Annonce
Danmark

Funding: Radikale forsøger at slås sig ud af rollen som støtteparti

Thomas Funding, politisk redaktør, avisen Danmark. Foto: Michael Nørgaard
Forbitrelsen bobler i Radikale Venstre, der føler sig reduceret til et støtteparti på lige fod med SF og Enhedslisten. Det matcher mildest talt ikke selvforståelsen i det engang så magtfulde parti. De ser sig selv som kongemagerne i dansk politik. Det er dem, der har gjort Mette Frederiksen til statsminister, og de vil behandles derefter. Det trækker op til seriøs ballade i regeringsblokken.

De er vrede i Radikale Venstre for tiden, og vreden er rettet mod Socialdemokratiet. Man mærker det, når man taler med de radikale folketingsmedlemmer. De kan slet ikke holde det indenbords. De føler, statsministerpartiet behandler dem som skidt. Og det er et direkte citat.

Årsagen til balladen udspringer af den situation, Radikale Venstre befinder sig i. Det er som om, det først nu er ved at gå op for partiet, at de er blevet reduceret til et støtteparti.

Det kan for nogle – især socialdemokrater – virke arrogant, at det ikke skulle være nok for Radikale Venstre at være støtteparti. Skulle de nu være finere end de andre partier i rød blok? Og ja, det mener de radikale, at de er. Ikke på et menneskeligt plan, men parlamentarisk anser de sig selv som særlige.

Radikale Venstre ser sig selv som partiet med de afgørende mandater, hvilket de også historisk har været. I nyere politisk historie har de flere gange været tungen på vægtskålen. Det var dem, der gjorde både Poul Schlüter (K) og Poul Nyrup Rasmussen (S) til statsministre. De var kongemagerne i dansk politik, og prisen for kongeriget var magt og indflydelse til Radikale Venstre.

Men nu er dette blevet dem frarøvet. I hvert fald hvis man spørger de radikale. Først ved at Mette Frederiksen nægtede at tage partiet med i regering, og nu ved at hun behandler dem som et støtteparti på lige fod med SF og Enhedslisten.

Konkret er det finanslovsforhandlingerne, der har fået tiøren til at falde hos Radikale Venstre. De har været vant til at have indflydelse på helheden, men regeringen vil kun give indrømmelser på udvalgte områder.

Frygten i Radikale Venstre er, at de aldrig kommer ud af rollen som støtteparti, hvis de først én gang accepterer, at det er sådan klaveret spiller. Derfor er de i slutfasen af forhandlingerne begyndt at gøre sig så besværlige som muligt. De forsøger at slås sig ud af rollen som almindeligt støtteparti.

Det så vi et eksempel på, da Morten Østergaard tidligere på ugen meddelte, at hans parti nægtede at stemme for finansloven, hvis ikke regeringen pillede den fremtidige finansiering af grænsekontrollen ud. Noget SF og Enhedslisten for længst stiltiende havde accepteret som prisen for at få indrømmelser.

Det nyopfundne krav blev efterfulgt af en stribe af nye krav, og man kan kun forestille sig, hvor frustreret kassemester Nicolai Wammen må være. Det var ellers lige begyndt at se ud som om, at han havde fået snøret sækken om hans første finanslov.

Men Radikale Venstre insisterer på at være noget særligt. De vil have indflydelse på det hele eller ingenting. De vil ikke være som SF og Enhedslisten.

Finanslovsforhandlingerne er på den måde for de radikale endt med at handle om meget mere end statens husholdningsbudget for 2020. Det er en magtkamp om, hvilken rolle de skal spille i dansk politik i denne valgperiode. Og potentielt endnu længere frem.

Socialdemokratiet forsøger modsat at holde Radikale Venstre stangen. Statsministerpartiet drømmer sig ikke tilbage til gamle dage. Mange socialdemokrater har i årevis følt, at de radikale alt for ofte er lykkedes med at presse dem mod højre under den latente trussel, at de kunne skifte side, hvis de ikke fik det, som de ville.

Men den trussel tror Socialdemokratiet ikke længere på, og det er årsagen til, at Mette Frederiksen tør spille det spil, hun gør.

For hvad har Radikale Venstre egentlig at true med, når alt kommer til alt? Morten Østergaard har markedsført sit parti på at ville lempe udlændingepolitikken. Det kan han ikke gøre med Jakob Ellemann-Jensen som statsminister, så længe Venstre baserer sig på Dansk Folkepartis mandater. Udlændingepolitikken låser med andre ord Radikale Venstre til rød blok. Man kan derfor diskutere, om det er Socialdemokratiet, der har reduceret Radikale Venstre til et støtteparti, eller om det er selvforskyldt.

