Annonce
Indland

Fysiske bøger vinder frem efter år med digital stigning

Emil Helms/Ritzau Scanpix
45.000 flere fysiske bøger blev udlånt i 2019 end i 2018, viser ny rapport om danskernes biblioteksvaner.
Annonce

For første gang i en årrække steg udlånet af fysiske bøger på landets biblioteker i 2019.

Det viser rapporten "Folkebiblioteker i tal 2019", som Slots- og Kulturstyrelsen har lavet. Den er udformet på baggrund af tal fra Danmarks Statistik.

I alt blev der udlånt 24,4 millioner fysiske bøger på landets folkebiblioteker sidste år. Det er en stigning på 45.000 sammenlignet med 2018.

Man ser dog stadig en stor stigning i udlån af e-bøger. Her lyder stigningen på 32 procent set i forhold til 2018.

Samlet steg udlånet af fysiske og digitale bøger med fire procent i 2019 i forhold til 2018.

Det samlede besøgstal på danske folkebiblioteker sidste år var på 37,4 millioner. Dermed placerer bibliotekerne sig som en af landets mest besøgte kulturinstitutioner.

Rapporten viser desuden, at flere kvinder end mænd benytter biblioteket. Den samme tendens gør sig gældende for folk med anden etnisk herkomst end dansk i forhold til personer med dansk oprindelse.

Kulturminister Joy Mogensen (S) glæder sig over stigningen og kalder bibliotekerne for "grundpiller" i demokratiet.

Men hun siger samtidig, at der er et potentiale for at få flere danskere til at benytte sig af bibliotekerne.

- Jeg er derfor også glad for, at vi systematisk kommer til at understøtte indsatsen med at gøre bibliotekerne endnu mere relevante for alle danskere i de kommende rammeaftaler for centralbibliotekerne, siger hun i en pressemeddelelse.

Som noget nyt i år gør rapporten også status over personer, der ikke bruger biblioteket.

Her fremgår det, at de i rapporten benævnte ikkebrugere befinder sig i alle aldre og på tværs af køn over hele landet. Men det er blandt personer med en kort uddannelse, at flest af disse findes.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Krav, undtagelser og straf: Her er alt, du bør vide om reglerne om mundbind

Annonce