Bjerre: Kraftige lamper, dramatisk musik og skuespillere fylder i disse uger Bjerre Arrest.
Teater Jævn er nemlig i fuld gang med at øve den forestilling om arresten og tiden efter 1945, som har premiere 11. september.
Forestillingen skulle være begyndt med en række folkelige arrangementer i maj, men på grund af coronakrisen blev de aflyst.
Til gengæld kan teatret spille selve forestillingen i september som planlagt.
- Vi har ret hurtigt vænnet os til de ekstra tiltag, der skal gøres i forhold til coronavirus, og vores held er, at vi ikke har plads til så mange tilskuere ad gangen i arresten, så vi kan godt overholde krav om afstand og ekstra hygiejne, forklarer instruktør Rasmus Ask.
Input fra borgerne
Handlingen i stykket "Bjerre Arrest 1945" er baseret på et stor ressearcharbejde hos blandt andet Bjerre Lokalarkiv og input fra lokale borgere.
Hovedpersonen er bygget over en indsat, der var værnemager, og forvalterparret, der boede i arresten på det tidspunkt. Teateret har blandt andet fået fat i den indsattes dagbog, som så er omsat i stykket.
- Stykket handler om, hvordan forvalterparret pludselig skal forholde sig til naboer, der bliver sat i arresten på grund af værnemageri, retsopgøret efter krigen og de gråzoner, der var i det, forklarer instruktør Rasmus Ask.
- 1945 er heller ikke så langt væk. Vi bærer det med os, og folk her lokalt har jo et forhold til arresten. Den står her jo stadig og vækker både gode og dårlige følelser. I vores teater arbejder vi meget med hverdagstemaer, så på den måde håber vi, at forstillingen bliver relevant for publikum. Det er ikke en spionhistorie, men en historie om helt almindelige mennesker, tilføjer skuespiller Sofie Ancher Vea.
Bjerre Arrest 1945
Forestillingen "Bjerre Arrest 1945" har premiere 11. september i Bjerre Arrest i Bjerre. Forestillingen spiller 20 gange frem til slutningen af uge 41.
Forestillingen er skabt af Teater Jævn, der også stod bag "Generalforsamlingen", som spillede flere udsolgte forestillinger i foreningslokaler rundt omkring i Hedensted Kommune.
Forestillingen er støttet af Det Fælles Landdistriktsråd, Fritidsudvalget samt Udvalget for Fritid og Fællesskab under Hedensted Kommune samt Statens Kunstfond og Den Jyske Kunstfond.
Teater Jævn består af producent og lyddesigner Morten Mosgaard, dramaturg Gitte Villadsen, skuespiller Sofie Ancher Vea og instruktør Rasmus Ask.
Dramatiker Morten Dahl Lützhøft havde på forhånd skrevet et overordnet manuskript, som de seneste tre uger og blevet prøvespillet og rettet til.
Selve arresten spiller nemlig en stor rolle i stykket med den historie, som de forfaldne cellegange og forvalterlejligheden med de fem lag tapet fortæller.
Under forestillingen bliver publikum således taget med rundt i arresten til tre rum, hvor historien bliver udfoldet, mens publikum sidder ned.
Sofie Ancher VeaI vores teater arbejder vi meget med hverdagstemaer, så på den måde håber vi, at forstillingen bliver relevant for publikum.
Samspil med foreninger
Teaterforestillingen er blevet til i stort samarbejde med byen. Foreningen, der ejer Bjerre Arrest, har stillet den til rådighed, lokalarkivet har også hjulpet med lokaler, og andre frivillige hjælper med rengøring og andre småting.
- Det er mere omstændeligt end på et teater, men samtidigt vidunderligt. Vi er jo i en by, hvor der er liv, vi spiser på grillen, og folk kommer forbi og skal høre, hvad vi laver, siger Sofie Ancher Vea.
- Vi har fået rigtig meget input fra borgere i Bjerre, mens vi har øvet. Eksempelvis kom en forbi og fortalte, at en af fangerne godt kunne lide, når børnene sang "I østen stiger solen op", når de gik forbi, så det skal vi prøve at have med. I det hele taget er vi blevet meget inspireret af folks beretninger om arresten, forklarer Sofie Ancher Vea.