Annonce
Danmark

Funding: Tre ting du skal vide om de seneste to dage i politik

Thomas Funding, politisk redaktør
Valgkampen kom for alvor op i gear søndag og mandag, da den ene nyhed efter den anden blev sprøjtet ud af de omtalehungrende partier. Avisen Danmarks Thomas Funding har pillet de tre vigtigste ud.

1 Venstre genopliver Fogh

Hvis man ikke vidste bedre, skulle man tro, at Lars Løkke Rasmussen havde været i arkivet i Venstres partikontor i Søllerød og fundet Anders Fogh Rasmussens gamle strategiplaner fra 2001 og 2005 frem.

Onsdag i sidste uge meldte Løkke ud, at han er klar til at tømme statskassen og bruge stort set samtlige frie midler frem mod 2025 på den offentlige sektor. Klassisk Fogh-politik.

I 00’erne blev det omtalt som Hjort-doktrinen efter daværende chefstrateg Claus Hjort Frederiksen. Hans grundtanke var, at Venstres chance for at komme i nærheden af tatsministeriet bestod i, at partiet kurtiserede midtervælgerne. Derfor blev der skruet ned for liberalismen og op for det offentlige forbrug under Fogh.

Og søndag startede Lars Løkke Rasmussen så kopimaskinen op igen, da han relancerede skattestoppet. Det var netop skattestoppet, der udgjorde hjørnestenen i Foghs kontraktpolitik, og det var utvivlsomt en af årsagerne til, at han var i stand til at vinde tre valg i træk.

Venstre præsenterede sit nye løfte om skattestop med en byge af beskyldninger mod Socialdemokratiet, som man måtte forstå vil brandbeskatte danskerne. Socialdemokratiets modsvar var at anklage Venstre for løgn og manipulation.

Men selv om kampagnen fra Venstre var til den frække side, er det et faktum, at Socialdemokratiet går til valg på at hæve nogle få udvalgte skatter. For eksempel vil partiet hæve arveafgiften på overdragelse af familievirksomheder og annullere den planlagte fjernelse af skat på arbejdsgiverbetalt mobiltelefon.

Venstre sætter på denne måde sin finger på en ret interessant forskel i dansk politik lige nu. Medmindre man har tilhørt den yderste venstrefløj, har det siden introduktionen af Foghs skattestop i 2001 været fy skamme at sige, at man vil hæve skatten. Men det tør Socialdemokratiet altså godt ved dette valg.

Det bliver spændende at se, hvad vælgerne siger til det efter to årtier, hvor de er blevet opdraget til at elske skattestoppet.

Annonce

Rækken af partiledere og borgmestre, der i en valgkamp har lovet at flytte penge fra kolde til varme hænder, er lang, og den står Mette Frederiksen altså også i nu.

2 Velfærdslov fra S

Det er ikke kun Venstre, der satser på at køre valget ind med velfærd. Også Socialdemokratiet giver den fuld skrue.

Mandag spillede partiet således ud med et forslag om at indføre en velfærdslov, hvor man forpligter Folketinget på hvert år at afsætte penge nok til, at den offentlige sektor skal have penge nok til at kunne følge med de stigende udgifter til de mange flere børn og ældre, der kommer de kommende år.

Mette Frederiksen hev desuden en gammel politisk traver af stalden og lovede, at Socialdemokratiet vil spare tre milliarder kroner på konsulentydelser i den offentlige sektor. Rækken af partiledere og borgmestre, der i en valgkamp har lovet at flytte penge fra kolde til varme hænder, er lang, og den står Mette Frederiksen altså også i nu.

Socialdemokraternes politiske profil giver partiet en indbygget fordel, når det kommer til velfærd. Deres troværdighed er som udgangspunkt bare højere end Venstres. Det viser alle meningsmålinger.

Anders Fogh Rasmussen fik gennem en årelang indsats udlignet den forskel, men Lars Løkke Rasmussen rykkede partiet mod højre, da han blev formand. Ved sidste valg ville Venstre således både have nulvækst i den offentlige sektor og sænke skatterne.

