Annonce
Odder

Gamle basketspillere har genstartet klubben: - Der har været et enormt engagement

Træner i Odder Hoops Dan Enevold Mikkelsen (th.) er en af de tidligere spillere, der har været med til at genstarte klubben. Nu har klubben fire hold og flere end 60 medlemmer. Her instruerer han ved det nye dameholds første træning. Foto: Søren E. Alwan
Klubben blev vækket til live for fem år siden, og har nu flere end 60 spillere, hvor godt halvdelen er børn. Træner tror, at landsdækkende basket-tendens har ramt byen.

Odder: Optur, nedtur og optur igen.

Sådan lyder den helt korte version af basketballklubben Odder Hoops' historie. Takket være en række tidligere spillere, blev klubben genetableret i 2014 efter at have ligget i dvale i fem år, og siden da er det kun gået frem.

En af de tidligere spillere, der har været med til at genstarte Odder Hoops er Dan Enevold Mikkelsen, der i dag er træner for tre af klubbens fire baskethold. Han fortæller, at flere af de spillere, der var med til at bygge klubben op i løbet af 90'erne nu er vendt hjem til Odder, hvor kærligheden til basket blev grundlagt.

- Jeg og en masse andre basketdrenge fra Odder Hoops stiftede familie og flyttede hjem til Odder, og så startede vi stille og roligt op igen med et enkelt børnehold. Året efter kom der et mere, siger Dan Enevold Mikkelsen og fortsætter.

- Sidste år blev det bestemt, at vi ville etablere et rigtigt herrehold igen og spille kampe. Der har været et enormt engagement - både fra gamle spillere, der er vendt tilbage, og nye spillere der er kommet til, siger han, og fortæller, at nogle af klubbens seniorspillere kører til træning fra Randers, Silkeborg, Skanderborg og Aarhus.

Odder Hoops

  • Klubben blev skabt i løbet af 90'erne, og herreseniorholdet spillede i nogle år i 00'erne i 2. division - landets tredjebedste basketrække.
  • I den periode havde klubben mange spillere fra Aarhus og to canadiske spillere på holdet.
  • I 2008 valgte klubben at trække sit seniorhold ud af den tredjebedste række, da opbakningen forsvandt. Blandt andet fordi flere profiler var flyttet længere væk.
  • Det medførte, at grundlaget for at have trænere ikke var det samme. Derfor gik klubben i dvale i 2009.
  • I 2014 blev klubben genstartet af tidligere spillere.
  • Klubben har i dag 64 medlemmer, hvor godt halvdelen er mindre børn, plus 10 damespillere, der for nylig er startet på det nye damehold.
  • Herreseniorholdet spiller i dag i Serie 2, hvor de ligger nummer ét.
  • Holdet spiller kampe fredage på Skovbakkeskolen foran omkring 50 tilskuere.

Populariteten stiger

På landsplan stiger antallet af basketballspillende danskere, viser tal fra Danmarks Idrætsforbund. Således var der 13.683 registrerede basketballspillere i Danmark i 2017, hvilket er 797 flere spillere end året før. Det er en stigning på seks procent.

Dan Enevold Mikkelsen mener, at samme tendens har ramt Odder, og det nyder Odder Hoops nu godt af.

- Vi er et anderledes tilbud end de store, traditionelle sportsgrene. Der rammer vi måske en niche. Vi oplever, at mange har prøvet nogle af de andre ting, og er kommet til os af omveje, siger han.

Gode til integration

Klubben oplever også interesse fra børn og familier med anden etnisk oprindelse end dansk, fortæller Dan Enevold Mikkelsen, der kalder Odder Hoops for en integrationsklub uden dog at klubben har officiel status. Af de 30 børn, der er en del af klubbens yngste børnehold, har en tredjedel kurdisk, syrisk eller irakisk baggrund, og størstedelen af dem er piger.

Han tror, at interessen især skyldes, at Odder Hoops har nogle friere rammer end andre idrætsklubber. Børnene træner nemlig kun én gang om ugen, og der er ikke faste kampe, men stævner to-tre gange årligt.

- Man er ikke forpligtet på samme måde, som man måske er i fodbold og håndbold. Hos os kommer man og er med til træning, og hvis man ikke kan komme, behøver man ikke at melde fra, siger han og fortsætter.

- Enten kan man gøre en masse ekstra ud af det, fordi de er anderledes eller så kan man behandle dem præcis ligesom alle andre, og så integrere dem på den måde. Vi behandler dem, som vi behandler alle andre.

Stærk klubstemning

Tre af klubbens fire hold træner hver tirsdag. Første de to yngste hold, så seniorholdet. Og det er bevidst, fortæller Dan Enevold Mikkelsen. Det styrker nemlig klubstemningen, og det er vigtigt, når det er en lille klub.

- Så kan ungerne se op til de lidt ældre teenagere, og mange af børnene bliver så og kigger på herrerne, der træner, siger han.

Dan Enevold Mikkelsen fortæller, at der har været et stort engagement blandt tidligere og nye spillere efter klubbens genstart. Foto: Søren E. Alwan
Annonce
Forsiden netop nu

Mest læste

Annonce