Annonce
Odder

Gadefestival aflyst: Erstattes af folkecafé

Den første gadefestival i Odder fandt sted i forbindelse med kulturbyhovedstadsåret i 2017, og blev gentaget sidste år i silende regnvejr. I år er festivalen skrumpet til en folkecafé i Centralhotellets lokale på Torvet. Arkivfoto: Martin Ravn
Folkene bag gadefestival må aflyse, efter lederen af Vitapark er stoppet. Det udelukker dog ikke, at der kommer en ny form for gadefestival næste år.

Odder: Den planlagte gadefestival i Odder "Alt det vi gør sammen” er aflyst. I stedet for kommer der et arrangement på Centralhotellet, hvor der bliver folkecafé lørdag 14. september.

- Vi havde lagt planer for en ny afvikling af gadefestivalen med tre spor, hvoraf den ene var "forsamlingshus". Det spor har vi valgt at gennemføre som et selvstændigt arrangement, siger Allan Malver, der er leder af biblioteket og en del af styregruppen bag gadefestivalen.

Gadefestivalen startede i 2017 med Stine Jylov, daværende leder af Vitapark som krumtap, og hverken Allan Malver, Klaus Markmann fra Odder Museum eller Pernille Helbo fra Frivilligcentret, der også er en del af styregruppen, kunne finde tid til at løfte opgaven efter Stine Jylov.

- Med så kort varsel ville det blive en tarvelig omgang, så det er en ren pragmatisk beslutning, siger Allan Malver, der samtidig åbner for, at der kan komme en ny version af gadefestivalen i 2020.

I år bliver det dog kun folkecafé i Centralhotellet.

Annonce
Gadefestivalen lå jo under Vitapark med Stine Jylov som krumtap, og vi kunne ikke se, at vi kunne løse opgaven uden hende med så kort varsel.

Allan Malver, biblioteksleder

Debatter, diskussioner og en enkelt podcast

Folkecaféen er en slags forsamlingshus, hvor der i løbet af dagen vil føre forskellige indslag, debatter og diskussioner.

Man kan møde Henrik Mikkelsen, der har planer om at invitere til en fælles vandretur fra Odder til Moesgaard.

Du kan også møde Preben Astrup, der forsker i og skriver bøger om frivillighed. Han vil gerne tale om, hvordan vores fælles engagement binder os sammen.

Jonas Landin Ohnemus tager dig med ind i en lokal lydfortælling om en sælsom begivenhed, der fandt sted ved Rude Strand i ´92. Du kan måske bidrage til historien eller med nye spændende lokale fortællinger?

Der er også mulighed for at debattere med en gruppe lokale unge, der mener at Odder kan blive et endnu bedre område for de unge.

Du kan komme fra start, eller du kan slutte dig til arrangementet i løbet af dagen.

- Folkecaféen er et samarbejde mellem Frivilligcenter Odder, Odder Museum og Odder Bibliotek. Sammen vil vi gerne skabe et arrangement, hvor vi sætter fokus på fællesskab, demokratisk dannelse og borgerinddragelse, siger Allan Malver.

Arrangementet løber af stablen lørdag 14. september klokken 10-14.

Annonce
Forsiden netop nu
Annonce