Annonce
Danmark

Funding: Tillykke, Ellemann - nu begynder det svære

Thomas Funding Foto: Michael Nørgaard
Jakob Ellemann-Jensen skulle blot sidde stille og lade være med at ødelægge det for sig selv, så ville han blive valgt til formand for Venstre. Og således gik det. Lørdag blev han kåret uden modkandidat af partiets landsmøde. Men nu begynder det svære. Gammelt nid og nag skal forsones, blå blok skal igen kittes sammen, og der skal formuleres en politisk linje.

Nemt og nemt. Det er selvfølgelig relativt. Men det er lang tid siden, at en formand for Venstre er kommet så let til fadet, som det var tilfældet denne lørdag.

Normalen er, at en formand må slås sig til sin post. Ikke altid i form af et kampvalg om formandsposten, men næsten altid på baggrund af utallige magtkampe igennem årtier.

En typisk toppolitikers karriere minder til forveksling om en boksers. Kamp for kamp for kamp slås de sig mod toppen og den ultimative titel. Det er et udskilningsløb, hvor de mindre egnede over en lang årrække bliver sorteret fra. Tilbage står den, der vil magten. Virkelig vil den.

Jakob Ellemann-Jensen har ikke været igennem denne selektionsproces. Det et en pointe i sig selv, at han er blevet valgt, fordi han ikke har. Venstres bagland ville væk fra fløjkampene, de ville have en ny start, og derfor valgte de en, der var ren. Jakob den rene.

Ellemann skulle således blot sidde stille, lade være med for alvor at engagere sig på hverken den ene eller den anden fløj, og så ville formandsposten blive serveret for ham på et sølvfad.

Dette er ikke en argumentation for, at Ellemann er det forkerte valg, eller at han bliver en dårlig formand for Venstre. Det er en argumentation for, at vi ikke kan vide det med sikkerhed endnu. Han er utvivlsomt et talent, og han har vist gode takter, men han er uprøvet på det niveau, han nu skal til at begå sig på.

Det, der venter ham efter denne weekend, er noget helt andet. Den trykprøvning, han endnu ikke er blevet udsat for, kommer nu, og det bliver ulig noget, han tidligere har oplevet.

Først og fremmest bliver det Jakob Ellemanns opgave at skabe ro i Venstre. Valget af ham gør det langtfra alene. Det er kun begyndelsen.

Bitterheden og mistroen hænger stadig som cigarrøg i gardinerne i Venstres gruppeværelse på Christiansborg. Sagt er sagt. Gjort er gjort. Og det kan ikke tages tilbage. De seneste års magtkampe har tyndslidt tilliden mellem ledende kræfter i partiet, og det kommer til at tage tid at genopbygge den. Det kommer til at hvile på Ellemann at få dette til at ske. Folk, der kender ham fra hans tid i Forsvaret, roser hans lederevner. Han får i den grad brug for dem nu.

På samme måde skal Jakob Ellemann også forsøge at klinke skårene i den borgerlige familie. Venstre er klart det største parti i blå blok, og det giver som udgangspunkt partiets formand en naturlig plads for bordenden. Men intet er naturgivent, og Ellemann mangler stadig at overbevise de andre partiledere om, at han har, det der skal til for at stå i spidsen for det borgerlige Danmark.

Sidst, men ikke mindst, skal Venstres nye formand fortælle, hvad Venstre egentlig mener. Det er - underligt som det lyder - langt lettere sagt end gjort. Og måske er det her, Ellemanns manglende erfaring fra den politiske verden har størst risiko for at vise sig negativt.

I toppolitik er det ikke nok, at du mener noget. Du skal også have dyb indsigt i, hvordan politikområder påvirker hinanden. Du skal have evnen til at se ind i fremtiden. Hvor skal dit parti stå om et-to-tre år? Du skal kunne afveje hensynene til fløje og grupperinger i eget parti - og navigere blandt venner og fjender i Folketinget, der alle har det til fælles, at de er ude efter dine stemmer.

Og alt imens du jonglerer med alle disse overvejelser, vil mere eller mindre velmenende mennesker bombardere dig med gode råd. Det er nemt at sidde på bagsædet og have en holdning til, hvilken vej bilen skal køre. Det er langt sværere at være den med hænderne på rattet, der skal finde vej uden hjælp fra hverken kort eller gps.

Den første test af Jakob Ellemann-Jensens politiske boldøje ligger lige om hjørnet. Forhandlingerne om en ny klimalov er således allerede i gang. Det bliver spændende at se, hvor Ellemann placerer sit parti her. Selv om Venstres nye formand lørdag i avisen her problematiserede regeringens mål om at sænke udledningen af drivhusgasser med 70 procent i 2030, er det svært at forestille sig, at partiet ikke er at finde i en kommende aftalekreds. Ellemann vil kendes på en grøn profil, og derfor er han nødt til at være med.

Det kan for nogle virke uproblematisk, men klimapolitik er vor tids erhvervspolitik, og den nye formand kan let ende i problemer med den del af Venstre, der står last og brast med landmændene, hvis klimaloven kommer til at true bønderne på deres levebrød.

I det hele taget er der mange balancer, Jakob Ellemann skal ramme. Også på udlændingeområdet skal han navigere i klippefyldt farvand. Godt nok blev Inger Støjberg klart valgt som partiets næstformand med 74 procent af stemmerne, men Ellen Trane Nørby fik trods alt hver fjerde stemme. Det er nærlæggende at antage, at de i høj grad repræsenterer et fravalg af Støjbergs udlændingepolitiske linje.

Læringskurven bliver med andre ord stejl for Jakob Ellemann-Jensen. Han er nu det mest eftertragtede dyr i skoven, og politiske fjender og journalister vil indstille deres sigtekorn efter ham. Og de giver ikke forspring, fordi han er ny i rollen.

