Annonce
Danmark

Funding: Tre ting du skal vide om de seneste to dage i politik

Thomas Funding, politisk redaktør
Valgkampen kom for alvor op i gear søndag og mandag, da den ene nyhed efter den anden blev sprøjtet ud af de omtalehungrende partier. Avisen Danmarks Thomas Funding har pillet de tre vigtigste ud.

1 Venstre genopliver Fogh

Hvis man ikke vidste bedre, skulle man tro, at Lars Løkke Rasmussen havde været i arkivet i Venstres partikontor i Søllerød og fundet Anders Fogh Rasmussens gamle strategiplaner fra 2001 og 2005 frem.

Onsdag i sidste uge meldte Løkke ud, at han er klar til at tømme statskassen og bruge stort set samtlige frie midler frem mod 2025 på den offentlige sektor. Klassisk Fogh-politik.

I 00’erne blev det omtalt som Hjort-doktrinen efter daværende chefstrateg Claus Hjort Frederiksen. Hans grundtanke var, at Venstres chance for at komme i nærheden af tatsministeriet bestod i, at partiet kurtiserede midtervælgerne. Derfor blev der skruet ned for liberalismen og op for det offentlige forbrug under Fogh.

Og søndag startede Lars Løkke Rasmussen så kopimaskinen op igen, da han relancerede skattestoppet. Det var netop skattestoppet, der udgjorde hjørnestenen i Foghs kontraktpolitik, og det var utvivlsomt en af årsagerne til, at han var i stand til at vinde tre valg i træk.

Venstre præsenterede sit nye løfte om skattestop med en byge af beskyldninger mod Socialdemokratiet, som man måtte forstå vil brandbeskatte danskerne. Socialdemokratiets modsvar var at anklage Venstre for løgn og manipulation.

Men selv om kampagnen fra Venstre var til den frække side, er det et faktum, at Socialdemokratiet går til valg på at hæve nogle få udvalgte skatter. For eksempel vil partiet hæve arveafgiften på overdragelse af familievirksomheder og annullere den planlagte fjernelse af skat på arbejdsgiverbetalt mobiltelefon.

Venstre sætter på denne måde sin finger på en ret interessant forskel i dansk politik lige nu. Medmindre man har tilhørt den yderste venstrefløj, har det siden introduktionen af Foghs skattestop i 2001 været fy skamme at sige, at man vil hæve skatten. Men det tør Socialdemokratiet altså godt ved dette valg.

Det bliver spændende at se, hvad vælgerne siger til det efter to årtier, hvor de er blevet opdraget til at elske skattestoppet.

Annonce

Rækken af partiledere og borgmestre, der i en valgkamp har lovet at flytte penge fra kolde til varme hænder, er lang, og den står Mette Frederiksen altså også i nu.

2 Velfærdslov fra S

Det er ikke kun Venstre, der satser på at køre valget ind med velfærd. Også Socialdemokratiet giver den fuld skrue.

Mandag spillede partiet således ud med et forslag om at indføre en velfærdslov, hvor man forpligter Folketinget på hvert år at afsætte penge nok til, at den offentlige sektor skal have penge nok til at kunne følge med de stigende udgifter til de mange flere børn og ældre, der kommer de kommende år.

Mette Frederiksen hev desuden en gammel politisk traver af stalden og lovede, at Socialdemokratiet vil spare tre milliarder kroner på konsulentydelser i den offentlige sektor. Rækken af partiledere og borgmestre, der i en valgkamp har lovet at flytte penge fra kolde til varme hænder, er lang, og den står Mette Frederiksen altså også i nu.

Socialdemokraternes politiske profil giver partiet en indbygget fordel, når det kommer til velfærd. Deres troværdighed er som udgangspunkt bare højere end Venstres. Det viser alle meningsmålinger.

Anders Fogh Rasmussen fik gennem en årelang indsats udlignet den forskel, men Lars Løkke Rasmussen rykkede partiet mod højre, da han blev formand. Ved sidste valg ville Venstre således både have nulvækst i den offentlige sektor og sænke skatterne.