Og deri består Løkkes problem. Mette Frederiksen har over de sidste fire år bygget op til dette valg. Hun har stort set ikke talt om andet end velfærd i en forhåbning om, at det ville blive et bærende tema.

Lars Løkke Rasmussens forsøger at bygge sin fortælling op på bare fire uger. Det er meget kort aftræk til at trænge igennem til vælgerne, der i en valgkamp er væsentligt mere resistente over for politikerne, og selv velmente politiske udspil bliver af mange opfattet som valgflæsk.

3 Vikaren fra himlen

En anden, der har travlt, er Isabella Arendt. Hun blev mandag konstitueret formand for Kristendemokraterne, da Stig Grenov sygemeldte sig med stress. Den 26-årige politiker skal på kun tre uger forsøge at gøre det, som ikke er lykkes for partiet siden 2001. Nemlig at blive valgt til Folketinget.

Skal man dømme efter Isabella Arendts første store tv-optræden, har hun bedre forudsætninger for succes end sin forgænger. Hun vikarierede således også for Stig Grenov i TV2’s første partilederdebat for en uge siden, da han fik et ildebefindende kort før udsendelsen.

Isabella Arendt gjorde det godt i debatten og blev efterfølgende døbt "vikaren fra himlen". Men man skal passe på med at konkludere, at Kristendemokraterne er på vej i Folketinget på baggrund af tre-fire minutters taletid på tv.

Partiets udfordringer med at opnå valg kan ikke reduceres til Stig Grenov. Kristendemokraternes politiske berettigelse har længe været udfordret.

En af partiets store mærkesager er en mere medmenneskelig flygtningepolitik. Den linje er de kristelige ikke ligefrem alene om. Radikale Venstre, Enhedslisten og Alternativet forsøger også at markere sig her.

Men måske kan Kristendemokraterne tiltrække borgerlige vælgere, der har fået nok af Dansk Folkeparti og som frygter konsekvensen af Stram Kurs og Nye Borgerliges indtog i dansk politik, men som ikke er klar til at stemme på et parti, der potentielt kan føre Mette Frederiksen til magten.

Det hele risikerer dog at blive ødelagt af det, der så mange gange før har ødelagt det for Kristendemokraterne: Deres holdninger til abort og homoseksuelle.

Det kan således godt være, at nogle borgerlige vælgere er tiltrukket af Kristendemokraternes flygtninge- og familiepolitik, men mange af disse mener givetvis også, at fri abort er en god ting, og at homoseksuelle både skal have lov til at gifte sig i kirken og adoptere børn.

Kristendemokraterne har længe forsøgt at komme uden om at tale om disse emner, og man fornemmer klart, at partiet også selv vurderer, at det er en show-stopper.

Men man bestemmer ikke altid selv, hvad man vil tale om som politiker, og Isabella Arendt havde ikke været konstitueret formand for Kristendemokraterne i mange minutter, før den første journalist, havde spurgt hende om, hvad hun mener om fri abort.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen ankommer her med sikkerhedshjelm til vælgermøde i kantinen på Karstensens Skibsværft i Skagen, mandag 13. maj. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Funding: Nu har Mette Frederiksen kun Venstre tilbage

