Annonce
Horsens

Fusion rykker nærmere: Gymnasielærere bytter arbejdsplads

Sune Liisberg (til venstre) og Anders Poulsen er blandt de første lærere på Horsens' to almene gymnasier, der mærker gymnasiesammenlægningen i praksis. Foto: Søren E. Alwan
Som konsekvens af fusionen er byens to gymnasier begyndt at låne lærere af hinanden, når der skal besættes vikariater. Modellen fungerer som en slags brobygning mellem de to skoler.

Horsens: Da gymnasielærer Sune Liisberg første gang stod foran sit tyskhold på Horsens Gymnasium, var stemningen en kende afventende.

Det var i starten af dette skoleår, og flere elever syntes at sidde med en betænkelighed ved deres nye lærer, der var udlånt fra Horsens Statsskole.

- Der var en modig elev, der med alvor i stemmen spurgte, "hvordan kan du være begge steder?", siger 45-årige Sune Liisberg.

- Jeg blev betragtet som en slags forræder. Som en, der gjorde noget moralsk forkert. Blandt eleverne er der en stærk bevidsthed om, at der er forskel på de to gymnasier, siger han med et grin og tilføjer, at elevernes indstilling til ham hurtigt blev mere positiv.

1. januar 2020 er der ikke længere noget, der hedder Horsens Statsskole eller Horsens Gymnasium. Da bliver byens to gymnasier til én enhed, Horsens Gymnasium & HF, der i sommeren 2021 også fysisk smelter sammen til én skole på Studentervænget.

Sammenlægningen har fået skolerne til at kigge mod hinanden allerede nu, og det betyder eksempelvis, at når et barselsvikariat skal besættes, søger man mod det andet gymnasium for at finde arbejdskraft. På den måde bliver der bygget bro mellem de to lærerkollegier.

Siden august har otte lærere derfor pendlet mellem de to gymnasier, syv fra statsskolen og en fra Horsens Gymnasium.

- Var jeg blevet bedt om det for fire år siden, havde jeg nok set det som en halv fyringstrussel. Men nu gør det ikke noget, for vi skal jo giftes med hinanden, siger Anders Poulsen, der er ansat på Horsens Gymnasium, med et grin.

Annonce

Var jeg blevet bedt om det for fire år siden, havde jeg nok set det som en halv fyringstrussel. Men nu gør det ikke noget, for vi skal jo giftes med hinanden.

Anders Poulsen

Den første pioner

Op til tre gange om ugen sætter Sune Liisberg sig ud i sin bil midt på skoledagen og kører mod Horsens Gymnasium på Højen.

- Skolerne har forskellige ringetider, så jeg er nødt til at spise i bilen, og nogle af mine pauser må jeg bruge på transport, med lønkompensation vel at mærke. Men jeg synes, det er en god måde at lave brobyggeri mellem de to skoler, og det er en rolle, jeg har det godt i, siger Sune Liisberg, der blev ansat på Horsens Statsskole i 2018 og underviser i filosofi, dansk og tysk.

46-årige Anders Poulsen, der underviser i filosofi, samfundsfag, historie og oldtidskundskab, har været ansat på Horsens Gymnasium i otte år. I modsætning til Sune Liisberg har han fulde dage som gæstelærer. Tirsdag og torsdag underviser han således i oldtidskundskab på statsskolen.

- Jeg bliver den første pioner for alle de lærere, der flytter herned til sommeren 2021. Lige nu føler jeg mig som blommen i et æg, den, som alle skal være venlige ved, siger Anders Poulsen.

Tager min skole med mig

Ligesom mange andre kom nyheden om fusionen som en stor overraskelse for Anders Poulsen. Men bortset fra én bekymring har han hele vejen igennem været åbensindet over for sammenlægningen.

- I starten var jeg lidt bekymret for, om flytningen kunne give problemer for de elever, der kommer med bus fra blandt andet Hedensted Kommune. Men det blev ikke et problem, lød svaret, og siden da har jeg ikke haft problemer med fusionen, siger han.

Og det er til trods for, at han føler en stærk tilknytning til sin arbejdsplads.

- Men jeg føler ikke, jeg forlader min skole. Jeg føler, jeg tager den med mig. Selve bygningerne på Højen tillægger jeg ikke stor betydning i den forbindelse, siger han.

Sune Liisberg (til venstre) blev ansat på Horsens Statsskole i 2018, mens Anders Poulsen har været ansat på Horsens Gymnasium i otte år. Foto: Søren E. Alwan

Flipperne og landsbyboerne

De to lærere har ikke svært ved at få øje på fordelene ved én samlet skole. Den faglige sparring bliver større, fagudbuddet udvides og fag, der i dag pr. definition er c-fag, blandt andet filosofi, kan med det øgede elevtal blive til b-fag.

- Men på den anden side forsvinder alternativet, hvis man som elev er kørt træt på det ene gymnasium og har behov for at skifte til det andet. Og der kan måske være noget tryghed, der forsvinder for nogle elever, fordi skolen bliver meget større, siger Anders Poulsen.

Og så er der selve sammensætningen af to elevgrupper, der møder hinanden med stolte traditioner fra hver sit gymnasium i bagagen.

- Der er en fortælling blandt eleverne. At på statsskolen går flipperne, og på Horsens Gymnasium går landsbyboerne, siger Anders Poulsen, der dog ikke i praksis har oplevet forskel mellem eleverne på de to skoler.

Det har Sune Liisberg.

- Jeg oplever, at elevgruppen på Horsens Gymnasium er mere homogen, mens elevgruppen på statsskolen er mere broget. Jeg har det godt med begge dele, men der vil nok være et modsætningsforhold i starten, indtil ingen elever længere har prøvet at gå på de gamle gymnasier. Det er noget, der løser sig selv med tiden, siger han.

Næste step i gymnasiefusionen er offentliggørelsen af det konkrete udvidelsesprojekt, der finder sted senere i oktober.

Sune Liisberg (til venstre) og Anders Poulsen underviser i dette skoleår på begge almene gymnasier i Horsens. Foto: Søren E. Alwan
Sune Liisberg (til venstre) og Anders Poulsen underviser i dette skoleår på begge almene gymnasier i Horsens. Foto: Søren E. Alwan
Sune Liisberg (til venstre) og Anders Poulsen underviser i dette skoleår på begge almene gymnasier i Horsens. Foto: Søren E. Alwan
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Beboer i Østerbo i Vejle: Der må være noget helt galt med Casas måde at organisere arbejdet på

Læserbrev: Rygning er farligt, passiv rygning er farligt. Det er der ikke nogen tvivl om. Derfor er det helt uforståeligt, at Østerbo ikke har taget højde for, at tobaksrøg, mados og andre lugte uhindret stiger op gennem det nye ventilationsrør for til sidst at ende i de øverste lejligheder. Ifølge planen skulle opsætningen af det nye ventilationssystem tage 17 dage for en opgang. Fire en halv måned senere er ventilationssystemet stadig ikke taget i brug, og passiv rygning er blevet et stort og farligt problem. Desværre er det ikke kun ventilationssystemet, der tager alt for lang tid, det gør alle de andre arbejder også. Et andet eksempel er udskiftningen af fire indvendige døre, der ifølge planen skulle tage halvanden dag for en lejlighed. Fire måneder senere er dette arbejde heller ikke færdigt. "Hvorfor får de aldrig gjort noget færdig?", spørger alle. Direktørerne og projektlederne i Casa og Østerbo kan prøve at spørge deres egne familier, hvad de vil sige til, at de kan forvente, der kan komme fremmede og låse sig ind på alle tider af dagen de næste fire måneder, hvis de bestiller håndværkere til at lave et arbejde, der kan gøres på halvanden dag. Der må være noget helt galt med Casas måde at organisere arbejdet på. Håndværkerne bliver sendt rundt for at reparere ting, der er ordnet, og andre ting bliver ikke ordnet, fordi de glemmes, og sådan fortsætter det i månedsvis. Håndværkerne bliver frustrerede og stressede, og beboerne mistrives i en sådan grad, at det fører til trusler mod håndværkerne - noget, Casa og Østerbo let kan forebygge med lidt omtanke og respekt. Alle har ret til respekt for privatliv, familieliv og hjem ifølge FN's menneskerettigheder, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og grundloven, og målet helliger ikke midlet. Når vi har rettigheder, har andre pligter, og selvom tilgængelighedsprincippet til vore hjem blev ændret, da vi stemte ja til renovering, har vi stadig krav på respekt for hjem og privatliv. Casa skal naturligvis ikke have adgang til vore hjem længere end højst nødvendigt. Østerbo bliver nødt til at tage beboerne alvorligt og også lære at informere på en konkret og fyldestgørende måde, så vi ikke gang på gang bliver taget med bukserne nede, også i vore egne badeværelser, når der pludselig står fremmede i hjemmet. Beboerhåndtering og fagtilsyn består i, at beboerne skal henvende sig til Østerbo, men der er intet proaktivt tilsyn i lejlighederne. Henvendelserne fører sjældent til andet end en sludder for en sladder, og fem måneder efter min henvendelse har jeg stadig ikke fået svar fra Østerbo. Alt for mange har den oplevelse. Vi håber, Casa og Østerbo lærer af deres fejl og ændrer strategien for de sidste boligblokke.

Annonce