Annonce
Rejser

Fynske Hindsholm: Kongemord, klinter og krumodder

Udsigt fra Jøvet til den smalle tange Halsen og selve hovedet bagved. Foto: Frederik Ahm Krag
Marsk Stig, der blev dømt fredløs efter mordet på Erik Klipping, var knyttet til den fynske halvø Hindsholm, og hans jordiske rester er måske, måske ikke, begravet under kirken tæt på hans gods. Tag med på en tur til en smuk plet på danmarkskortet og hør om en nord-sydgående akse, som spillede en rolle i Marsk Stigs sidste leveår.
Annonce

En 37-årig kongekrop ligger livløs på et ladegulv i Finderup en novembernat i 1286. Gennemboret af 56 dræbende stik. Imens forsvinder ni mænd ud i natten. De sammensvorne. Kongemorderne. En af dem menes at være selveste kongens marsk og krigsminister, Stig Andersen Hvide.

Marsk Stig, som han også kaldes, ejer Scheelenborg Gods på halvøen Hindsholm og er samtidig en af landets mægtigste storgodsejere. Mordet på Erik Klipping er som bekendt aldrig blevet opklaret, men ni mænd dømmes senere fredløse, heriblandt Marsk Stig.

Var gerningsmanden Marsk Stig og i givet fald hvorfor? Vi ved det ikke. Ifølge sagnet blev han begravet hemmeligt under gulvet i en ukendt landsbykirke. Flere kirker gør krav på ham - en af dem er Stubberub Kirke på Hindsholm tæt på hans gods. Skulle han være stedt til hvile netop her og sluttet en cirkel om et ustadigt liv? Vi ved ikke. Meget er uklart og ukendt, måske for altid, når vi taler om Marsk Stig. Men hans tilknytning til Fyns Hoved og den fortsatte fascination af ham er til gengæld soleklar.

Fyns Hoved og Fynbomalerne

Den hovedmistænkte for mordet på kong Erik Klippinge i Finnerup Lade, krigsministeren Marsk Stig, havde sit storgods Scheelenborg på Hindsholm-halvøen under Fyns Hoved. Mordet blev aldrig opklaret, men Marks Stig og otte andre blev dømt fredløse og levede en årrække derefter af plyndringer langs Kattegats kyster. Ifølge sagnet er han begravet under Stubberup Kirke på Hindsholm.

Fynbomalerne på Fyns Hoved: Johannes Larsen og Fritz Syberg er blandt de mest kendte malere, som arbejdede på Fyns Hoved. De tilhørte kunstnergruppen Fynbomalerne, som eksisterede fra omkring 1900 til 1930. Fælles for Fynbomalerne var, at de i deres malerier udtrykte en dyb kærlighed til naturen og til det simple liv med familien.

Fyns Hoved var i en periode kaperhavn under englandskrigene, hvorfra statsautoriseret sørøveri blev bedrevet og udenlandske skibe opbragt og tømt for værdier.

Tip: Tag til Fyns Hoved en eftermiddag eller tidlig aften og planlæg en let aftensmad et godt sted med udsigt og læ. Besøg Jørvet og nyd udsigten, inden I tager videre op til "hovedet". Prøv at gå langs forskellige slags kystformer som klinter, tanger, strandvolde, bugte, krumodder og strandenge - det giver helt forskellige oplevelser og variation.

Annonce

Spektakulær udsigt

Soleklart står også Hindsholm-landskabet og Stubberup Kirke, da vi en klar juliaften kører fra Kerteminde mod nord. Halvvejs mod Fyns Hoved ser vi kirken, som står rank og glimtende. Ved indkørslen til Fyns Hoved mødes vi af den pragtfulde Korshavn Bugt, der som naturhavn har huset skibe siden vikingetiden.

Det gamle hotel og udskænkningssted Jægerhotellet ligger ned til havnen, men er nu ferieboliger. Få hundrede meter længere fremme begynder den smalle landtange, Halsen, som fører ud til selve hovedet på Fyns Hoved. Vi parkerer under Jørvet, landskabets skulder, hvor Halsen starter, og stiger op.

Fra toppen af Jøvet er udsigten aldeles spektakulær. Områdets skønhed og diversitet af vige, krumodder, strandvolde, bugte, øer og klinter åbenbarer sig i fuldt skue. Det dybtblå Kattegat er storladent bagtæppe for hele forestillingen. Spredte skyklumper på blå himmel øger dramatikken. Det er svært at løsrive sig fra Jøvet, men planen er at spise medbragt mad på en af de skønne græsklinter på vestsiden af "hovedet".

Annonce

Marsk Stigs sidste år på en akse

Vi stiger ned igen og kører ud langs Halsen og parkerer ved hovedets start. Aftensolen skinner nænsomt på klinten, og vi stiger op og finder et godt sted bag nogle lave buske højt over stranden. En vandrefalk er steget til vejrs længere ude og følger hver en bevægelse i græsset. Ude vestpå i bølgerne er en sejler på vej ned til Korshavn fra nord. Der er panoramaudsigt, mens vi spiser røget tapas og brød. Efter en afsluttende vandmelon i græsset drager vi med det sidste aftenlys rundt om hovedet. Toppen af Baesbanke giver en storslået 360 graders udsigt over områdets bugte, klinter, krumodder og kyststrækninger.

Neden for bakken ligger en sænkning i terrænet, næsten ude ved Hovedets spids. Røverdalen hedder den. Det var her, Marsk Stig efter sigende skulle have gemt sig med sine folk, når han var på disse kanter. Nærmest stik nord for Røverdalen, bag horisonten, ligger Hjelm, hans befæstede ø. Og endnu længere mod nord Norge, under hvis beskyttelse han plyndrede langs Kattegats kyster.

Det er denne nord-sydgående akse fra Norge over Hjelm til Røverdalen og ned til Scheelenborg Gods, hvorom Marsk Stigs liv er centreret i hans sidste halve snes leveår. Stubberub Kirke ligger også på netop denne akse.

Vi lægger os på klinten i den lave aftensol og kigger dybt i horisonten mod nord. Mod Kattegat, Hjelm og Norge. Med fødderne pegende mod Scheelenborg Gods og Stubberub Kirke. Det føles helt rigtigt. Måske det alligevel har noget på sig med graven i Stubberub Kirke? Vi ved det ikke.

Fra Jøvet kan man se mange af områdets klinter, tanger, krumodder, bugte og øer. Foto: Frederik Ahm Krag
Enligt sejlskib på ved mod Korshavn fra Kattegat. Foto: Frederik Ahm Krag
Der er nogle pragtfulde græsskrænter ude på "hovedet". Foto: Frederik Ahm Krag
Dessert højt på Fyns Hoved en lun sommeraften. Foto: Frederik Ahm Krag
Hindsholm Halsen på vej ud til selve hovedet har en hel særegen stemning og charme. Foto: Frederik Ahm Krag
Selve Fyns Hoved er dramatisk klintekyst og bakket morænelandskab omgivet af vand. Foto: Frederik Ahm Krag
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Et kys til prinsen

CORONAVIRUS

Live: Nye rejsevejledninger - rejser til Tyskland og Cypern frarådes

Annonce