fysiske øvelser, hvor han arbejder med balancen.

- Før ulykken var det nærmest en selvfølge, at jeg skulle i gang med en uddannelse. Og det blev det så lige pludselig ikke en selvfølge, så jeg sætter mere pris på det, end jeg gjorde før, siger den 22-årige kommende universitetsstuderende.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens

Ny café slår dørene op i Horsens

Hedensted For abonnenter

Tilsynssag: Når man ender i denne situation, er der selvfølgelig noget, man ville ønske, at man havde gjort anderledes

Annonce