Annonce
Hedensted

Galleri: Hedensted stod lørdag og søndag sammen om kampen mod kræft

Flere end 750 deltagere havde meldt sig til at gå stafet for at støtte kampen mod kræft. Både store og små var med i regn og sol. Foto: Søren Gylling
Stafet For Livet i Hedensted blev en kæmpesucces i sit første år, siger stafet-formand. Indsamlingen vender tilbage til byen igen næste sommer.

Hedensted: Den første Stafet For Livet i Hedensted er afsluttet.

De flere end 750 deltagere fordelt på 28 hold har holdt stafetten gående i 24 timer, fra lørdag til søndag, kun med én pause lørdag aften, hvor dem der har tabt kampen mod kræft blev mindet.

Søndag var det så tid til at lave første status over, hvor mange penge der i løbet af arrangementet er samlet ind til kampen mod sygdommen.

Indsamlingsbeløbet er kulminationen på halvandet års arbejde for formand for Stafet For Livet i Hedensted, Jesper Wulff. Derfor var det ikke overraskende en glad formand, der kunne konstatere, at stafetten har samlet mere end 120.000 kroner. Men beløbet dækker kun over deltagernes private bidrag samt donationer, som deltagerholdene har samlet ind.

- Der kommer en frygtelig masse oveni, så jeg tør næsten ikke sige, hvad det ender med. Det har været en kæmpesucces. Det blev større, end vi havde troet på, siger han.

Annonce

Stafet For Livet

  • Stafet For Livet afholdes over hele landet i løbet af sommeren, og er arrangeret af Kræftens Bekæmpelse.
  • Stafetten handler om at sætte fokus på kræftramte, om at mindes dem, der har mistet livet til sygdommen og om at samle penge ind til bekæmpelse af kræft.
  • Deltagerne går eller løber distancer mellem 400 meter og to kilometer, og mindst én deltager per hold skal være i gang med stafetten, i løbet af det døgn stafetten varer.
  • Det koster 100 kroner per deltager at være med, og samtidig samler hvert hold penge ind. Det kan være beløb fra donorer, salg af snacks eller ved at løbe så mange omgange i stafetten som muligt og få sponseret et beløb per omgang.
  • Hele overskuddet fra Stafet For Livet går til kampen mod kræft. En mindre del af beløbet går til Kræftens Bekæmpelses lokale afdeling og resten til Kræftens Bekæmpelse.
  • I Hedensted er det formand for Stafet For Livet, Jesper Wulff, og næstformand, Annette Lynge, der har stået for planlægningen. Jesper Wulff har arbejdet på projektet i halvandet år.

Indsamling vil ende langt højere

Jesper Wulff fortæller, at der oveni de 120.000 kroner kommer penge fra Stafet For Livets madboder, konkurrencer under stafetten og andet salg. Han er fortrøstningsfuld i forhold til, at det samlede beløb ender omkring 200.000 kroner, men der går nogle dage før, de har det endelige overblik.

Det skyldes blandt andet, at nogle af stafetholdene først skal opgøre, hvor meget de har samlet ind i løbet af stafetten.

Stafet For Livet startede lørdag klokken 11 på plænen over for Hedensted Centret i silende regn, men vejret klarede op i løbet af lørdagen, og søndag formiddag sluttede stafetten i fuld sol.

- Vejret har måske haft lidt indflydelse på at trække folk fra byen. Dem der har deltaget har haft en fest uden lige. Der var fuld opbakning om natten, siger Jesper Wulff.

Viser hvordan man står sammen

Han er rørt over opbakningen fra de mange deltagere, og han glæder sig over, at Hedensteds borgere og byens forretninger har bakket op i så høj grad, som de har.

- Vi viser som lille by, hvordan vi man står sammen, og hvilke kræfter der er i byen, når man bare får snakket med de rigtige mennesker.

Stafet For Livet er ikke en engangsforestilling, kan formand Jesper Wulff allerede nu afsløre. For om et år går det løs igen - i tredje weekend i juni.

- Det er vigtigt at blive ved med at kæmpe for den her sag. Jeg håber på, at vi kan sprede det ud til nogle af de nærliggende byer i kommunen og få dem med, siger han.

Formand for Stafet For Livet i Hedensted, Jesper Wulff, har arbejdet på at gøre arrangementet til virkelighed i halvandet år. Til trods for en regnfuld start, var han meget stolt over, hvor stort stafetten blev. Foto: Søren Gylling
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Erhverv

OK-tank udvider med endnu en vaskehal

Annonce