Annonce
Kultur

Går ikke ned på garn: Strik giver mening i en kaotisk tid

Yarnfreak på Ingerslevs Plads oplever stor interesse for garn til strikkeprojekter, nu hvor århusianerne kan se frem til uger inden døre. Butikken driver også en nethandel, så selv om der skulle blive udgangsforbud, kan indehaver Camilla Rasmussen (th.) stadig levere garn til de strikkeivrige. Foto: Flemming Krogh
Garnbutikken Yarnfreak i Aarhus oplever stor interesse. I en tid med corona og karantæne er indesysler kommet i høj kurs.

AARHUS: Siden i torsdags har Camilla Rasmussen, indehaver af garnbutikken Yarnfreak, haft et skilt på døren, der opfordrer til at der højest må være seks kunder i forretningen på Ingerslevs Plads ad gangen.

For efter Statsministerens udmelding onsdag aften har hun oplevet en stor interesse for at købe garn. Det fik torsdag og fredag omsætningen til at nærme sig det dobbelte af en normal dag i marts.

- Jeg havde det ambivalent med at have så travlt i butikken, fordi jeg tænkte på, om ikke alvoren var gået op for alle. Derfor opfordrede jeg på min Instagram-profil til at handle online, da jeg også synes, at man skal tage det alvorligt at være hjemme mest muligt, indtil situationen er normaliseret, siger Camilla Rasmussen, der foruden den fysiske butik også driver en webshop.

Annonce
- Lige nu er det en speciel situation, hvor man er tvunget til at være mere inde, og jeg kunne godt forestille mig, at der så bliver strikket mere, fordi mange synes, det er mere meningsfyldt at lave noget med hænderne end at se Netflix, siger Camilla Rasmussen, indehaver af Yarnfreak i Aarhus. Foto: Flemming Krogh

Løber ikke tør for garn

Det er tanken om at skulle holde sig inden døre de næste 14 dage, der får kunderne til at forberede hjemmesyslerne i stor stil. Og der bliver købt ind til længerevarende projekter som sweaters.

Selv om Camilla Rasmussen som selvstændig erhvervsdrivende nyder at have gang i butikken, maner hun også til besindighed.

- Folk køber mere, end de ville have gjort under normale omstændigheder, siger hun, og det er der ingen grund til, for garn løber Yarnfreak ikke tør for foreløbig.

- Måske er det her også en kærkommen lejlighed til at få strikket af nogle af alle de rester, som man ofte har liggende, eller få gjort nogle af de mange projekter færdige, som de fleste strikkere har gang i, opfordrer Camilla Rasmussen, der har drevet Yarnfreak i små ni år.

Om coronakrisen vil få flere til at finde pindene frem på længere sigt, er ikke til at sige, men strik er generelt inde i en opgangstid.

- Det er en rigtig stor bevægelse for tiden, hvor mange forskellige mennesker er begyndt at strikke. Lige nu er det en speciel situation, hvor man er tvunget til at være mere inde, og jeg kunne godt forestille mig, at der så bliver strikket mere, fordi mange synes, det er mere meningsfyldt at lave noget med hænderne end at se Netflix, siger Camilla Rasmussen.

Butikken Yarnfreak har eksisteret i små ni år, og har til maj ligget fem år på Ingerslevs Plads. Foto: Bo Nørgaard
Et skilt på døren opfordrer til, at der kun er seks kunder i butikken ad gangen. Det blev nødvendigt efter statsministerens udmelding om at lukke Danmark mere eller mindre ned, som torsdag og fredag fik strikkeentusiaster til at strømme for at sikre sig garn mellem hænderne. Foto: Bo Nørgaard
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
AC Horsens

AC Horsens får penge fra DBU

Danmark

Live: FN-klimatopmøde udskudt på grund af coronavirus

Hedensted

Støtter lokale butikker og glæder de gamle: Ildsjæle sender påskepakker til plejehjemsbeboere

Annonce