Brædstrup: Nedbrydningsfirmaet P. Olesen & Sønner A/S er nu gået i gang med nedrivningen af Brædstrup Bageri på Søndergade 4. Det gamle bageri skal fjernes for at give plads til det nye Banetorv, der bliver et centralt samlingspunkt i Brædstrup.
De helt store maskiner har ikke holdt deres indtog endnu, men et gult afskærmningshegn er sat op omkring hele bygningen, og der er håndværkere i gang indvendig i bygningen.
Arbejdet med at fjerne det gamle bageri kommer til at vare et stykke tid. Entrepriseleder Allan Ebling fra P. Olesen & Sønner A/S oplyser, at man skal være færdige med nedrivningen i uge 35 - det er den sidste uge i august.
Første skridt er at fjerne indmad og de miljøfarlige dele af bygningen.
- Nogle af de gamle fliser inde i bageriet indeholder asbest, og det samme gør tagpladerne. Asbesten skal køres på deponi, siger Allan Ebling.
Desuden kan andre materialer i bygningen indeholde PVC og zink, som der også skal tages særlig hånd om.
Jørgen Korshøj, byrådsmedlemHvis alt går vel, vil Banetorvet være klar sidst på året.
Ud over bageriet skal P. Olesen & Sønner A/S fjerne pølsevognen Stationsgrillen på den anden side af gaden. Præcis hvornår det sker, kan Allan Ebling ikke sige endnu.
Det er muligt, at Stationsgrillen "genopstår" i ny skikkelse et sted på torvet. Det er i hvert fald et ønske, som lokalrådet i Brædstrup har fremført.
34 år med bageri
Det er nøjagtigt et år siden, at bagermester Ib Møller Jensen og hans hustru Hanne Jensen lukkede deres bageri. Da havde de også drevet deres virksomhed i hele 34 år, og de nyder nu et velfortjent otium i Brædstrup.
- Det er helt i orden, at bygningen bliver revet ned. Den så jo ikke så pæn ud til sidst. Men nu bliver det spændende, hvordan det nye torv kommer til at se ud, lyder det fra Hanne Jensen.
En udflugt værd
Det nye Banetorv skal rumme nye ude-opholdsrum og mulighed for at holde arrangementer.
- Hvis alt går vel, vil Banetorvet være klar sidst på året - i oktober eller november. Næste år vil vi så for alvor se effekten. Jeg glæder mig, for det vil gøre det muligt at tiltrække mange turister til Brædstrup. Nogle af gæsterne kan komme cyklende på banestien fra begge sider, og Brædstrup vil jo virkelig være en udflugt værd, da der er en ny restaurant, bryggeri, madbutik og meget andet lige i nærheden, siger byrådsmedlem Jørgen Korshøj (V), der har været involveret i planlægningen af projektet.
- De forberedende øvelser tog længere tid, end vi havde regnet med, men nu sker der noget, og vi får en dejlig stor plads med en masse muligheder, siger Jørgen Korshøj.
Banetorvet vil blandt andet være oplagt til kræmmermarkeder, og også arrangementer som Musik I Gaden kunne måske benytte pladsen, tilføjer han.