Annonce

Fundings udvalgte citater fra ugen i politik

- En overnatning på øen koster det samme som en overnatning på et luksushotel. Men får det flere til at rejse hjem? Næppe. Det er penge ud ad vinduet. Nu går vi i gang med at finde en billigere løsning.

Udlændinge- og Integrationsministeriet informerede i denne uge i en mail til Jyllands-Posten om, at den socialdemokratiske regering har droppet planerne om at etablere et udrejsecenter for kriminelle udlændinge på øen Lindholm.

- Med mange partier om bordet, kan vi forhindre, at de ukloge beslutninger vinder indpas. Hive Socialdemokratiet i en retning, hvor det ikke bliver Enhedslisten og Alternativet, der dikterer dansk klimapolitik.

Kristian Thulesen Dahl, DF-formand, skrev i sit ugentlige nyhedsbrev, at Dansk Folkeparti tilslutter sig regeringens mål om at sænke udledningen af drivhusgasser med 70 procent i 2030.

- Vores handleplan er det største skridt, der er taget i den nyere danmarkshistorie, for at forhindre børn og unge i at begynde at ryge.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) fortalte her i avisen Danmark, at regeringen vil sætte prisen på en pakke cigaretter op med 10 kroner. Kræftens Bekæmpelse siger, det ikke vil have anden effekt, end at rygerne bliver fattigere.

- Jeg synes, det sker lidt for hurtigt. Det tror jeg faktisk også, Jakob (Ellemann-Jensen, red.) synes i forhold til, hvad vi begge to nok havde forestillet os. Men det ender jo det rigtige sted.

Lars Løkke Rasmussen, fhv. V-formand, fortalte til TV 2, at han hele tiden har set Jakob Ellemann-Jensen og ikke Kristian Jensen som den naturlige arvtager til formandsposten.

Annonce
Forsiden netop nu
Sport

Sportsdøgnet: Danmarks dyreste fik debut på landsholdet

Debat

Debat: Godt at Mette Frederiksen har øje for den kritiske situation på medicinske afdelinger

I det udmærkede radioprogram ”Slotsholmen”, der sendes på Danmarks Radios P1 og handler om politik, kunne man forleden høre et langt og interessant interview med statsminister Mette Frederiksen. Særlig interessant ud fra et sundhedsperspektiv var den del af interviewet, som handlede om sygehusenes medicinske afdelinger. For statsminister Mette Frederiksen har helt ret, når hun peger på, at de medicinske afdelinger er pressede. ”Den ældre medicinske patient, der kommer ind på en afdeling på sygehuset oplever, at medarbejderne løber stærkt, og at de løber for stærkt. Det kan vi godt gøre bedre,” slog statsministeren fast, da hun blev interviewet om sin åbningstale af Folketinget. Det er godt, at hun har fokus på problematikken. Det er der også behov for – ikke mindst med tanke på den befolkningsudvikling, vi allerede har taget hul på, og som vil præge samfund, sundhedsvæsen og ikke mindst de medicinske afdelinger i mange år frem. Det er nemlig sådan, at der år for år i de kommende årtier er udsigt til flere ældre og flere patienter med behov for mere behandling og pleje. Alene frem til 2025 kommer der 33 procent flere borgere i aldersgruppen 80-89 år. Det er naturligvis glædeligt, at flere lever længere, men vores sundhedsvæsen har i dag slet ikke de nødvendige ressourcer til at kunne behandle de mange flere borgere, særligt ældre, som får brug for lægehjælp. Og lige præcis den ældre del af befolkningsgruppen har ganske ofte brug for behandling på netop de medicinske afdelinger. Så når der i dag er medicinske afdelinger i hver eneste af landets fem regioner, der er ramt af overbelægning, er det nok for intet at regne i forhold til, hvad fremtiden bringer for de mange ældre medicinske patienter. Sandsynligheden taler for, at det vil gå fra slemt til værre, hvad overbelægningen angår. ”Det kan vi godt gøre bedre”, som statsministeren slog fast, og jeg er meget enig. Vi skal kunne byde ældre medborgere bedre end overbelagte afdelinger med pressede sygeplejersker og læger. Desværre er det sådan, at medicinske afdelinger med pres og overbelægning langtfra er en enlig svale. Sundhedsvæsenet er generelt presset af en stor opgavemængde og ressourcer, der slet ikke slår til. Psykiatrien er nødlidende efter mange års politisk underprioritering, og mange steder i sundhedsvæsenet mangler der speciallæger, sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter. Derfor er der behov for et langsigtet løft af vores sundhedsvæsen. Vi anbefaler på baggrund af en tilbundsgående analyse af sundhedsvæsenets økonomi fra VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd at investere to procent ekstra i sundhedsvæsenets økonomi hvert år frem til 2025. I rene tal svarer det til cirka tre milliarder kroner mere næste år, mens det skal stige til godt fire milliarder kroner i 2025. Det er - sammen med mere prioritering - faktisk, hvad der skal til, hvis ikke patienterne skal opleve et gradvist ringere sundhedsvæsen. Sat på spidsen er regeringens forslag om, at pengene skal følge med, når der kommer flere ældre, jo kun en garanti for, at overbelægningen ikke bliver meget værre. Dertil kommer, at vi dag for dag og år for år ser nye og bedre behandlinger, som kan forbedre liv for ikke mindst ældre. Den sundhedsgevinst vil vi jo gerne give vores ældre, men det kan vi kun, hvis der er et økonomisk løft, som er udover demografien. Det håber jeg, at statsminister Mette Frederiksen vil tænke ind i arbejdet med at gøre sundhedsvæsenet bedre for patienterne og for os, der arbejder i det.

Annonce