Lige meget hvad efterlader det Morten Østergaard med begrænsede muligheder. Han største trussel er at trække støtten til regeringen. Men tør han det?

I Socialdemokratiet tror man ikke på det. I hvert fald ikke lige nu. I det forhandlingsudkast, der lige nu ligger på finansloven, pumpes der penge ud til radikale mærkesager. Minimumsnormeringer, klimaomstilling, uddannelse og psykiatrien blot for at nævne nogle få eksempler. Og mon ikke man også finder en måde at sno tingene på, så Radikale Venstre ikke behøves at lægge stemmer til den fremtidige finansiering af grænsekontrollen.

Det bliver svært for Morten Østergaard at forklare sine vælgere, hvorfor han på den baggrund skulle vælte regeringen. Så mon ikke det i denne omgang ender med, at Radikale Venstre blinker først.

Men regeringen kan ikke ånde lettet op af den grund. Finanslovsforhandlingerne er et forvarsel. Ender de radikale med endnu engang at føle sig kørt over af Socialdemokratiet, kan tingene udvikle sig destruktivt, når vi kommer lidt længere frem.

Der er således allerede nu folk i den radikale gruppe, der mener, at partiet bliver nødt til at statuere et eksempel overfor Mette Frederiksen. Virkelig sætte foden ned. Lige nu mangler de bare en god anledning, men den skal nok komme.

På et eller andet tidspunkt kommer regeringen i problemer og får brug for Radikale Venstres støtte. Men hvis Morten Østergaard i den situation kun kan tænke på at få Socialdemokratiet ned med nakken, så kan det ende frygtelig galt for Mette Frederiksen. Når alt kommer til alt, har hun brug for Morten Østergaard.

Annonce

Fundings udvalgte citater fra ugen i politik

- Jeg tror, at i alle forhandlinger kommer der et tidspunkt, hvor dem, man forhandler med, tror de har givet det, de troede de skulle give. Nu er vi ved at være der, hvor de så også kommer til at bøje sig det ekstra for at nå os.

Radikale Venstres politiske leder Morten Østergaard fortalte torsdag aften de fremmødte journalister i Finansministeriet, hvordan han ser situationen i finanslovsforhandlingerne.

- Jeg deler ikke Morten Østergaards pessimisme. Der er slet ikke så langt til målet, som De Radikale giver udtryk for.

SF’s finansordfører Lisbeth Bech Poulsen kunne ikke helt skjule sin frustration over Radikale Venstre, da hun udtalte si til TV 2 News fredag.

- Jakob (Ellemann-Jensen, red.) har været som en politisk storebror for mig, og jeg har den allerstørste respekt for Jakob som kammerat, som menneske og som leder af Venstre. Det vil jeg altid have. Men vi har også været bevidste om, at vi ikke altid har de samme holdninger – specielt ikke, når det gælder værdi- og udlændingepolitikken.

Sådan begrundede Marcus Knuth på Facebook, at han har meldt sig ud af Venstre og i stedet ind i Det Konservative Folkeparti.

- Hvis det viser sig, at 65 procent i 2030 er den billigste vej til at nå klimaneutralitet i 2050, hvorfor skal man så betale mere bare for at reducere de danske udledninger med 70 procent?

Lars Gårn Hansen, der er miljøøkonomisk vismand samt medlem af De Økonomiske Råds formandskab, stillede i Berlingske spørgsmålstegn ved det kloge i regeringens ambition om at nå en reduktion af udledningen af drivhusgasser på 70 procent i 2030.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Odder