Og deri består Løkkes problem. Mette Frederiksen har over de sidste fire år bygget op til dette valg. Hun har stort set ikke talt om andet end velfærd i en forhåbning om, at det ville blive et bærende tema.

Lars Løkke Rasmussens forsøger at bygge sin fortælling op på bare fire uger. Det er meget kort aftræk til at trænge igennem til vælgerne, der i en valgkamp er væsentligt mere resistente over for politikerne, og selv velmente politiske udspil bliver af mange opfattet som valgflæsk.

3 Vikaren fra himlen

En anden, der har travlt, er Isabella Arendt. Hun blev mandag konstitueret formand for Kristendemokraterne, da Stig Grenov sygemeldte sig med stress. Den 26-årige politiker skal på kun tre uger forsøge at gøre det, som ikke er lykkes for partiet siden 2001. Nemlig at blive valgt til Folketinget.

Skal man dømme efter Isabella Arendts første store tv-optræden, har hun bedre forudsætninger for succes end sin forgænger. Hun vikarierede således også for Stig Grenov i TV2’s første partilederdebat for en uge siden, da han fik et ildebefindende kort før udsendelsen.

Isabella Arendt gjorde det godt i debatten og blev efterfølgende døbt "vikaren fra himlen". Men man skal passe på med at konkludere, at Kristendemokraterne er på vej i Folketinget på baggrund af tre-fire minutters taletid på tv.

Partiets udfordringer med at opnå valg kan ikke reduceres til Stig Grenov. Kristendemokraternes politiske berettigelse har længe været udfordret.

En af partiets store mærkesager er en mere medmenneskelig flygtningepolitik. Den linje er de kristelige ikke ligefrem alene om. Radikale Venstre, Enhedslisten og Alternativet forsøger også at markere sig her.

Men måske kan Kristendemokraterne tiltrække borgerlige vælgere, der har fået nok af Dansk Folkeparti og som frygter konsekvensen af Stram Kurs og Nye Borgerliges indtog i dansk politik, men som ikke er klar til at stemme på et parti, der potentielt kan føre Mette Frederiksen til magten.

Det hele risikerer dog at blive ødelagt af det, der så mange gange før har ødelagt det for Kristendemokraterne: Deres holdninger til abort og homoseksuelle.

Det kan således godt være, at nogle borgerlige vælgere er tiltrukket af Kristendemokraternes flygtninge- og familiepolitik, men mange af disse mener givetvis også, at fri abort er en god ting, og at homoseksuelle både skal have lov til at gifte sig i kirken og adoptere børn.

Kristendemokraterne har længe forsøgt at komme uden om at tale om disse emner, og man fornemmer klart, at partiet også selv vurderer, at det er en show-stopper.

Men man bestemmer ikke altid selv, hvad man vil tale om som politiker, og Isabella Arendt havde ikke været konstitueret formand for Kristendemokraterne i mange minutter, før den første journalist, havde spurgt hende om, hvad hun mener om fri abort.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen ankommer her med sikkerhedshjelm til vælgermøde i kantinen på Karstensens Skibsværft i Skagen, mandag 13. maj. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Hvad er det, der smager godt? Det er minderne

