Annonce
Danmark

Funding: Mette Frederiksen risikerer at gå i samme fælde som Løkke

Thomas Funding. Foto: Michael Nørgaard
For hver gang Mette Frederiksen siger, at hun ikke vil være statsminister for enhver pris, øger hun risikoen for at blive beskyldt for løftebrud efter et valg. Lars Løkke Rasmussen gik i den samme fælde for fire år siden. Han lærte på den hårde måde, at løftebrud ikke altid handler om, hvad man har sagt, men hvad man har givet indtryk af.

Det lød som et ekko fra fortiden, da Mette Frederiksen i søndagens duel mod Lars Løkke Rasmussen på TV 2 sagde, at hun ikke ville være statsminister for enhver pris.

Og det var da også tænkt som en syrlig kommentar til Lars Løkke Rasmussen, der inden sidste valg sagde nøjagtig det samme. En ytring der siden har martret ham.

Statsministeren beskriver egentlig meget fint, hvorfor den fire år gamle udtalelse endte med at blive problematisk i den nye bog ”Befrielsens øjeblik”. Her forklarer han, at det, at han ikke ville være statsminister for enhver pris, blev opfattet som om, at han ikke ville være statsminister for en pris.

Men magten kommer som bekendt altid med en pris, og det gjorde den også for Lars Løkke Rasmussen. Det er helt naturligt, sådan er politik.

Man skal selvfølgelig ikke underkende, at Løkke har haft svært ved at komme igennem med sin politik i denne valgperiode, og at det er en stor del af årsagen til, at mange netop har fået indtrykket af, at han alligevel gerne ville være statsminister for enhver pris.

Men kigger man på de fem sigtelinjer, han listede op inden sidste valg, må man være ærlig at sige, at han i større eller mindre grad har leveret på omkring de fire af dem.

Men forventningerne til statsministeren var bare højere. I førnævnte bog får man indtrykket af, at Lars Løkke Rasmussen selv synes, at der har været et urimeligt højt forventningsniveau til ham. Men i politik gælder der den simple regel, at det ikke er politikernes opfattelse af virkeligheden, der er styrende, men derimod vælgernes. Så hvis vælgerne sidder tilbage med en opfattelse af, at Løkke ved sidste valg lovede mere, end han kunne levere, så er det den virkelighed, han må forholde sig til.

Og samme logik gælder for Mette Frederiksen. Den socialdemokratiske statsministerkandidat gør meget ud af at love en stram udlændingepolitik, men man skal lægge mærke til, at hun langt hen ad vejen taler om det i overordnede vendinger. Det gjorde hun således også i søndagens duel på TV 2.

- Hvis jeg skal være statsminister og føre en anden udlændingepolitik end den, jeg er 100 procent overbevist om, er rigtig for Danmark, nemlig en udlændingepolitik, hvor vi har styr på, hvor mange, der kommer hertil, så vi også kan få integrationen til at fungere, så vil jeg ikke være statsminister for enhver pris, fortalte Mette Frederiksen, hvilket med det samme fik Lars Løkke Rasmussen til at gå i kødet på hende.

- Så det, du siger her i dag, er, at du ikke kommer til at give én eneste indrømmelse på ydelser og på udlændingepolitik til hverken det Radikale Venstre, SF, Alternativet eller Enhedslisten?

- Den brede udlændingepolitik står fast, svarede Mette Frederiksen tilbage uden dermed at svare klart på statsministerens spørgsmål.

Og måske er der en grund til det. Socialdemokratiet har nemlig i denne valgperiode på en række områder sikret sig muligheden for at kunne lempe på udlændingepolitikken.

Mette Frederiksen har ikke ville fortælle, om hun er for eller imod etableringen af et udrejsecenter på øen Lindholm, ej heller om hun vil ændre på integrationsydelsen og kontanthjælpsloftet, hun har også formuleret sig på en måde, hvor Danmark igen vil kunne begynde at modtage FN kvoteflygtninge, og så har hun åbnet op for at forbedre forholdene for børnene på udrejsecenter Sjælsmark.

Men Mette Frederiksen får svært ved at bruge alle disse potentielle indrømmelser til en hatfis, hvis vælgerne sidder tilbage med en opfattelse af, at hun har lovet ikke at lempe overhovedet. Altså at hun ikke vil give én eneste indrømmelse til hendes støttepartier.

