Annonce
Horsens

Genåbner efter renovering: Nu skal vi være en kirke for de unge

Præst Sarah Lodberg (til venstre) og Naja Bisgaard Krogh, der har været præstevikar, mens Sarah Lodberg har været på barsel, tog lørdag mod besøgende, da Getsemane Kirke holdt åbent hus i anledning af den gennemførte renovering i kirkens kælder. Foto: Michael Svenningsen
Lørdag var der åbent hus i Getsemane Kirke på Houmannsgade, der netop er blevet renoveret. For fremtiden vil kirken henvende sig til unge mellem 20 og 40 år.

Horsens: - Her tænker vi, der skal være fællesspisning, siger Sarah Lodberg og breder armene ud for at udtrykke omfanget af rummet i kælderen.

- Og i løbet af efteråret vil vi eksperimentere med nye former for kirkelige aktiviteter. Meditativ dans, upcyclings-arrangement, barselshøjskole. Og så har jeg overtalt min mand til at holde en bæredygtig juleaften her, siger hun.

Sarah Lodberg er præst i Getsemane Kirke, netop tilbagevendt fra barsel og klar til at tage hul på en hel ny satsning i kirkens historie. En satsning, der falder sammen med gennemførelsen af en gennemgribende renovering af kirkens kælder, der har været præget af skimmelsvamp.

Lørdag åbnede kirken dørene for første gang efter renoveringen, og ved samme lejlighed blev den nye satsning præsenteret: En kirke for unge mennesker mellem 20 og 40 år.

Der står i præsteløftet, at vi skal stå for ungdommens oplæring, men netop de unge bliver tit glemt. Det vil vi gøre noget ved nu, og det handler om at finde en form, der passer til de unge.

Sarah Lodberg

Lever op til præsteløftet

I Horsens midtby bor cirka 10.000 mennesker mellem 20 og 40 år. 10.000 mennesker, der er uden for målskiven, når midtbyens kirkesogne arrangerer kirkelige tilbud.

Sådan lød konklusionen, da de tre midtbysogne Sønderbro Sogn, Klostersogn og Vor Frelsers Sogn i 2016 gik sammen i en fælles drift af Getsemane Kirke på Houmannsgade.

Indtil da havde kirken stået ubrugt i længere perioder som reservekirke for Vor Frelsers Kirke, mens denne blev renoveret. En tilværelse, man ville søge at ændre på og samtidig give Getsemane Kirke en ny funktion, der kunne imødegå det manglende fokus på folk mellem 20 og 40 år.

- Vores hensigt er at lave et hus for folk mellem 20 og 40 år, der kan have svært ved at se sig selv i de tilbud, kirken traditionelt tilbyder, siger Sarah Lodberg.

- Vi vil eksperimentere med rammerne og lade folk få indflydelse på, hvad der skal ske, siger hun.

Sarah Lodberg, der inden sin barsel nåede at praktisere præstegerningen i et år, finder hensigten med at række ud til de unge helt relevant.

- Der står i præsteløftet, at vi skal stå for ungdommens oplæring, men netop de unge bliver tit glemt. Det vil vi gøre noget ved nu, og det handler om at finde en form, der passer til de unge, siger hun, der blandt andet håber at kunne række ud til de mange studerende på VIA University College, der i 2021 flytter til midtbyen.

Under sin barsel har Sarah Lodberg været afløst af præst Naja Bisgaard Krogh, der også vil bidrage til de nye arrangementer, der skal appellere til unge mellem 20 og 40 år.

Fint fokus

Ved åbent hus-arrangementet var både målgruppen, men også naboerne til kirken, inviteret til at komme at se den nyistandsatte kælder, der både har fået nyt gulv og loft, og det var særligt sidstnævnte, der lagde vejen forbi, mens Folkebladet besøgte kirken.

Heriblandt Sonja Bøje, Vera Thomsen og Gretha Madsen, der alle falder uden for målgruppen - men det er helt i orden, slår de fast.

- Det er super fint, at der bliver fokuseret på de unge, og jeg tænker da, at vi også har lov at komme, siger Sonja Bøje, der er glad for, at sognene, der ejer kirken, har taget initiativ til at renovere den.

Det tilslutter hendes nabo sig.

- Jeg synes, det er fint, at de laver noget for de unge. Og jeg synes, det er godt, de gør noget for at vedligeholde kirken. Det er simpelthen så synd, når gamle bygninger får lov til at stå og forfalde, siger Vera Thomsen.

Præsterne Sarah Lodberg (til venstre) og Naja Bisgaard Krogh er blandt initiativtagerne til de nye arrangementer, der skal tiltrække unge mellem 20 og 40 år til Getsemane Kirke. Foto: Michael Svenningsen
Annonce
Forsiden netop nu
Leder

Leder: Tirsdag morgen går alting lidt hurtigere på hsfo.dk

Nye briller, ny frisure eller et slips, der matcher efterårets farver - de fleste af os trænger til at få vores "look", som det hedder på nydansk, forfrisket en gang imellem. Og det gælder såmænd også Horsens Folkeblads hjemmeside, www.hsfo.dk, som tusindvis af horsensianere - flere og flere - klikker ind på hver dag. Den tekniske stab, der designer hjemmesiden, har arbejdet længe og målrettet med en opdatering, og i morgen tidlig, tirsdag klokken 4, går det nye hsfo.dk så i luften. Helt synligt vil det være, at hjemmesiden har fået nyt design og nye skrifter - men opdateringen indeholder også en række tekniske forbedringer, som vil komme læserne til gavn. Først og fremmest er den nye hjemmeside endnu hurtigere med nyhederne end den nuværende. Nyhederne kommer hurtigere ud i verden, når vi på redaktionen trykker "offentliggør" - og hjemmesiden reagerer mere tjept, når du som læser klikker på artikler og/eller billeder. Det nye design gør det samtidig muligt for os at præsentere flere nyheder ad gangen, især for dem, der følger med på en pc. Den nye hjemmeside er naturligvis også tilpasset iPads og mobiltelefoner, men her sætter skærmstørrelsen en begrænsning for antallet af overskrifter. Det bliver nemmere at finde frem til dagens e-avis, hvor man kan bladre gennem siderne ligesom i den trykte avis. E-avisen får simpelthen en fast kasse på forsiden. Som noget nyt er det muligt at få en digital assistent - "hun" hedder Athena - til at læse nyhederne op. Det kan både være en fordel for dem, der måtte have svært ved at læse, og for dem, der for eksempel vil høre nyt, mens de kører bil. Endelig bliver det nemmere for læserne at udnytte og tilpasse vores nyhedsbreve, hvor man hver dag får en e-mail med de vigtigste overskrifter. Vi ved, at mange af jer, der læser den trykte avis, også følger med på nettet. Og vi håber og tror, at I vil synes godt om det nye hsfo.dk. Skulle der vise sig børnesygdomme - så tøv ikke med at kontakte redaktionen eller avisens Kundeservice. God fornøjelse i morgen klokken 4.

Odder

Digt, drama og dokumentar på Egmont Højskolen: Kunst kan lære unge at blive hørt

Annonce