Annonce
Horsens

Gågaden skulle indvies nu: Her er tankerne bag alt fra den grønne korridor på Jessensgade til den åbne plads på Torvet

Jessensgade i den ene ende blev færdig for knap et år siden, mens det først er nu, at Torvet er blevet færdig. Søndergade i midten er blevet renoveret i etaper, så man generede så lidt handelsliv som muligt. Foto: Mads Dalegaard
Annonce

Horsens: Den sidste weekend i august skulle have stået på officiel indvielse af gågaden. Tre dages festligheder med musik, underholdning og en masse events. Så kom coronaen, og først blev det udskudt en måned, og nu er det flyttet til foråret 2021.

Det rykker ikke ved, at gågaderenoveringen kun er få detaljer fra at stå fuldstændig færdig. Det gælder blandt andet nogle træer, som Buus Anlægsgartner først kan plante i det sene efterår.

Og selv om den ikke kan indvies, kan man godt se resultatet af to års arbejde med at lave gågaden om til en væregade. Et sted, man gerne vil opholde sig - men også et sted, der hele tiden skal kalde på nye oplevelser for horsensianerne og dem, der besøger byen.


Det skal være sådan, at det ikke bliver kedeligt at gå gennem gågaden. Man skal have lyst til at fortsætte, fordi man ser noget i det fjerne, der er anderledes.

Lene Holmgaard, arkitekt i Horsens Kommune


Avisen har taget turen gennem gågaden sammen med Lene Holmgaard, arkitekt i Horsens Kommune, for at høre mere om de visioner, man nu kan se i virkeligheden frem for på tegninger.

1 Fra store Vitus Bering til smalle Jessensgade

Jessensgade var første færdige del af gågaden, og horsensianerne har taget den grønne korridor, som Lene Holmgaard kalder gaden, godt til sig. Foto: Mads Dalegaard

Kommer man fra banegården og Vitus Berings Plads, bliver man først mødt af Jessensgade, der er smal i forhold til resten af gågaden. Det har kommunen valgt at udnytte:

- Det er tænkt som en grøn korridor, hvor man kommer fra den store, åbne Vitus Berings Plads og bliver sluset ind i et hyggeligt miljø. Her skal være dejligt at gøre ophold, og til det er der mange bænke, og der er drejestole, fortæller Lene Holmgaard.

De 27 træer på Jessensgade er udstyret med lyskæder, der giver en hyggelig effekt i de mørke timer, og som kan bruges året rundt. Og så er det helt bevidst, at træerne ikke står på en lige linje, men en smule forskudt.

Jessensgade indbyder efter renoveringen mere til udeservering og aftenhygge, men det behøver ikke være barer og spisesteder, der flytter ind i tilfælde af tomme lokaler.

- I kommunen har vi ikke en holdning til, hvad der er i lokalerne ud til Jessensgade, men vi har gerne villet skabe rammerne til et hyggeligt café- og byliv her, siger Lene Holmgaard.

2 En åben plads, der ikke plastres til

Vandkunsten Kilden skal være mødested - og muligt legested for børn og barnlige sjæle. Kuben skal give mulighed for, at kunst og kultur kan folde sig ud. Mellem de to elementer er der plads til større arrangementer og markeder. Foto: Mads Dalegaard

En bred gågade har sine fordele og ulemper. Det kan fjerne noget intimitet og hygge, at der er så åbent, men samtidig giver det også rum til events og arrangementer. Når man forlader smalle Jessensgade, kommer man netop til et sted med plads - og sådan skal det forblive.

- Her er vi kommet ind på den brede gågade, så der har været plads til lidt træer til at bremse vinden, parkering og pumpe til cyklen og til Kilden. Men samtidig ville vi heller ikke plastre det til med ting, for der skal også være plads til boder og markeder eller en scene og tilskuere, forklarer Lene Holmgaard.

Med vandkunsten Kilden er forhåbningen, at Horsens har fået et mødested, der kan tage over for den gamle byport. Og så skal den gerne skabe lidt liv:

- Lyden af vand giver en god effekt i bylivet, og Kilden ligger strategisk som et mødepunkt for pladsen ved Kuben og sidegaderne. Vi kan se, at der er mange, der sætter sig her, og der er mange, der bruger vandet til leg, siger Lene Holmgaard.

3 Et bælte, hvor man løsner bæltet

Mange mennesker har gjort brug af udeserveringen denne sommer, efter coronavirus holdt spisestederne lukket det meste af foråret. Foto: Mads Dalegaard

Tilfældigvis ligger de tre store udeserveringsområder for Granbar, Jørgensens Hotel og Corfitz stort set i forlængelse af hinanden, og snart rykker Café Vivaldi ind mellem de to første.

Det bryder med bredden, at der i den ene side af gågaden er borde, stole, parasoller og markiser. Og i den anden er der stadig plads til gående og til køretøjer, hvilket for eksempel var relevant, da det brændte ved Only- og Name It-butikkerne i starten af august.

Spisestedernes indretning af udeserveringen er blevet vendt med kommunen, og derfor er løsningerne nogle, der passer fint ind i kommunens visioner for gågaden.