Og det er Mette Frederiksens paradoks. På den ene side bliver hun nødt til bombastisk at afvise at ville lempe udlændingepolitikken, men på den anden side har hun brug for en smule manøvrerum efter et valg. For magten har som sagt en pris. Også for Mette Frederiksen.

Det er to modsatrettede hensyn. Og for hver gang den socialdemokratiske formand siger, at hun ikke vil være statsminister for enhver pris, gør hun det nødvendige kompromis efter et valg sværere, fordi risikoen for at blive beskyldt for løftebrud vokser.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Godt at Mette Frederiksen har øje for den kritiske situation på medicinske afdelinger

I det udmærkede radioprogram ”Slotsholmen”, der sendes på Danmarks Radios P1 og handler om politik, kunne man forleden høre et langt og interessant interview med statsminister Mette Frederiksen. Særlig interessant ud fra et sundhedsperspektiv var den del af interviewet, som handlede om sygehusenes medicinske afdelinger. For statsminister Mette Frederiksen har helt ret, når hun peger på, at de medicinske afdelinger er pressede. ”Den ældre medicinske patient, der kommer ind på en afdeling på sygehuset oplever, at medarbejderne løber stærkt, og at de løber for stærkt. Det kan vi godt gøre bedre,” slog statsministeren fast, da hun blev interviewet om sin åbningstale af Folketinget. Det er godt, at hun har fokus på problematikken. Det er der også behov for – ikke mindst med tanke på den befolkningsudvikling, vi allerede har taget hul på, og som vil præge samfund, sundhedsvæsen og ikke mindst de medicinske afdelinger i mange år frem. Det er nemlig sådan, at der år for år i de kommende årtier er udsigt til flere ældre og flere patienter med behov for mere behandling og pleje. Alene frem til 2025 kommer der 33 procent flere borgere i aldersgruppen 80-89 år. Det er naturligvis glædeligt, at flere lever længere, men vores sundhedsvæsen har i dag slet ikke de nødvendige ressourcer til at kunne behandle de mange flere borgere, særligt ældre, som får brug for lægehjælp. Og lige præcis den ældre del af befolkningsgruppen har ganske ofte brug for behandling på netop de medicinske afdelinger. Så når der i dag er medicinske afdelinger i hver eneste af landets fem regioner, der er ramt af overbelægning, er det nok for intet at regne i forhold til, hvad fremtiden bringer for de mange ældre medicinske patienter. Sandsynligheden taler for, at det vil gå fra slemt til værre, hvad overbelægningen angår. ”Det kan vi godt gøre bedre”, som statsministeren slog fast, og jeg er meget enig. Vi skal kunne byde ældre medborgere bedre end overbelagte afdelinger med pressede sygeplejersker og læger. Desværre er det sådan, at medicinske afdelinger med pres og overbelægning langtfra er en enlig svale. Sundhedsvæsenet er generelt presset af en stor opgavemængde og ressourcer, der slet ikke slår til. Psykiatrien er nødlidende efter mange års politisk underprioritering, og mange steder i sundhedsvæsenet mangler der speciallæger, sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter. Derfor er der behov for et langsigtet løft af vores sundhedsvæsen. Vi anbefaler på baggrund af en tilbundsgående analyse af sundhedsvæsenets økonomi fra VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd at investere to procent ekstra i sundhedsvæsenets økonomi hvert år frem til 2025. I rene tal svarer det til cirka tre milliarder kroner mere næste år, mens det skal stige til godt fire milliarder kroner i 2025. Det er - sammen med mere prioritering - faktisk, hvad der skal til, hvis ikke patienterne skal opleve et gradvist ringere sundhedsvæsen. Sat på spidsen er regeringens forslag om, at pengene skal følge med, når der kommer flere ældre, jo kun en garanti for, at overbelægningen ikke bliver meget værre. Dertil kommer, at vi dag for dag og år for år ser nye og bedre behandlinger, som kan forbedre liv for ikke mindst ældre. Den sundhedsgevinst vil vi jo gerne give vores ældre, men det kan vi kun, hvis der er et økonomisk løft, som er udover demografien. Det håber jeg, at statsminister Mette Frederiksen vil tænke ind i arbejdet med at gøre sundhedsvæsenet bedre for patienterne og for os, der arbejder i det.

Annonce