Mistanke om coronavirus var falsk alarm

112

Råbte ukvemsord ved midnatstide

Danmark

Funding: Nu har Mette Frederiksen kun Venstre tilbage

Der var én, der var to, der var tre, der var fire, der var fem på cykeltur ... Sådan lyder det i den gamle børnesang "10 små cyklister". Og teksten minder lidt om forhandlingerne om en reform af udligningsordningen. Ligesom cyklisterne faldt fra en for en, indtil der kun var én lille kæk cyklist tilbage, så er regeringens forhandlingspartnere også lige så stille forsvundet ud af forhandlingslokalet, så der nu kun de facto er et parti tilbage. Liberal Alliance og Konservative var de første til at ryge ud, og i denne uge meldte Dansk Folkeparti sig reelt ud af forhandlingerne i et interview her i avisen Danmark. Godt nok sidder partiet stadig med ved bordet, men Kristian Thulesen Dahls forslag om at skrotte det eksisterende udligningssystem og indføre en fælles kommuneskat er lige så realistisk som eksistensen af julemandens værksted. Men døden skal have en årsag, og Kristian Thulesen Dahl skal kunne forklare, hvorfor han ikke kommer til at gå med i en aftale, og det var det, han gødede grunden for i interviewet. Det efterlader ét parti tilbage. Nemlig Venstre. Efter en lille måneds maskeradespil, er vi nu langt om længe der, hvor forhandlingerne skal til at gå i gang. Alt indtil nu har været opvarmning, det er nu, det bliver alvor. Men hvad med regeringsblokken, tænker den opmærksomme læser måske? Den kan regeringen jo også danne flertal med. Ja, teoretisk, men det kommer S ikke til at gøre. Det vil regeringen ikke, det tør den ikke. Risikoen er simpelthen for stor. En ren rød aftale om kommunernes økonomi ville give Venstre og Dansk Folkeparti muligheden for at køre hårdt på Socialdemokratiet i alle de kommuner, hvor der ikke bliver guldregn, og det går ikke - slet ikke året før et kommunalvalg. Og heldigt for Socialdemokratiet har Venstre også al mulig grund til at gå med i en aftale. Selv om det den seneste måned har virket til, at partiet har været ganske kritisk, så har Venstre gjort alt for at holde sig spilbar. Man skal lægge mærke til, hvordan Venstres kritik primært er gået på proces. Hvorfor lægger regeringen ikke beregningerne frem? Hvorfor udleverer regeringen ikke alle tallene? Hvorfor er der fejl i beregningerne? Der er ikke blevet sagt noget af Venstres forhandlere, der har gjort det umuligt for partiet at indgå en aftale. Modsat tilfældet med Kristian Thulesen Dahl. På indholdssiden har Venstre krævet, at staten pumper en ekstra milliard ind i udligningssystemet, at de socialdemokratiske vestegnsborgmestre ikke favoriseres, at det såkaldte finansieringstilskud på 3,5 milliarder kroner bliver en del af forhandlingerne, og at ingen danskere får skattesmæk som konsekvens af reformen. Alle krav, hvor regeringen bør kunne give indrømmelser. I det hele taget må man bare sige, at Venstre har spillet sine kort dygtigt. Makkerparret Sophie Løhde og Troels Lund Poulsen har i den grad haft fat, hvor det gør ondt på regeringen, og de to har bevist at man ikke skal undervurdere deres evner ud i det politiske spil. Ved at trække forhandlingerne i langdrag, har de givet medierne tid til at grave sig ned i materialet - eller mangel på samme - og ud af det er der kommet en lang række historier, der har udvandet regeringens ellers overbevisende førstehåndsindtryk. Det har været tydeligt, at venstrefolkene har forsøgt at koble sig på borgmestrenes frustration. Både deres egne, men så sandelig også de socialdemokratiske af slagsen. Særligt den socialdemokratiske borgmester i Hjørring Kommune Arne Boelts dramatiske kritik af regeringen er blevet forsøgt annekteret af Venstre. Lidt ligesom da Mette Frederiksen under diskussionen om regionernes fremtid ikke kunne åbne munden, uden hun erklærede sig enig med Venstres Stephanie Lose. Og det har været klogt på den måde at alliere sig med det kommunale Danmark. Venstre har i sit forsøg på at trække forhandlingerne ud hele tiden skullet passe på ikke at lægge sig ud med partiets kommunale bagland. Landets borgmestre - røde som blå - skriger på en reform af udligningsordningen, så hvis der begyndte at sprede sig en stemning af, at Venstre var i gang med at obstruere det, ville Jakob Ellemann-Jensen hurtigt få kærligheden at føle. Og netop derfor ender forhandlingerne også efter alt at dømme med en aftale med Venstre. Det er i både Mette Frederiksens og Jakob Ellemann-Jensens interesse. Men sidstnævnte har dygtigt formået at udnytte situationen til at få vist, at Danmarks liberale parti ikke er så bovlamt, som man ellers kunne tro. Der er stadig én kæk cyklist tilbage.

Annonce