- Det er et bælte, der var der i forvejen, og så har cafeerne og restauranterne været med i en dialog om placeringen, og hvordan det skulle gøres i forhold til gågaderegulativet. Vi har haft en god dialog omkring ideerne, og der har eksempelvis været enighed om, at udebarerne skulle være af en vis kvalitet for at passe ind i rammerne, siger Lene Holmgaard og peger på Jørgensens Hotels bar som eksemplet.

Der har været plads til at plante træer for at bryde udeserveringsområderne og give lidt luft til butikkerne derimellem.

4 Leg over det hele - især på legepladserne

Legeområdet på Søndergade har blandt andet fået nogle store talerør, hvor man skal følge linjerne for at finde ud af, hvor lyden ender henne. De populære trampoliner kommer også op her, og desuden er der vippende siddepladser, en bænk i flere niveauer og lyseffekter på de guldfarvede stolper. Foto: Mads Dalegaard

Gågaden har to deciderede legeområder, og den ene findes på Søndergade, hvor der igen har været plads til at udnytte bredden.

Den anden er næsten klar på Torvet, og fælles for begge er, at de bliver tydeligt markeret:

- Det er med mere lys og med gummiunderlag, så man mærker, at man træder ind på noget andet. Det bliver også "hegnet ind" med nogle kugler, så biler ikke kan køre ind på underlaget, siger Lene Holmgaard.

Der er også siddemuligheder for forældrene både i eller ved legeområderne. Og så er det ikke forbudt at bruge resten af gågaden til leg - hvilket man blandt andet kan se med Kilden.

- Vandkunsten er ikke lavet som en legeplads, men det er stadig et sted, der kan bruges til leg, og drejestolene er også et sjovt element for børnene. Det var også planen, at der skulle have været trampoliner i Jessensgade, men der kom skærpede krav til sikkerheden, og så var der ikke plads til dem, fortæller Lene Holmgaard.

5 Et åbent torv - med eller uden madbod

I den ene ende af Torvet vil der være mere åbent end før, mens Beringsøen er flyttet til den anden ende, hvor den får selskab af et legeområde og måske en madbod. Foto: Mads Dalegaard

Torvet kommer også til at kunne danne ramme om større begivenheder, og der er tænkt i at gøre det meget åbent.

- Beringsøen er flyttet til siden for at gøre plads til events, og det er selvfølgelig sket efter aftale med kunstneren, som også lavede værket til, at det skulle stå frit og ikke som tidligere. Flytningen er også med til at fremhæve kirken, så den kommer mere til sin ret, siger Lene Holmgaard.

Mellem Beringsøen og legeområdet er der plads til en madbod, og der er ført strøm og kloakering. Men pladsen kan også klare sig uden, fortæller Lene Holmgaard. Om den kommer eller ej er endnu uvist, men alle elementerne vil blive samlet i den ene side af Torvet, så det forbliver mere åbent end før, hvor Beringsøen stod i midten.

Hele Torvet har desuden fået flisebelægning, men man vil stadig kunne opleve biler - sandsynligvis færre end før.

- Vejen bliver ensrettet fra Borgergade mod Nørregade, så det tager nok noget af trafikken, og med flisebelægningen vil det visuelt se ud som om, man kører på gågaden, og derfor vil man køre mere roligt. Generelt bliver gågaden på de gåendes præmisser, siger Lene Holmgaard.

6 Træerne giver lys, lyset laver træer

Et af de få træer, der har fået lov til at blive stående. Der er også et par på Torvet, men de står også på kirkens område og er derfor ikke en del af renoveringen. På træstammen gemmer der sig et hav af lyskæder. Det samme gælder mange af de nyplantede træer, som lige nu er små, men som med tiden vil vokse en del. Dog uden, de kommer til at lukke for meget af for dagslyset, fortæller Lene Holmgaard. Foto: Mads Dalegaard

Gennem hele gågaden er der kommet ny belysning. Og her skulle der være tænkt over sagerne:

- I Jessensgade skal det være hyggeligt og lægge op til, at man putter sig lidt, og på de åbne pladser skal der være mulighed for noget mere power i lyset. Samtidig er det vigtigt, at det er trygt at gå gennem gågaden, så der er blevet lavet beregninger på, hvor meget det skal lyse, siger Lene Holmgaard.

Lyset kan styres på mange forskellige måder, og det kan tilpasses de arrangementer eller den stemning, man ønsker i gågaden.

I mange af træerne er der lyskæder, som ikke kun fungerer som julebelysning, men som kan bruges til enhver anledning. De er elastiske, så træerne stadig kan vokse - hvilket de i øvrigt vil. Lene Holmgaard forklarer, at træerne bliver en del større - men de vil blive klippet til, og at det er træer med små blade, så de ikke lukker for meget for dagslyset.

Som en lille ekstra detalje kommer der effektbelysning på Jessensgade, ved Kuben, ved det gamle rådhus og på Torvet. Det vil kunne projektere trækroner eller en stjernehimmel ned på belægningen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens

Springer 32 pladser på to år: Horsens henter bedste placering i syv år på prestigefyldt rangliste

Annonce