Hver sommer tager jeg på en budgetvenlig madrejse inden for landets grænser og under åben himmel. Jeg besøger et af de utallige loppemarkeder med rustikke keramiklamper, strikkede nisser og ridsede legetøjsbiler, mange af os elsker at frekventere, hvor sang og bløde guitartoner lyder fra en lille musiktribune, og der kan købes fadøl, brød og pølser til en frokostpause direkte på det tyndslidte græs. Genbrugsguld og gammelt fajance går jeg udenom. Jeg kommer med et bestemt formål. Jeg vil mindes den mad, jeg havde glemt, jeg kunne huske. Jeg finder den i en 60'er-årgang af ugebladet Hjemmet, en orange og brun Kenwood-håndmixer fra 1970'erne, Eksportslagteriernes Gris-På-Gaflen-kalendere og Raadvads ikoniske brødmaskine af stål og træ fra dengang, et rigtigt rugbrød vitterligt ikke kunne skæres i med brødkniv og håndkraft alene, så massivt og hårdt var det. Har vi spist schweizisk raclette i Danmark? Ja det har vi! Jeg stod i sommer med hele raclette-udstyret i hånden, den elektriske varmeplade til at stille ind på spisebordet, og de små pander i legetøjsstørrelse, som hver rundt om bordet kan tilberede sine egne grøntsager, kød og ost på. Racletten skulle være en efterligning af det bål og de redskaber, schweiziske kvæghyrder anvendte ude i bjergene til at tilberede deres aftensmad. Vi snusede til racletten i Danmark, måske i 1980'erne og glemte det igen. Apparaterne led samme skæbne som fonduegryderne. Først røg de i pulterkammeret, siden på genbrugspladsen eller loppemarkedet. Mit lykkeligste fund i år var Lilian Kaufmanns ”Fremmed mad” fra 1968 udgivet af Bo Bedre. Her fandt jeg den lammesteg, vi sværmede for i 1970'erne. Skrællede kartofler blev skåret i skiver og taglagt i en smurt bradepande, og oven på dem blev lagt en blanding af hakket hvidløg og persille. Bouillon blev hældt ved kartoflerne, og lammekøllen lagt ovenpå, så saften dryppede ned på kartoflerne under stegningen. På et kollegiekøkken en gang i 1970'erne, smagte jeg for første gang lammekød i denne ”lammekølle som i Provence”-udgave. Skulle jeg tilberede lam i morgen, ville jeg uden betænkning vælge samme opskrift. For mad har med længsel at gøre. Man kan læse en kogebog fra 1960'erne og mærke lugtene fra alle bogens sider, hvis man altså selv har levet i 1960'erne. Søren Gericke har sagt: ”Det smager godt, siger man. Men hvad er det, der smager godt? Det er det, man kan huske. Det er minder.” Hvem har ikke mærket sandheden af disse ord på egne smagsløg. Som 13-årig smagte jeg for første gang den franske ost gruyère. Det var i Paris i 1966. Rejsebudgettet var skrabet. Et kulinarisk højdepunkt blev en croque monsieur fra en typisk fransk bistro. I Danmark kendes den også under navnet parisertoast. Lykkeligvis var det gruyère, der var pakket i croque monsieuren. Det var mit første møde med smeltet ost, og gruyére havde jeg aldrig hørt om, men jeg vidste omgående, at den her smag var skelsættende, og jeg holder aldrig op med at lede efter en croque, der smager præcist som dengang. Jeg har hørt en forsker sige, at lugt og smag har forbindelse til det limbiske system i den centrale del af hjernen, hvor man mener, følelser opstår. Det kan bruges i praksis for eksempel over for gamle mennesker, der får hjulpet hukommelsen på gled med mad, de husker fra hele deres liv. En samling gamle opskrifter kan virke som et fotoalbum med billeder af alle vores kære. Dufte og smag af mad kan få os til at huske ting, vi ellers troede vi havde glemt. Om lidt vil mange af os kollektivt ride på en bølge af madminder. Duftene af Brunkagerne, risalamanden, rødkålen, de brune kartofler kan åbne for sluserne med erindringer om til strikkede nisser, selvkørende legetøjsbiler, duften af ny dukke og farmors hvide blondebluse og øjenbrynene, der pludselig var tegnet op med mørk farve, fordi det var juleaften. Hun, Esther, talte odenseansk til sin dødsdag, selv om hun boede i Nordjylland. Hun kunne sin flæskesteg til perfektion, foruden hjemmelavet rullepølse og julesild. Hvem der bare kunne stjæle af hendes kagedåse en lige en gang til.

Annonce