Annonce
Horsens

Genbrugsbutik er gået over til selvbetjening

Anna Søe med nogle af de varer, der er lagt ud til selvbetjening i Tvingstrup. Foto: Jens Amtoft
Det er nu blevet muligt at købe udvalgte varer hos Røde Kors Genbrugsbutik i Tvingstrup. I første omgang er børn og påske i fokus.

Tvingstrup: Der er høflig selvbetjening, og man betaler med Mobilepay. Det er det nye tiltag hos Røde Kors Genbrugsbutik i Tvingstrup.

Butikken lukkede den 12. marts på grund af tiltagene vedrørende corona, men nu er der alligevel mulighed for at købe varer i og ved butikken.

Det fortæller de to butiksledere, Anna Søe og Gudrun Andreasen

Anna Søe står ved det bord, der er blevet stillet op i et skur ved siden af butikken.

Hun er ved at stable spil og puslespil, der sammen med butikkens udvalg af påskepynt netop nu er til salg i butikkens tag-selv bod.

- Vi kan se, det er noget, som folk bruger. Særligt spillene har der været god afsætning på. Vi har valgt at fokusere på ting til børnene, der jo går hjemme for tiden, fortæller Anna Søe.

Skuret bliver til daglig brugt til indlevering af tøj og andet genbrugsmateriale, der senere bliver solgt i butikken.

- Folk indleverer stadig ting til butikken - måske lidt mindre end før. Så butikken bugner af varer. Vi satser på, at vi kan få solgt noget på den her måde, fortæller Anna Søe.

Ved indgangen til butikken står en kasse med rulleskøjter.

- Det er også til børnene. De er til fri afbenyttelse, og jeg kan se, at der mangler nogle i forhold til, da vi stillede dem ud, så der er allerede nogen, der har lånt af dem. Det er også meningen, siger Anna Søe.

Hun regner med, at der senere også vil blive stillet krukker til haven ud til selvbetjening og betaling med Mobilepay.

Annonce

Vi kan se, det er noget, som folk bruger. Særligt spillene har der været god afsætning på.

Anna Søe, butiksleder

Sælger efter aftale

Trods butikslukningen er der stadig folk, der arbejder inde i butikken.

- Vi er tre ad gangen, og vi står i hver vores ende af lokalet. Vi skal jo stadig have stillet varer på plads, siger Anna Søe.

Ud over selvbetjeningsvarerne er der stadig mulighed for at købe butikkens øvrige varer, herunder møbler.

- Hvis der er nogen, der mangler et eller andet, som vi måske har i butikken, så kan man sende en sms, så vi kan lave en aftale. Vi har f.eks. lagt billeder op på Facebook af nogle senge. Hvis man tænker, at det var noget, man kunne tænke sig, så kan man lave en aftale om at komme forbi. Man kan godt komme ind og kigge på det efter aftale, siger Gudrun Andreasen.

- Hvis man skal have det leveret, må vi finde ud af at få det skilt ad eller få det båret udenfor. Det handler jo om at holde afstand og sikre, at der ikke er for mange mennesker. Og det mener vi, vi kan klare ved at håndtere det på den her måde, siger hun.

Man kan frit låne af rulleskøjterne i kurven ved indgangen til genbrugsbutikken. Foto: Jens Amtoft
Der er stadig liv bag ruderne i genbrugsbutikken i Tvingstrup. Foto: Jens Amtoft
Folk indleverer stadig sække med tøj til genbrugsbutikken. Foto: Jens Amtoft
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce