Annonce
Danmark

Funding: Tre ubesvarede spørgsmål efter en vild weekend i Venstre

Thomas Funding , avisen Danmarks politiske redaktør. Foto: Michael Nørgaard
Ud af kaos kommer der orden. Sådan plejer det at være, og det er nøjagtig det, ledende kræfter i Venstre arbejder på i disse dage. Lars Løkke Rasmussens afgang efterlod partiet i en kollektiv sindstilstand af chok. Nu skal der ro på. Orden skal genskabes.

Jakob Ellemann-Jensen har allerede sat sig for bordenden og mødes i disse dage med centrale kræfter i partiet til drøftelser om, hvordan man kommer videre herfra. Der er mange balancer, der skal rammes og endnu mange ubesvarede spørgsmål. Et af dem er, om Lars Løkke Rasmussen kan finde på bryde ud af Venstre og starte sit eget parti.

1 Hvilke balancer skal der tages højde for?

Det er ikke sådan, at Venstre med et fingerknips træder ind i nirvana, når Jakob Ellemann-Jensen med altovervejende sandsynlighed bliver valgt som ny formand for Venstre lørdag 21. september i Herning. Den dysfunktionelle kultur i partiet kan ikke isoleres til Lars Løkke Rasmussen.

Skal Venstre overvinde fløjkampene, skal Jakob Ellemann-Jensen ændre kulturen i partiet. Særligt i folketingsgruppen. Der skal genopbygges en tillid mellem ledende medlemmer, og holdopstillingen skal ramme en række balancer, så alle toneangivende folk kan se sig selv i den så besungne vej frem.

Venstre er splittet mellem land og by. Mellem landbrug og klimaforkæmpere. Mellem de nationalkonservative og de liberale. Og på udlændingepolitikken. Partiets nye formand får til opgave at lægge en linje og sætte et hold, hvor det ikke bliver enten-eller, men både-og. Ingen kan få alt, men alle - eller de fleste - skal kunne se sig selv i projektet.

Kilder i Venstre fortæller, at Jakob Ellemann-Jensen har sat sig i spidsen for dette arbejde. Han agerer reelt som formand, selv om han ikke er valgt - endnu i hvert fald.

Siden fredagens dramatiske forretningsudvalgsmøde, der ledte frem til Lars Løkke Rasmussens exit, har Ellemann således talt og mødtes med toneangivende folk i partiet for at sondere sig frem til de berømmede balancer.

Alt dette foregår i dybeste hemmelighed, og det er sandsynligt, at offentligheden først kommer til at høre noget fra den formodede kommende formand, når han kan præsentere en samlet holdopstilling. De fleste i Venstre virker enige om, at partiet ikke har brug for kampvalg nu. Man bliver nødt til at bevise over for omverdenen - og sig selv - at partiet er i stand til at finde ud af tingene i mindelighed.

2 Hvem får posterne?

Det er dog ikke sådan, at man skal forvente, at Jakob Ellemann-Jensen vil fremlægge et stort forkromet program for sit formandskab. Den slags tager tid at udforme, og det er oplagt, at den nye formand vil tilrettelægge en proces, hvor han involverer baglandet i politikudviklingen.

De politiske balancer, han skal forsøge at ramme, vil således i første omgang primært blive afmålt i det hold, han stiller med. Her er der særligt tre poster, der er afgørende: næstformand i landsorganisationen, politisk ordfører og formand for folketingsgruppen.

Lige nu ser pilen ud til at pege på Inger Støjberg som ny næstformand efter Kristian Jensen, men mange i partiets bagland peger også på Ellen Trane Nørby som oplagt kandidat.

Begge har den fordel (ud over deres køn), at de repræsenterer det jyske Venstre. Det gør Jakob Ellemann-Jensen ikke med sin nordsjællandske baggrund. Det nu overståede oprør udsprang i høj grad fra de stærke jyske kommuneforeninger, og det vil tæt på utænkeligt, hvis ikke mindst en af partiets to øverste tillidshverv gik til en jyde.

Det trækker i den sammenhæng ned for Trane, at hun som sundhedsminister argumenterede kraftigt for regionernes lukning - noget, mange i hendes eget bagland mildest talt ikke var tilfredse med.

Hvad Inger Støjberg angår, må man formode, at hun - før hun eventuelt siger ja til at blive næstformand - vil se Jakob Ellemann-Jensen i øjnene for at få en fornemmelse af, hvilken kurs han vil føre partiet ind på, når det kommer til udlændingeområdet.

Støjberg er valgt på sloganet ”si’r det, som det er”, og hun mener det. Det er derfor svært at se, at hun vil kunne fungere som næstformand, hvis Ellemann har tænkt sig at bløde Venstres udlændingepolitiske linje væsentligt op.

De fleste kilder i Venstre forventer dog, at partiets nye formand i træskolængder vil holde fast i sin forgængers linje på udlændingeområdet og derfor også vil have en strategisk interesse i at have Inger Støjberg med på holdet. Behovet for at holde fast i de udlændingekritiske venstrevælgere er uforandret, ligesom den strategiske alliance med Dansk Folkeparti også i fremtiden vil være afgørende for at kunne indtage Statsministeriet.

En joker i forhold til spillet om næstformandsposten er tankerne om at splitte den op i to. De rumsterer stadig i baglandet, men sandsynligheden for modellen svinder.

Antager vi derfor, at det ender med Inger Støjberg som næstformand, er det de fleste venstrekilders vurdering, at Karsten Lauritzen vil kunne tage posten som gruppeformand, hvis da ikke Kristian Jensen fortsat ønsker at beholde denne. Flere peger desuden på, at Sophie Løhde kunne være et godt bud på en politisk ordfører. Også karrierekometen Tommy Ahlers bliver af nogle nævnt i denne sammenhæng.

3 Hvad kan Løkke finde på?

Den spirende fred i Venstre står i stærk kontrast til, hvor voldsomt fredagens møde i partiets forretningsudvalg var. Flere kilder fortæller, at stemningen var direkte ubehagelig, og at flere mødedeltagere sad tilbage rystede over hårdheden i de meningsudvekslinger, der fandt sted.

Mødet kulminerede som bekendt med, at Lars Løkke Rasmussen uden varsel forlod det efterfølgende hovedbestyrelsesmøde lørdag og trak sig som formand for Venstre. Siden har stort set ingen hørt fra ham, og i partiet stiller man sig selv spørgsmålet, hvad deres tidligere formand kan finde på at gøre. Det er tydeligt for enhver, at han endnu ikke har forliget sig med sin skæbne, men tværtimod føler, at der er begået en stor uret imod ham.

På den korte bane spekulerer venstrefolkene på, om Løkke kan finde på at udeblive fra det ekstraordinære landsmøde 21. september. På det menneskelige plan kan man godt forstå, at den dødsdømte ikke føler noget behov for frivilligt at møde op til sin henrettelse, men i politisk sammenhæng vil det være uhørt, hvis Løkke ikke er at finde i Herning Kongrescenter.

En formand - væltet eller ej – møder op og lader sig klappe ud af sit parti. Sådan er forventningen i de gamle partier. Hvis ikke for partiets skyld så for eftermælet. Men lige nu er det altså et åbent spørgsmål, hvad Løkke gør.

Enkelte steder spekulerer venstrefolk sågar i, om Løkke er så forbandet over sin skæbne, at han kunne finde på at bryde ud af Venstre. Måske endda starte sit eget parti.

Ifølge flere af hinanden uafhængige kilder i Venstres top har Lars Løkke Rasmussen således luftet denne mulighed i lukkede Venstre-fora. Løkke skulle have gjort det klart, at det ikke var noget, han reelt overvejede. Men alene det, at han som siddende formand kunne finde på at tale om scenariet, blev af flere af dem, der bevidnede det, opfattet som en indirekte trussel.

De samme kilder fortæller dog også, at de - hvis det skulle opfattes som en trussel - anser det som en tom én af slagsen. Ingen tror på, at Lars Løkke Rasmussen kunne finde på at gøre noget så drastisk. Men det siger noget om, hvor vild den forgangne weekend var i Venstre.

Annonce
Forsiden netop nu

Mest læste

Udland For abonnenter

Domstol får Johnson til at ligne en politisk amatør

Hvert eneste ord i den skotske kendelse lander som et udæmpet slag på en gongong. For nu har den britiske premierminister, Boris Johnson, domstolenes ord for at have vildledt dronningen, løjet for hende og givet hende et "ulovligt råd" og for lovstridigt at have hjemsendt det britiske parlament. Selv for en mand, som på rekordtid er blevet dyppet i nederlag og rullet i faneflugt, er det et 180 graders cirkelspark. For hvis afgørelsen fra den skotske højesteret står ved magt, har Boris Johnson de facto politisk misbrugt sit embede. På tirsdag går sagen til den britiske højesteret, som skal træffe den endelige afgørelse. Her er konflikten i en nøddeskal: Boris Johnson suspenderede mandag parlamentet for at begynde på en ny samling, og det er i sig selv ikke ulovligt. Den daværende samling var den længste samling i 400 år, og derfor gik premierministeren til dronningen og bad hende formelt hjemsende parlamentet og indkalde til en ny samling. Men her er så problemet: En suspendering sker normalt på et passende tidspunkt, og den er kortvarig. Boris Johnsons suspendering sker midt i den alvorligste britiske krise siden Suez-krisen i 1956, og den strækker sig over fem uger. Ydermere indikerer interne regeringsdokumenter, at motivationen er politisk og handler om, at parlamentet skal blande sig uden om regeringens brexit-politik og ikke føre tilsyn med regeringen, som det hedder i den skotske retsafgørelse. Derfor er Johnsons handling "ulovlig" og en "klar overtrædelse af de almindeligt accepterede regler for offentlige myndigheders adfærd", hedder det. Hvilken konsekvens får det? Juridisk venter vi stadig på den endelige afgørelse fra den britiske højesteret og dermed den endelige afgørelse af, om Boris Johnsons hjemsendelse af parlamentet er ulovlig og skal annulleres. Men politisk er skaden sket, for den føjer sig til billedet af en premierminister og hans chefrådgiver, som forveksler magten med et rænkespil i en politisk ungdomsorganisation. Suspenderingen af parlamentet var angiveligt tænkt som et magtpolitisk supergreb, udtænkt af Johnsons chefrådgiver, Dominic Cummings, og parlamentsminister Jacob Rees-Mogg, og den ville sætte parlamentet skakmat. Men i stedet blev det et strategisk dosmertræk, en hybris, der i militærhistorien tåler sammenligning med massakrene ved Little Big Horn og Gallipoli. For magtgrebet samlede alle kritikere i parlamentet, som på lyntid gennemførte en lov, der forhindrer et hårdt brexit; det førte til et konservativt oprør, som endte med 22 afhoppere eller ekskluderede; det gav Johnson seks nederlag ud af seks afstemninger i parlamentet, udraderede hans flertal og førte til et forfatningsopgør for domstolene. Det er politisk skade, der allerede er sket, og som giver Johnson-regeringen et skær af amatørscenen i Tønder, og hvis højesteretsafgørelsen i næste uge også går ham imod - så er den politiske fiasko komplet.

Annonce