Der var én, der var to, der var tre, der var fire, der var fem på cykeltur ... Sådan lyder det i den gamle børnesang "10 små cyklister". Og teksten minder lidt om forhandlingerne om en reform af udligningsordningen. Ligesom cyklisterne faldt fra en for en, indtil der kun var én lille kæk cyklist tilbage, så er regeringens forhandlingspartnere også lige så stille forsvundet ud af forhandlingslokalet, så der nu kun de facto er et parti tilbage. Liberal Alliance og Konservative var de første til at ryge ud, og i denne uge meldte Dansk Folkeparti sig reelt ud af forhandlingerne i et interview her i avisen Danmark. Godt nok sidder partiet stadig med ved bordet, men Kristian Thulesen Dahls forslag om at skrotte det eksisterende udligningssystem og indføre en fælles kommuneskat er lige så realistisk som eksistensen af julemandens værksted. Men døden skal have en årsag, og Kristian Thulesen Dahl skal kunne forklare, hvorfor han ikke kommer til at gå med i en aftale, og det var det, han gødede grunden for i interviewet. Det efterlader ét parti tilbage. Nemlig Venstre. Efter en lille måneds maskeradespil, er vi nu langt om længe der, hvor forhandlingerne skal til at gå i gang. Alt indtil nu har været opvarmning, det er nu, det bliver alvor. Men hvad med regeringsblokken, tænker den opmærksomme læser måske? Den kan regeringen jo også danne flertal med. Ja, teoretisk, men det kommer S ikke til at gøre. Det vil regeringen ikke, det tør den ikke. Risikoen er simpelthen for stor. En ren rød aftale om kommunernes økonomi ville give Venstre og Dansk Folkeparti muligheden for at køre hårdt på Socialdemokratiet i alle de kommuner, hvor der ikke bliver guldregn, og det går ikke - slet ikke året før et kommunalvalg. Og heldigt for Socialdemokratiet har Venstre også al mulig grund til at gå med i en aftale. Selv om det den seneste måned har virket til, at partiet har været ganske kritisk, så har Venstre gjort alt for at holde sig spilbar. Man skal lægge mærke til, hvordan Venstres kritik primært er gået på proces. Hvorfor lægger regeringen ikke beregningerne frem? Hvorfor udleverer regeringen ikke alle tallene? Hvorfor er der fejl i beregningerne? Der er ikke blevet sagt noget af Venstres forhandlere, der har gjort det umuligt for partiet at indgå en aftale. Modsat tilfældet med Kristian Thulesen Dahl. På indholdssiden har Venstre krævet, at staten pumper en ekstra milliard ind i udligningssystemet, at de socialdemokratiske vestegnsborgmestre ikke favoriseres, at det såkaldte finansieringstilskud på 3,5 milliarder kroner bliver en del af forhandlingerne, og at ingen danskere får skattesmæk som konsekvens af reformen. Alle krav, hvor regeringen bør kunne give indrømmelser. I det hele taget må man bare sige, at Venstre har spillet sine kort dygtigt. Makkerparret Sophie Løhde og Troels Lund Poulsen har i den grad haft fat, hvor det gør ondt på regeringen, og de to har bevist at man ikke skal undervurdere deres evner ud i det politiske spil. Ved at trække forhandlingerne i langdrag, har de givet medierne tid til at grave sig ned i materialet - eller mangel på samme - og ud af det er der kommet en lang række historier, der har udvandet regeringens ellers overbevisende førstehåndsindtryk. Det har været tydeligt, at venstrefolkene har forsøgt at koble sig på borgmestrenes frustration. Både deres egne, men så sandelig også de socialdemokratiske af slagsen. Særligt den socialdemokratiske borgmester i Hjørring Kommune Arne Boelts dramatiske kritik af regeringen er blevet forsøgt annekteret af Venstre. Lidt ligesom da Mette Frederiksen under diskussionen om regionernes fremtid ikke kunne åbne munden, uden hun erklærede sig enig med Venstres Stephanie Lose. Og det har været klogt på den måde at alliere sig med det kommunale Danmark. Venstre har i sit forsøg på at trække forhandlingerne ud hele tiden skullet passe på ikke at lægge sig ud med partiets kommunale bagland. Landets borgmestre - røde som blå - skriger på en reform af udligningsordningen, så hvis der begyndte at sprede sig en stemning af, at Venstre var i gang med at obstruere det, ville Jakob Ellemann-Jensen hurtigt få kærligheden at føle. Og netop derfor ender forhandlingerne også efter alt at dømme med en aftale med Venstre. Det er i både Mette Frederiksens og Jakob Ellemann-Jensens interesse. Men sidstnævnte har dygtigt formået at udnytte situationen til at få vist, at Danmarks liberale parti ikke er så bovlamt, som man ellers kunne tro. Der er stadig én kæk cyklist tilbage.

Annonce