Brande: Ovenpå corona-nedlukninger, møder på nettet og næsten ingen fysiske aktiviteter var det en optimistisk flok, som forleden mødtes til generalforsamling i Gavlmaleriforeningen Muren, en generalforsamling der blev afholdt på Café Tankefryd.
I sin beretning takkede foreningens formand, Linda Stenholt Jensen, medlemmer, sponsorer og alle interessenter omkring foreningen for at holde ved i en presset tid. Nu er man derfor klar til at se fremad – og helt bogstaveligt komme ud i gaderne igen.
- Vores arbejde er afhængig af medlemmer, og derfor vil vi selvsagt gerne have flere medlemmer. Men vi skal også kunne tilbyde medlemmerne noget, og derfor vil vi øge synlighed og aktiviteter. Vi deltager aktivt, når der er noget relevant, for eksempel projektet omkring verdensmålsgavlene, berettede Linda Stenholt Jensen.
At fortælle historierne
Samtidig vil man også synliggøre sig med nye foldere, postkost, t-shirts og andet, som fortæller historien om gavlmalerierne i Brande og dermed foreningens arbejde.
- At komme ud i gaderne handler også om de byrundture, som vi også laver i samarbejde med Brande City og VisitHerning. Her har vi allerede nu booket flere ture i 2022 end i hele 2021, så på det punkt bliver vi igen synlige i bybilledet, konstaterede Linda Stenholt Jensen.
Selve generalforsamlingen bød ikke på overraskelser af nogen art. Man kan sige, at den næsten var kedelig – der var genvalg på alle poster samt et lille overskud på driften – hvis det ikke var for en fornøjelig kunstquiz blandt medlemmerne. Quizzen var arrangeret af lederen af Kunstpakhuset i Ikast, Bente Jensen.